Årsagsfornægterne

Sørens Pinds mildt sagt kontroversielle retspolitiske udtalelser koster ham nu arbejdet med at lave et nyt retspolitisk oplæg for Venstre. Foto: Jens Dresling/Polfoto

En bestemt slags politiker, en type, der gør sig sine yderste anstrengelser for at sætte sig på den politiske debat med det enkle primitive budskab og den simpleste, håndfaste løsning på et vanskeligt problem, og som for tiden er i flertal og toneangivende i fædrelandet, har en af sine synlige repræsentanter i Venstremanden Søren Pind.

Denne medieorienterede politiker er ikke dum i ordets egentlige forstand, gør sig snarere dum på sin politiske virksomheds vegne og konkurrerer dermed på lige fod med de to kynikere Skaarup og Thulesen Dahl i Dansk Folkepartis ledelse.

Eller også er Pind slet og ret dum, såfremt dumhed defineres som afvisning eller manglende evne til forståelse af komplekse forklaringer på komplekse problemer.

Unge Pind, der har sit udspring i en pæn og ordentlig højere middelstandsfamilie på Bornholm, har gået i skole regelmæssigt, fik en højere uddannelse og udgør således ikke et socialt tilfælde, hvis konstitution umiddelbart kan belyse eller forklare manglende samfundsmæssig og anden forståelsesbaggrund.

Søren Pind har ydermere været bygge- og teknikborgmester i København uden ganske vist at sætte sig nævneværdige spor; men heller ikke i dette forhold kan han siges at afvige påfaldende ugunstigt fra en norm. I det mindste ikke normen for københavnske teknikborgmestre ...

Mere straf og jurist

Pind havde i den forløbne uge fundet ud på det uroplagede Nørrebro. Der lod han sig fotografere af pressen foran henholdsvis en afbrændt bil - billedteksten røbede ikke, om venstrepolitikeren selv havde haft en finger med i spillet - og en mur smurt over med graffiti - billedteksten røbede heller ikke her, om Pind havde bidraget.

Bidrog gjorde derimod Pind - så godt han kunne - til at optrappe konflikten mellem de utilpassede unge og det omgivende samfund. Den således omvandrende Pinds forslag til at ondulere de overvejende ukendte ballademagere var som talt ud af munden på den forlængede rygmarv: mere straf, mere overvågning, nul tolerance, straf af ballademageres forældre, mere straf, overvågning af 12-årige med fodlænker og mere straf.

Søren Pind er jurist. Eller han har læst jura og er cand. jur. Jurist i ordets akademiske forstand er han næppe. En rigtig jurist har i sin studietid studeret forbrydelse og straf og strafs betydning og virkning. En jurist ved fra disse studier, at straf og andre drakoniske foranstaltningers virkning er tvivlsomme. En god jurist forsøger i det mindste at afveje årsag og virkning i forhold til skyld og straf. En ordentlig jurist.

Søren Pind kan i et injuriesøgsmål få dom for, at han er jurist, fordi han har sin eksamen, men ikke for at han er en god jurist.

Derimod vil han til hver en tid kunne få papir på, at han er politiker. Ikke nødvendigvis en god politiker. Venstrepolitiker.

Søren Pind forsøger at positionere sig i sit parti og finde nåde for statsministerens og partiformandens strenge øje. Dertil kommer, at der er en dag efter Fogh Rasmussens regime, og Pinds generation, hvor Pind selv er sat bagud i rotteræset, står på spring. Skatteministeren, one of the coming men, har været ude med moraliserende krav til den ægte liberale samfundsborger og har broderet på noget-for-noget-moralen.

Længere med forståelse

At Pind er i overensstemmelse med Fogh Rasmussens grundholdninger, hersker der sådan set ikke tvivl om, skønt de to temperamenter er yderst forskellige, hvilket Søren Pind kan opfatte som en kompliment.

Således kommenterede landets statsminister, der gerne skulle være alles statsminister, uroen rundt i landet med, at han ikke gad høre på den gamle sang "om samfundets skyld". Og så i sangåret!

