Elendighedssafari?

Det var muligvis på de sandede håndklæder på stranden ved Tyre, at selverkendelsen strejfede os første gang. Eller måske var det på plasticstolene på restauranten nede i byen bagefter, hvor vi krebserøde og ømme af sol drak øl og spiste burgere, mens det sydlibanesiske mørke sænkede sig over klyngerne af lokale og FN-ansatte unge mænd, der havde overstået dagens fiskeri eller minerydning eller tidsfordriv og nu dinglede med benene, mens de ventede på, at aftenen blev sjov.

Selverkendelsen bestod i, at det muligvis var en rimelig tacky form for ferie, vi var på. Og i, at denne ferieform, lad os kalde den do-gooder-turisme, dannede et mønster, som det næppe ville være hverken første eller sidste gang, vi fulgte. Mønsteret bestod i, at vi først opsøgte noget ægte menneskelig lidelse og dårligdom, som her i Libanon syv dages udforskning af de klaustrofobiske, surrealistisk permanente palæstinensiske flygtningelejre; spurgte harmt og engageret til det; skrev nok endda nogle artikler om det; og så tog vi på stranden. Eller på safari, eller på en lokal restaurant med det allermest autentiske hommus eller vinkort eller electronica.

Således var det ikke specielt lang tid siden, jeg havde været på en dejlig rejse til Rwanda, havdr danset backstage til en stadionkoncert, grædt over knoglerne fra alle de døde, gyst ved synet af arbejdsholdene af folkemordere i lyserøde fangedragter, cruiset på motorcykel i Kigali og generelt bare haft det enormt fedt.

Og der skulle gå et par år efter selverkendelsen i Tyre, før en 19-årig dagsværker en meget tidlig morgen i en skrumplende boliviansk firhjulstrækker på vej gennem en brun flod til nogle indianske gældsslaver ligesom satte situationen på spidsen ved med vantro i stemmen at spørge: "Bruger du seriøst din ferie på at tage rundt og se på folk, som har det dårligt?"

Svaret var ja. Jeg turistede rundt til menneskelig lidelse, altid med både bikini, FN-rapporter og laptop i rygsækken, og jeg havde gjort det så mange gange, at det var blevet et mønster. Uafviseligt. Det var blevet så meget af en rutine, at jeg var blevet dårlig til den anden slags ferie. Et par dage i en tyrkisk badeby, og vi begyndte at hænge rastløst rundt om aviskiosken for at se, om der mon kunne dukke noget op med noget kontrovers i. Eller at diskutere neokonservatisme, Irakkrig og magtrealister så blodigt på strandrestauranterne under den varme stjernehimmel, at vi næsten ikke kunne spise gözlemen pænt færdig eller følges i god ro og orden tilbage til bed&break'fasten bagefter.

Karma-nas

Det er ikke udelukket, at det skyldes manglen på et interessant indre liv, når man ikke kan finde ud af bare at holde fri, når man har ferie. Enhver, der har set fotografen Martin Parrs billeder af ferierende kærestepar i britiske badebyer, har set - eller genkendt - at tosomheden i ferielandskabet ganske ofte er en tomhed; at den kan være så kedelig, at et klyngebombeangreb ville komme som en lettelse.

Det var så også derfor, vi udviklede en let skamfuldhed over vores do-good-rejser: Var de i virkeligheden sådan en slags karma-nasseri, hvor vi bare stillede os ved siden af dem der havde det dårligt for selv at se kønne ud på de indre rejsefotos? Eller for at slippe for at kede os? Situationens spegethed blev tydelig, da vi prøvede at forestille os, hvordan et rejsebureau til sådan nogle som os ville reklamere: 'Massegrave og gorillaer i disen på folkemordssafari i Rwanda', 'Dasen og dysenteri i Mozambique', 'Græd over Ground Zero og kør videre i limousine til en varm nat på Manhattans hotteste houseklubber'. Ingen af delene lød særlig moralsk kønt.

Find virkeligheden i fritiden

Det blev nemmere igen, da en underforstået uklarhed blev ryddet af vejen: Det var ikke for nogens skyld andre end vores egen, at vi tog på de dér kombiferier. Det var ikke et offer eller en aflysning af ferien, der fik os til at skrumple afsted gennem de bolivianske floder og de libanesiske checkpoints. Det var ganske enkelt, fordi det var fedt. Fordi vi mødte fede folk og spændende historier, blev klogere og blev glade og fik nye venner.

Og fordi der ér ret kedeligt på sådan en strand efter et par timer. Nogle klarer det ved at medbringe en fodbold. Nogle kan oprigtigt bedst lide, når en ferie består af ingenting. Hvis jeg havde arbejdet i skiftehold ved et samlebånd i Manchester i forrige århundrede, ville jeg formodentlig også have det sådan. Så ville jeg også have lyst til noget seriøs afslapning, når jeg omsider holdt fri. Som det er nu, sidder jeg på en kontorstol og glor på en lysende firkant i det meste af min arbejdstid. Så vil jeg også have noget virkelighed, når jeg holder ferie.