“Der sker det, når vi gamle dør, at der ikke er nogen at spørge om tingene mere. Jeg blev rystet, da mine to børnebørn fandt et gammelt bånd med optagelser af en sabotageaktion, og den ældste, der på det tidspunkt havde gået ni år i skole, spurgte mig, hvordan min uniform så ud! Og da jeg fortalte om 4. maj til den lille, der havde gået 7 år i skole, sagde han: Hvad er 4. maj, farfar,” fortæller Aage Staffe, eller Lille John som han hed, da han under krigen var medlem af modstandsgruppen BOPA.

For os, der er vokset op efter krigen - men med Anden Verdenskrig som en del af historien om Danmark i hele vores opdragelse- kan der være behov for at glemme. Der var så meget hykleri om besættelsen. Historielæreren i folkeskolen i 70’erne, der salvelsesfuldt fortalte om dengang, alle spændte livremmen ind, gav afsmag. Og der er ting ved besættelsen som ved alle krige, som ingen kan blive enige om. Statsminister Anders Fogh Rasmussen har for eksempel undsagt den samarbejdspolitik, som det borgerlige Danmark i hele efterkrigstiden har haft som en hellig ko. Sådan deler krige folk. Og vi er i dag i gang med en ny af slagsen - i Irak. Derfor opsøger jeg Aage Staffe. Og spørger ham, hvorfor vi i det hele taget skal snakke mere om krigen.

Aage Staffe tænker sig om.

“Når vi stiller træskoene, den generation, der har kæmpet i krigen - eller hvad folk nu har - så er jeg bange for, at danskerne igen lader sig køre rundt med, som efter 1864 - eller 1914 eller hvad som helst. Jeg ser hver dag, hvordan stemninger piskes op. Dét, vi gamle kan fortælle, er, hvad der sker, når det er alvor.”

Dette interview er et dokument fra en tid, der er gået. Men en tid, det er vigtigt at lære af.

Svensk haresteg og antifascisme

Aage Staffe var 14 år, da de tyske tropper indvaderede Danmark. Han var kun en lille dreng, dengang Europas antifascister prøvede at stoppe Hitler og Mussolini i Spaniens borgerkrig 1936-39. Og teenageren Aage kom til at leve sin ungdom i et land i krig. Først relativt fredeligt. For Danmark indrettede sig og var et mønsterprotektorat for Hitler.

Første gang den unge dreng tog del i kampen mod nazismen, var da han og hans fodboldkammerater fra Lergårdsvejens skole på Amager deltog i de store moddemonstrationer, som Danmarks Nationalsocialistiske Partis march til minde om besættelsesdagens ofre udløste den 9. april 1942.

“Det var godt at se, at politibetjentene tæskede nazisterne hårdere end os - de havde ikke glemt de fem betjente, som blev slået i smadder efter nazisternes spademarch i Roskilde!”

Vi fik jo den her gruppe danske Hitlerjugends trængt ind i Ørstedsparken. Og fik dem gennet op på en bro. De fik tæsk! - og så smed vi dem i vandet og spurgte, om de kunne svømme! Da min far så min bøjede cykelpumpe, som jeg havde brugt i slagsmålet, sagde han bare, at ‘du må sgu finde noget andet en anden gang - det dér er for dyrt!’ Han bad mig nu også om at passe på mig selv,” siger Aage med et smil og glød i øjenene.

Vi var forberedt

Hjemme hos Aage var de kommunister. Faren var skibsbygger på Refshaleøen. Moren vaskede for de rige. Livet i hjemmet var beskedent. En økonomisk virkelighed, som vi i dag kun ser i Den Tredje Verdens lande. “Den stod på svensk haresteg et par gange om ugen. Det var altså de bare kartofler. Og nogle gange ikke andet. Når det gik højt, var der en klat margarine eller ligefrem smør til,” husker Aage.

