For nylig smækkede forfatteren Solvej Balle med døren og forlod Litteraturudvalget under Kunstrådet. Hun havde kun nået at sidde i udvalget i en kort periode, da hun forlod det i protest mod den måde, udvalget uddeler penge på.
Det er første gang, at der indefra er blevet formuleret så direkte kritik af udvalgets arbejde og prioriteringer. Solvej Balles hovedpointe er, at litteraturstøtten ikke gives efter, hvorvidt forfatterne allerede har skrevet gode bøger, men gives efter, hvor gode forfatterne er til at sælge sig selv i form af projektbeskrivelser. Og med den store vægt på projektbeskrivelser kommer litteraturstøtten til at stå i direkte modsætning til litteraturens væsen. Dertil kommer ifølge Balle, at udvalget satser for meget på den spektakulære og synlige side af litteraturen frem for at støtte forfatterne i arbejdsprocessen.
Der er i den sammenhæng grund til at minde om, at der findes to former for litteraturstøtte i Danmark. Kunstfonden yder støtte til forfattere i form af livsvarige ydelser til udvalgte forfattere, treårige stipendier samt arbejds- og rejselegater, mens Kunstrådets Litteraturudvalg yder støtte til at fremme udviklingen og formidlingen af kunsten i Danmark og i udlandet og gør det i form af støtte til konkrete projekter. Kunstfonden støtter med andre ord primært det mere etablerede og anerkendte, mens Kunstrådet primært støtter de konkrete projekter og formidlingen af litteraturen.
På den baggrund er det umiddelbart svært at tage kritikken fra Solvej Balle helt alvorlig. Der er jo netop tale om to meget forskellige støtteformer, som begge er vigtige for litteraturen. Ved siden af støtten til de anerkendte forfattere skal der være plads til eksperimenter og forskellige former for synliggørelse af litteraturen.
At dømme ud fra reaktionerne har Solvej Balle med sin kritik imidlertid ramt et ømt og principielt punkt. Hun har fået støtte fra forfattere og af formanden for foreningen af Danske Skønlitterære Forfattere. Forfatternes interesse er i sagens natur, at så mange støttekroner som muligt flyttes fra projektbundne til frie midler.
Formanden for Litteraturudvalget, Finn Hauberg Mortensen, handler på bedste embedsmandsvis og forsvarer udvalgets arbejde ved at sige, at det agerer på basis af det regelværk, der foreligger fra Kulturministeriet. Han administrerer reglerne og udfordrer dem ikke.
Når der alligevel er god grund til at lytte til Solvej Balles kritik, skyldes det tendensen mod det event-agtige og til at kunsten skrues ind i tidens managementtænkning og projektorientering, som den netop ofte gør oprør mod.
Kritikken peger på, at der er behov for flere helt frie midler, end der eksisterer i dag, og som ikke er bundet til det på forhånd spektakulære.
Derfor er der også god grund til at ønske mere mandsmod af Finn Hauberg Mortensen. Ligesom formanden for hele Kunstrådet Mads Øvlisen, der alt andet end embedsmandsagtigt tiltrådte sin post med at kritisere hele Kunstrådets stramme og politiske bånd.
