For de gæster, der søger lidt ekstra tryghed under opholdet, er et nyt tilbud nu til rådighed i Dubai. Således hedder det i materialet, som er blevet offentliggjort ved åbningen af et nyt hotel i det olierige emirat ved Den persiske Golf. Den særlige tryghed består i, at etablissementet som det første i byen, der har samme navn som emiratet, tilbyder overnatning i streng overensstemmelse med islamisk sharia-lovgivning.
Dubai har allerede i en årrække arbejdet hårdt på at diversificere sin økonomi bort fra den svære afhængighed af olien.
Det satser stort på at blive blandt klodens førende finanscentre, og med gigantiske udvidelser af den internationale lufthavn har man gjort denne til et internationalt førende trafikknudepunkt, der fører til handelsmæssige fordele. Og denne position har Dubai også med stort held formået at kanalisere over i en hurtigt voksende turistindustri.
Fuglekvidder som muzak
I en særlig del af byen er der derfor blevet bygget turist-attraktioner, der kan adsprede gæsterne efter at have været på ørkensafari og besøgt de indbydende badestrande. Her er et par forlystelsesparker, kunstudstillinger i absolut verdensklasse, og naturligvis er der et rigt udbud af restauranter og hoteller.
Ikke overraskende har alt dette fået mere konservative dele af emiratets befolkning til at rynke brynene, for i vide kredse ses denne letlevende turisme som værende i strid med traditionel islamisk livsførelse. Derfor har myndighederne længe set sig om efter en mulighed for at vise sin gode vilje, og mener nu selv at have fundet løsningen ved at invitere den lokale Al Rostamani Group til at investere i turisteventyret.
Opskriften er The Cop-thorne Hotel, der udefra ligner ethvert andet luksushotel med sine 55 etager og mange indbydende suiter. Men man skal ikke lade sig forlede, for inden døre er alt i den skønneste, islamiske orden.
"Hotellet er tørt," siger direktøren Reda Mukthar til lokal presse om stedets bar og restaurant.
Her serveres ikke alkohol, og for at komme uden om religiøse gæsters uvilje mod musikalsk baggrund består muzakken i lobbyen af lystigt fuglekvidder samt lyden af vandfald og bølgebrus ved den nærliggende strand.
Ærbare uniformer
Der er også sørget for særlige tidspunkter, hvor henholdsvis mænd og kvinder kan benytte hotellets swimmingpool, uden at kønnene blandes, og man kan forvente samme respekt for reglerne fra personalets side. Umiddelbart ligner det almindelige hoteluniformer, og kvindelige medarbejdere er ikke nødvendigvis tildækkede, men fra hotellets ledelse garanteres det, at samtlige ansatte altid vil være ærbart klædt på.
Fra investorside oplyses det, at der er planer om 15 sharia-hoteller i regionen.
Hotellet henvender sig til både familier og individuelle, og det understreges, at det ved indskrivning ikke vil blande sig i gæsternes ægteskabelige status. Dette menes at skyldes konkurrencemæssige hensyn, hvilket også kan være forklaringen på en lille blødhed i hotellets alkoholpolitik. Spiritus udskænkes ikke i restauranten, men "kan nydes på værelserne", hedder det i materialet. Det fremgår dog ikke, om sprutten forefindes i værelsets minibar eller om gæsterne skal tage det med hjemmefra.