Det politiske var en vigtig ting, da først tyskerne var i landet. Efter Aages mening var DKP’s ledelse helt klar over, at der var en stakket frist under Stalin og Hitlers ikke-angrebspagt, før DKP’s medlemmer ville få samme behandling, som de tyske kommunister havde fået efter Hitlers magtovertagelse i 1933. Aages far var en del af Røde Hjælps netværk i Danmark. De havde tyske flygtninge under jorden boende i hjemmet, indtil kommunistloven blev vedtaget i Folketinget. Så brød krigen for alvor igennem i Aages liv.

“Jo, DKP havde forberedt sig udmærket. Vi var jo delt ind i celler. Jeg selv var medlem af DKU. Og der var flere celler i mit kvarter. Hver celle havde så grupper, der arbejdede med forskellige ting. Først og fremmest illegale aviser, flygtningehjælp og sabotage. Det illegale arbejde fungerede,” siger Aage, da jeg foreholder ham dem, der siger, at DKP i 1941 blev taget med bukserne nede med kommunistlovens vedtagelse og arrestationerne, der fulgte.

Sendte skrot til Tyskland

Aage stod i lære i en maskinfabrik. Han skulle være smed ligesom sin far. Han stod og drejede emner. Og emnerne blev solgt til Tyskland. Det tænkte han ikke på, og han undrer sig i dag over, hvordan han kunne være så naiv og ligeglad med, hvad han lavede og hvad det blev brugt til. “Det er jo dét, der hedder autoritær opdragelse. Det blev vi allesammen udsat for dengang. Man skulle ikke tænke selv. Gøre som der blev sagt. Det var sådan noget, som udløste krigen og nazismen,” siger Aage, der selv efter krigen har arbejdet med uddannelse af unge udviklingshæmmede.

En dag, da han stod ved sin drejebænk og arbejdede, blev han opmærksom på svenden, Emil Haslund, der senere blev leder af BOPA’s våbenværksted. Han stod som sædvanligt og kørte ‘luftspåner’ på sin maskine - altså drev den af. Emil kom over til Aage og spurgte ham: Har du noget imod englændere? Aage svarede forundret nej. Hvad med franskmænd og russere? Da Aage benægtede, svarede Emil: Så er du fanden tage mig dum - du står og knokler - endda med sved på panden. Det lort, du står med, slår indirekte dem ihjel, du ikke har noget imod. Det, det drejer sig om, er at lave så meget lort som muligt på den længst mulige tid.

Efter den dag deltog Aage i en stille sabotage, som bestod i at lave emnerne efter den højeste tolerance. Således at de teoretisk passede sammen, men i praksis ikke kunne bankes sammen. Sådan fik de sendt meget skrot af sted til Tyskland.

Senere kom Emil med nogle løbesedler, som Aage og en lærlingekammerat delte ud i et gadekryds. Hér gik det for første gang galt - og først lærekammeraten og senere Emil måtte ind og sidde tre måneder i dansk fængsel. Det var inden, pælene i Ryvangen blev taget i brug og udleveringerne af fanger til tysk tortur og deportation blev sat i system.

Aage kørte sammen med lærekammerater en selvstændig sabotage. Han klippede ledninger over i en flyver i Kastrup lufthavn. Og de stjal pistoler fra knager på værtshuse. For de tyske soldater troede endnu, at de ustraffet kunne hænge deres pistolbælter i garderoberne i mønsterprotektoratet Danmarks værtshuse.

Senere blev Aage inviteret til møde i DKP-cellen. Og da mændene i cellen klagede over alt det, de ikke kunne gøre, fordi de manglede våben, sagde den nu 17-årige knægt, at han da “havde nogle pistoler, de kunne låne”. Stadig et barn ville han ikke af med sine pistoler, som han og kammeraten havde prøveskudt i vaskekældrene i kareen. De voksne mænd måtte pænt aflevere våbnene til drengen efter brug!

Trykkeriet på køkkenbordet

Senere, da han blev optaget i en sabotagegruppe, gik alvoren i befrielsesbevægelsen op for ham. Og han og de andre fra gruppen brugte pistolerne til aktioner som f.eks. et røveri af rationeringsmærker i Skattepalæet.

“Mærkerne gik jo til de illegale. Og dem var der efterhånden en del af. Røverier var en del af virkeligheden i de år,” forklarer han.