I Fogh Rasmussens overskuelige verdensbillede, som altså også er Pinds - eller i det verdensbillede de to stiller til skue - er skyld et isoleret fænomen uden sammenhæng med det omgivende samfund, over for hvilket skylden opstår, og som nødvendigvis må definere skylden.

Apropos Anatole Frances berømte udbrud: "Oh, denne lighed for loven, der forbyder såvel fattig som rig at stjæle brød, tigge i gaderne og sove under broerne!"

Denne uomtvistelighed om det menneskelige samfunds vilkår kan suppleres med samme forfatters tørre konstatering af, at uskyld som oftest er held, ikke dyd.

Enkle uimodsigelige udsagn, som kun bekræftes af den retsvidenskabelige litteratur, som burde få den mest nidkære fortaler for straf til i det mindste at tænke sig om: Hvorfor folk stjæler, hvorfor de unge brænder biler af, hvorfor et menneske der efter eget udsagn kommer fra en streng hjemlig retlinet moral begår kreativ bogføring og lyver over for den parlamentariske forsamling og over for den befolkning, af hvis kreds hans magt udgår?

Man kan vælge at dømme og fordømme, og dette er nærliggende i det sidstnævnte eksempel. Men man kommer længere med forståelse.

At manglende sådan ligefrem kan være farlig, vidner den såkaldte krig mod terror om. Da de fire fly angreb det amerikanske hjemland, meddelte præsident Bush, at amerikanerne ville komme efter terroristerne og straffe dem. Hvad andet kunne en præsident gøre her og nu?

Men siden? Siden kom ikke et ord over den enkle mands læber om den angrebne nations eventuelle andel i årsagen til disse handlinger.

Heller ikke i Fogh Rasmussens og Pinds enkle verden - eller snarere villede enkle og primitive verden - stilles den slags spørgsmål, ikke åbent.

Kun at 'den øverst ansvarlige ældre' ikke gider høre den gamle sang om samfundets skyld - og så i øvrigt prisværdigt tager nogle møder med de berørte - og at den yngre mindre ansvarlige (eller uansvarlige) vil have mere straf og mere straf og elektronisk kontrol af mindreårige og fanden og hans pumpestok. Det skal fedt hjælpe.

Blodmangel

Brevet fra de unge på Nørrebro beretter bøger om en samfundsgruppe, der er trængt og krænket, angst og bange og rimeligt eller ej ikke føler håb for den fremtid, politikerne ikke har forstand og mod nok til at tilbyde eller forbedre.

Skylden for at brænde biler af eller smøre den grimme graffiti ud over byens murværk og ødelægge sagesløse folks ejendom bliver ikke bragt ud af verden i forklaringens lys og bliver det heller aldrig. Sanktionernes tid rinder ikke ud ved forståelse.

Men dumheden får en ekstra gevinst og forudsætningerne for de kriminelle overgreb en tand til, hver gang forklaringerne bag fornægtes som en uvæsentlig gammel sang, og forbrydelse reduceres til et objekt for mere kontrol og straf og mandig retorik. Husk det Villy Søvndal.

I Woody Allens Everybody says I love You - en film Søren Pind bør se (han kan synge med på melodierne, hvis han er alene hjemme og har lukket alle vinduer) - er den unge søn i den yderst liberale familie Dandridge pludselig blevet republikaner og sludrer som en anden Pind aggressivt op og ned om noget-for-noget og nul tolerance og al magt til politiet og mere straf. Forældrene aner ikke deres levende råd. Men lægerne finder til familiens lettelse ud af, at blodtilførslen til den unge mands hjerne gennem et stykke tid har været afsnøret.

Da der kommer hul igennem, bliver han normal igen og udviser forståelse for, at borgernes uskyld i et samfund oftest er det rene held, og at 'hvem, der havde været i deres (forbrydernes) sted, kunne have handlet som dem'.

Pinds fedteri for partiformanden gav parentetisk bemærket bagslag, fordi Pind i sin iver efter at være værre end de værste kritiserede politiet.

Ryk tre felter tilbage!