Paulus sagde, at man bør underordne sig myndighederne, idet der ingen myndighed er, som ikke er fra Gud (Paulus’ brev til Romerne, kap. 13, 1-7).

Sådan må det også være i Danmark, om end man her, har ‘valgt’ yderligere at konstituere det gejstlige (altså folkekirken) gennem staten. Jeg skal ikke her gå ind i en længere historisk beretning om den danske folkekirke, men blot påpege et par pointer, der bør tages op til diskussion angående en revurdering af folkekirkens grundlovssikrede sammenhæng med staten.

Da man i sin tid nedfældede Grundloven, og derigennem fik religionsfrihed i Danmark efter 325 års religionstvang, var 99 procent af alle danskere kristne protestanter.

Det var derfor også naturligt, at man ikke også valgte at indføre religionslighed, i og med at en folkekirke demografisk dækkede hele Danmark. Derigennem fik folkekirken sin plads i Grundloven og det har den haft siden, i over 150 år.

Der er imidlertid sket meget i Danmark, og for den sags skyld også med folkekirken, siden: Demografisk er Danmark, især gennem sidste halvdel af det 20 århundrede, gået fra at være et meget homogent sammensat folkefærd til i stigende grad at blive mere heterogent.

Således er folkekirkens medlemstal faldet støt igennem de sidste 20 - 25 år og er den dag i dag nede på 83 procent af den danske befolkning. Og ikke meget tyder på, at denne tendens vil ændre sig i fremtiden.

Danskhed og fællesskab

Med tiden er folkekirken blevet en slags symbol på Danmark og det danske fællesskab, sammenhængskraft og danskhed.

Det slog vores nuværende statsminister fast i kølvandet på Muhammed-krisen.

Er man således ikke medlem af folkekirken, er man ikke rigtig dansk. Man kan derfor spørge om rimeligheden i at have en statsstøttet, grundlovssikret folkekirke, der på en måde aktivt sikrer religions-uligheden i nutidens globaliserede, flerreligiøse, danske samfund.

Den øgede heterogenitet i samfundet har fordret, at ikke alle kan være medlemmer af folkekirken længere. Her tænker jeg især på ateister eller troende fra andre trossamfund.

Man kan måske argumentere for, at uligheden ingen videre praktisk betydning har, og behøver vi nu også at være fælles om alt her i samfundet? Men i og med at folkekirken er så tæt bundet op på staten, og faktisk jo er en del af staten, vil det rent principielt sige, at folk på dette punkt aktivt bliver holdt uden for en del af det danske statslige fællesskab.

Okay, måske lidt skarpt trukket op, men det har en symbolsk betydning, som jeg ikke synes, man bør underkende, for hvad har det af konsekvenser?

Vil vi miste værdier

En del af folkekirkens funktion har blandt andet været at samle danskerne om noget fælles - i dette tilfælde religion. Det var let nok for 150 år siden, for der var praktisk talt næsten alle danskere evangelisk-lutherske protestanter, som bekendt er folkekirkens officielle trosgrundlag, og dermed inkluderede den altså også næsten alle.

Der var således ikke de samme problematikker omkring én bestemt religions særstatus, som vi har i dag. Nogle vil mene, at en af farerne ved at adskille kirke og stat er, at vi vil miste vores fælles værdier og svække sammenholdet og sammenhængskraften, men som det ser ud i dag, er det efter min mening ikke den største fare.

Det nuværende kirke- stat forhold er derimod på vej mod at virke mere ekskluderende end egentlig inkluderende (hvis det ikke allerede er det nu) og er dermed i højere grad en stopklods for samfundets sammenhængs-kraft, end noget der rent faktisk er med til at sikre den.

I sagens natur er det selvfølgelig ikke en kirkes rolle at inkludere ikke-troende eller folk med en anden religion, men da folkekirken jo er en folkekirke, må man forvente, at det er noget, alle skal kunne samles om.

Derfor er det heller ikke folkekirkens indhold der bør ændres, men de ydre omstændigheder som omkranser folkekirken, herunder dens plads i Grundloven, hvis det fortsat skal være en hensigtsmæssig konstellation.

Derfor mener jeg, at folkekirken har udspillet sin rolle som værende dækkende for hele samfundet, og i stedet er med til at polarisere forskellige kulturelle og religiøse grupperinger i Danmark, og derigennem er medvirkende til at skabe en ‘dem’ og ‘os’ situation. Og skabe et Danmark hvor de ‘rigtige’ danskere er kristne og medlemmer af folkekirken, og hvor andre er ‘urigtige’.

Fordi samfundet i højere og højere grad heterogeniseres, mener jeg, at vi for at undgå en stigende polarisering i samfundet ultimativt bør adskille stat og kirke i Danmark.

Det er i allerhøjeste grad en normativ diskussion om folkekirkens plads i det fremtidige Danmark der her er lagt op til. Hvorvidt vi skal gå over til en sekulær stat eller fortsat skal have staten bundet op på en religion.

Måske er det, med Paulus’ ord, på tide at gøre kirken fri fra staten og dermed overlade det til Gud at styre begivenhederne ovenfra?

Casper Christiansen er studerende på RUC