“Jeg havde et problem, fordi jeg var sådan en drengerøv. Når jeg skulle holde folk op, tog de mig ikke alvorligt på trods af pistolen. Men jeg fandt ud af fidusen! - man skal komme bagfra og stikke pistolen i røven eller nakken på dem. Og så vende dem om bagefter. Så er der sgu respekt,” siger Aage.

For nu blev hans liv for alvor farligt, og moren var urolig for ham og bad flere gange de voksne mænd om ikke at tage ‘drengen’ med, når de skulle på aktion. I det første år efter DKP’s illegalitet var der fuld gang i modstandsarbejdet efter arbejdstid for Aage og hans kammerater og familie. Familien boede på 4. sal og havde en sværteduplikator stående, som de brugte til fremstilling af løbesedler og illegale blade.

“Vi måtte sætte klude under bordbenene på det bord, duplikatoren stod på - for at den ikke skulle kunne høres nedenunder,” siger Aage og mindes den tid, hvor det danske politi endnu patruljerede i gaderne, og man kunne slippe med frihedsstraf i dansk fængsel for modstand mod besættelsesmagten.

Det kunne lyde rosenrødt, at dansk politi ‘passede på’ sabotørerne. Men virkeligheden blev efterhånden grusom.

Med arrestationen af Willi Boller, som var ledende i det tyske flygtningemiljø i Danmark før krigen - og leder af havnearbejderne i Hamburg under arbejderopstanden mod Hitlers magtovertagelse i 1933 - forstod Aage, hvad der kunne vente alle, der blev taget.

“Willi blev jo taget af to danske betjente på Enghave plads. De trak pistolerne mod ham. Og han stod og råbte til dem på dansk, at ‘hvis I arresterer mig, bliver jeg udleveret til tyskerne. De torterer mig og hugger hovedet af mig!’ De kunne jo bare have puttet pistolerne tilbage og ladet ham gå. Men de arresterede ham. Og dét, han havde sagt til dem, skete. I 1946 opsøgte jeg hans far i Hamburg. Han fortalte, hvordan han var blevet lukket ind i Gestapos fængsel i byen og havde fundet sin søn i en betoncelle - han kunne ikke kende ham, sådan havde de mishandlet ham! For enden af gangen havde bødlerne stillet guilliotinen op. Og de halshuggede ham til sidst!”

Aage er tydeligt berørt, ligesom da han fortæller om Aage Nielsen, en tidligere Spaniensfrivillig, som var én af de første danske, der blev udleveret til tysk varetægt og tæsket ihjel i fængslet. “Da jeg var til hans begravelse, besluttede jeg, at jeg ikke nogen sinde ville tages i live!” På mit spørgsmål om cyanidkapsler og andre ingredienser i spionfilm, svarer Aage tørt, at han jo altid gik med pistol.

Historien om Willi Bollers skæbne får Aage til at tænke på nutidens flygtningepolitik. Hvordan iskolde embedsmænd sender forfulgte mennesker tilbage til tortur og død i lande, hvis virkelighed er uforståelig for embedsmændene selv - og hvor de sjældent selv har været.

Efter krigen blev de to betjente, der arresterede Willi Boller, forfremmet. For fortjenester i landets tjeneste. “Sådan noget var der masser af,” siger Aage fuld af foragt.

BOPA, bomber og livsfarer

De to år, hvor Aage Staffe, sammen med nogle få hundrede andre mænd og kvinder, satte besættelsesmagtens magt i Danmark på prøve - i hvert fald i København - i BOPA, står som en flimrende film for mig. Aage fortæller om utallige aktioner som aktiv sabotør. Måske hundredevis. “Vi havde sgu travlt, når vi ikke lige arbejdede,” siger han.

På arbejde på fabrikken stod Aage en dag og reparerede et rekylgevær i frokostpausen, da mester kom bag på ham og blev rasende. Aage spurgte mester: Har De tænkt på, hvorfor Deres fabrik ikke er saboteret? Her laves jo tysk arbejde. Det havde mester ikke tænkt på. Det er, fordi vi kan lave noget som det her. Forbyder De det, vil Deres fabrik ligge henne i forhaven i morgen! Mesteren sagde derefter: Bliver jeg spurgt, vil jeg sige, at jeg ikke har set noget, og hvis jeg havde set noget, ville jeg straks forbyde det.

