For et par uger siden kunne man her i Radarklummen læse, at Fogedretten på Frederiksberg havde pålagt internetudbyderen Tele2 at lukke for sine kunders adgang til den svenske hjemmeside The Pirate Bay.
Pirate Bay er en søgemaskine, som kan søge i såkaldte torrents, der er små filer, som indeholder information om, hvilke andre brugere på internettet, der har brikker til det puslespil, som udgør en spillefilm, et stykke musik eller et stykke software. De forskellige torrents viser én vej til at finde alle brikkerne og samler dem på ens computer. Det drejer sig ikke kun om materiale beskyttet af ophavsret, men også gratis software, film eller musik.
En solid bom
For den danske pladebranches paraplyorganisation IFPI er sagen en anden. De betragter Pirate Bay som distributør af hovedsageligt ophavsretsbeskyttet materiale, og når man ikke kan få de svenske myndigheder til at lukke 'butikken', ja så kan man få de danske myndigheder til at spærre vejen derhen med en solid bom.
Den danske internetbranche vil have en afgørelse i Landsretten. Branchen ser sig selv som et uskyldigt offer, der blot stiller infrastruktur for trafik til rådighed. Samtidig vil Enhedslisten have videnskabsminister Helge Sander til at svare på, hvorfor Danmark som det eneste EU-land tolker det såkaldte INFOSOC-direktiv radikalt anderledes end andre medlemsstater.
INFOSOC-direktivet giver internetudbydere lov til at lave en kopi af en fil i deres netværk, hvis den er nødvendig for transmissionen af materialet. Men direktivet åbner også mulighed for et fogedforbud mod denne praksis. Og det har IFPI benyttet sig af i en sag mod TDC, hvor en bruger havde downloaded ulovlige film og musik på en TDC-server. Senere i sagen med den russiske musikbutik Allofmp3, der solgte digital musik til langt under markedspris. Og nu for at stoppe trafikken fra Pirate Bay.
Men Pirate Bay har ikke ulovligt materiale på sine servere. Sitet er at betragte som en telefonbog, som henviser til filer, der igen giver adgang til en uendelig mængde brikker fordelt mellem internetbrugernes private computere, så ingen distribuerer en hel film eller et helt stykke musik alene. Men Fogedretten har valgt at betragte transporten af torrentfiler fra Pirate Bay til brugerne som en kopiering i internetudbyderens netværk under transmissionen.
En ægte Sisyfosopgave
Flere advokater og Piratgruppen kalder det for censur. IFPI kalder det brud på ophavsret. Piratgruppen opfatter computerkoden som omfattet af en grundlovssikret ytringsfrihed. IFPI ser derimod computerkoden som de byggeklodser, der udgør et materiale skabt og ejet af en kunstner, som skal have betaling for det.
Begge argumenter kan man forstå. Til gengæld er det for en lægmand som denne byline svært at forstå, hvordan de stumper af programkode, der viser vej gennem internetudbydernes netværk kan udgøre en ulovlig kopi. Og at disse stumper ikke betragtes som ulovlige kopier, når de bliver formidlet af Google og Yahoo, hvad de også gør i stor stil.
Man kan spørge, hvorfor IFPI ikke går efter de brugere, der huser det ulovlige materiale på deres computere i stedet for at spærre informationsmotorvejen og dermed også adgangen til en masse lovligt materiale? Formodentlig fordi det er en vaskeægte Sisyfosopgave, der aldrig kan løses. Det ville være som at stoppe en hullet dæmning ved New Orleans.
Til gengæld kan man jo gøre som Frankrig, England og Australien, der alle - ifølge Computerworld - har fremskredne planer om at smide internetbrugere helt af nettet, hvis de downloader ophavsretsbeskyttet materiale. Et forslag som danske IFPI også er lun på. Man kan spørge, hvordan man vil drive et moderne samfund med en effektiv digital forvaltning, hvis de mange millioner mennesker, der har downloadet musik eller film uden tilladelse skal udelukkes fra brug af internettet? Og er det rimeligt at den private underholdningsbranche skal diktere samfundsudviklingen, fordi den teknologiske udvikling har undermineret branchens forretningsmodeller? Skulle man også have forbudt luftfart over Atlanten, da den ødelagde markedet for skibstrafikken?
Derfor kan vi med spænding se sagen om Pirate Bay bevæge sig gennem det danske retssystem de næste par måneder.





