Kan der findes en kur mod religiøse vrangforestillinger?

FEEDBACK
I USA har man i 90’erne kørt et føderalt Violence Initiative, der går ud på at finde voldsgenet og efterfølgende en medicinsk kur mod de biokemiske ubalancer, der ligger bag vold og den sociale uro.
Raben Rosenberg, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, nævnte for nylig her i avisen, at folk med tendens til religiøse oplevelser hyppigt er epileptikere. Hvis epilepsi er genetisk betinget - og hvorfor skulle det ikke være det - er det nærliggende at mene, at det samme gælder religiøsitet. Genforsker Erik Bahn har allerede draget konklusionen.
Hvis man lægger to og to sammen, er der grund til at råbe vagt i gevær, i hvert fald hvis man som undertegnede er arveligt belastet paranoiker med præstegener. For hvis man kan fastslå den genetisk funderede biokemi bag en given, uhensigtsmæssig adfærd eller verdensanskuelse - og det kan man, og det gør man - kan man sandsynligvis også fjerne uvæsnet genterapeutisk eller neuromedicinsk.
Tænk hvis et videnskabeligt Religion Initiative blev iværksat med henblik på at finde en biokemisk kur imod patologisk betingede, religiøse vrangforestillinger. Og hvorfor ikke? Religion er jo et vældigt spild af ressourcer. Tænk, hvis man opfandt et medikament, man f.eks. kunne komme i sødmælk, der fungerede som en vaccination mod tendens til irrationel optagethed af mytologiske, religiøse eller på andre måder logikhæmmende tankeprocesser. Guderne skal vide, at begreber som gud eller sjæl ikke ville forslå i en argumentation for det irrationelles genetiske berettigelse. Brugen af de ord ville blot stå som bevis for, at debattøren var et genetisk ringvrag. Så hellere tage neuropsykiatrien for pålydende og rette skytset den anden vej: Spørgsmålet bliver da, om scientistisk reduktionisme eller ekstrem rationalisme er udtryk for en genetisk betinget bevidsthedsdefekt.
Et oplæg til en diagnosticering kan findes hos den engelske filosof G. K. Chesterton (1874-1936), her gengivet efter Egon Friedells Kulturhistorie: “Store rationalister er ikke så sjældent sindssyge. Den, som diskuterer med en sindssyg, vil i reglen trække det korteste strå. I mange henseender fungerer den vanvittiges tanke desto hurtigere, jo mindre han opholder sig ved alle de betænkeligheder, som den sunde menneskeforstand må tage i betragtning. Han hæmmes ikke af humoristisk selvkritik, anfald af menneskekærlighed eller af de indvendinger, som kommer af livserfaring. Han er netop så meget mere logisk, fordi han ikke længere har bestemte sympatier. (…) Det stærkeste og umiskendeligste tegn på vanvid er netop denne forening af ufejlbarlig logik og åndeligt snæversyn. Den syge er indestængt i en eneste idés trange celle, og om denne idé koncentrerer hans tanke sig med pinagtig skarphed. Materialismen er præget af en vis vanvittig enkelhed, akkurat som den sindssyges argumenter, man får straks indtryk af, at her er alt sagt og samtidigt alt udeladt. Materialismen forstår alt, men dette alt synes samtidig at være meget lidt betydende.”
Hjerneforskermegalomani kunne man passende kalde den af Chesterton skitserede sindslidelse. Blot er der den hage ved Chestertons dømmekraft, at han led af uhelbredelig katolicisme.