Det er da det klogeste, De har sagt i dag, var Aages tørre kommentar.

Der var flest umuntre ting. Ildkampe. Likvideringer. Livsfarlige situationer, som da Aage og hans gruppe var inde i Riffelsyndikatet første gang, hvor det gik helt galt. Aage levede sammen med en pige i ni måneder. Hun døde af sygdom. Og der døde jævnt hen kammerater omkring ham. Dræbt i aktion. Eller tilfangetaget, torteret og enten henrettet ved pælene i Ryvangen eller ført til Stutthof, Neungamme og Buchenwald. Navne, der vidner om uendelig menneskelig gru og ondskab. Og de, som gik igennem dem taler ikke om det, siger Aage. Dem, han kender, kan simpelthen ikke.

Befrielsen var kaos

Så kom dagen! Dagen, hvor frihedsbudskabet lød i radioen en lys majaften. Aage var på vej ud til et møde med én af de tre sabotagegrupper, den unge mand var blevet leder af.

Da han fandt ud af, hvad der skete, fik han kaldt de tre grupper sammen. Og dagene, der kom, var et kaos i Danmark. Aage fortæller, hvordan de, han kalder 5.-maj-kæmperne, kom på gaderne. Og han og hans veteraner havde deres hyr med folk uden våbenkendskab, der fyrede løs på alt, hvad der rørte sig. Han var flere gange i situationer, hvor der blev skudt vildt på lejligheder eller tage, hvor der viste sig ikke at være en sjæl. Hovedopgaven i de dage var ifølge Aage at forhindre, at folk kom til skade på grund af vådeskud.

Og så kom den danske brigade over Øresund fra Sverige. Et delikat forløb udspillede sig, da de danske soldater fra Sverige, som Aage mener, var udset til at udkæmpe en borgerkrig i Danmark, hvis DKP havde forsøgt at overtage magten i befrielsesdagene, kom i land i Helsingør.

Aage og BOPA var kort forinden blevet bedt om at indtage de tyske befæstninger i Nordsjælland.

Aage fortæller med foragt, hvordan det var “den sidste chance for de borgerlige i Danmark til at få BOPA til at begå selvmord.”

De tyske stillinger var svært befæstede med pigtråd og udstyret med tunge maskingeværstillinger. Som Aage så det, var der ingen reel mulighed for at storme det - selv ved indsats af alle BOPA’s få hundrede aktive soldater. Så Aage meddelte BOPA’s leder, Børge Brandt, at han gerne ville indtage stillingen. Hvis den danske brigade vel at mærke ville sørge for først at få tæppebombet stedet to gange - og derefter have marinefartøjer til at ligge udenfor og beskyde det!

Så var krigen forbi. Men regnskabet var ikke gjort op - og bliver det nok aldrig.

Hvad der siden hændte

Aage Staffe fik et godt liv, da befrielsen var overstået, og han mødte sin kone, Lillian, som han har været gift med siden.

De første år efter krigen rejste han meget i de nye folkedemokratier og lavede frivilligt genopbygningsarbejde. Men båndene østpå og til DKP blev skåret over, da det gik op for ham, at nogle af hans venner fra Tjekkoslovakiet og Jugoslavien blev straffet hårdt for kritik af de nye systemer.

“Det var jo de samme metoder, som nazisterne havde brugt, da de var ved magten,” siger han.

Det meste af et liv er gået. Aage og Lillian lever fredeligt. Men ikke inaktivt. Aage administrerer flere hjemmesider, han har lavet om besættelsen. Bl.a. www.bogpartisanen.dk og www.befrielsen.dk. Trods sine 82 år kæmper den gamle partisan stadig for det, han tror på. Frihed, Lighed og Broderskab. Og freden betyder uendelig meget for Aage Staffe. Afslutningsvis citerer han sig selv, mens de venlige, gamle øjne lyser: “Hvis ikke man kunne tro på, at en fredeligere verden er mulig - hvad var der så at leve for?