Danmark skal i den kommende fem-årsperiode (2008-12) i gennemsnit reducere udslippet af CO2 og andre drivhusgasser med 21 pct. i forhold til 1990. Det er vores første bidrag til at undgå farlig menneskeskabt klimaforandring, som vi har forpligtet os til ifølge Kyoto-protokollen og byrdefordelingen af EU's reduktionsmål.
Det er nemlig industrilandene, der i første omgang er forpligtede til at reducere deres udledninger. Det er imidlertid ifølge aftalen tilladt at opfylde en del af reduktionsmålet ved at købe CO2-kvoter på det europæiske marked eller via kreditter fra drivhusgas-reducerende projekter i udlandet. Hvis man skal leve op til ånd og bogstav i Kyoto-protokollen, så må brugen af disse projekt-kreditter dog kun være et supplement til hjemlige reduktioner.
Klima- og energiminister Connie Hedegaards allokeringsplan for 2008-12 - der skal sikre opfyldelsen af dette reduktionsmål - udgør en pinlig illustration af regeringens svigt på den energipolitiske hjemmebane.
I allokeringsplanen forventes den samlede udledning af drivhusgasser i 2008-12 at blive 13 mio. ton højere end det niveau, som man skal ned på for at opfylde reduktionsmålet på 21 pct. i forhold til 1990. Denne såkaldte 'manko' på 13 mio. ton fordeles i planen, så staten skal reducere 7,8 og de kvotebelagte virksomheder 5,2 mio. tons. Regeringen har købt - eller afsat penge til køb af - projekt-kreditter i udlandet svarende til 60 pct. af de statslige reduktioner - 4,7 ud af 7,8 mio. tons CO2-ækvivalenter. Og allokeringsplanen tillader de kvoteomfattede virksomheder at købe projekt-kreditter svarende til 80 pct. af deres reduktioner - 4,2 ud af 5,2 mio. tons CO2-ækv. De resterende 20 pct. kan dækkes ved køb af CO2-kvoter på det europæiske kvotemarked.
Hvis de kvoteomfattede virksomheder udnytter disse muligheder for at købe kreditter/kvoter frem for at reducere deres egne hjemlige udslip, så bliver det samlede resultat, at to tredjedele af Danmarks Kyoto-mål for 2008-12 opfyldes ved køb af kreditter/kvoter - og kun en tredjedel ved reduktioner i Danmark.
Når man til dette lægger, at drivhusgas-udslippet i 2006 kun var 1,3 pct. under 1990-niveau, at bruttoenergiforbruget og kulforbruget stiger, og at vindkraftudbygningen er gået helt i stå, så ser man de konkrete hjemlige konsekvenser af seks års ørkenvandring med en regering, der - fejlagtigt - har troet at markedskræfterne alene kunne levere varen.
Og et alt for uambitiøst energiudspil fremlagt af regeringen for et år siden og dens stejle holdning i de igangværende energiforhandlinger med oppositionen tyder desværre på, at den stadig ikke har erkendt sit hjemmebane-problem.
Thomas Schoubye Poulsen
21. februar, 2008 #
Jeg er meget spændt på, om det vil lykkes at reducere Danmarks CO2-udslip med de 21 % i forhold til niveauet 1990. Optimismen kan ligge et meget lille sted.
Hvis Danmark købte atomkraftværket i Barsebäck (som blev lukket som følge af en politisk rævekage af dimensioner), var målet dog cirka nået. Det skal oplyses, at værket fortsat vedligeholdes og dermed kan startes forholdsvis hurtigt - i hvert fald inden for de 4-5 år, vi har tilbage at opnå besparelsen i. Jeg frygter desværre, at der vil være et flertal af politikere, som er imod en sådan løsning, så ja - optimismen kan ligge et meget lille sted.