Cuba klar til ny mand på toppen

Når Cubas Nationalforsamling i morgen udpeger Fidel Castros efterfølger, tyder alt på, at de vælger erfaring og stabilitet. Men cubanerne kan overraske

Hvis alt går, som sandsynligheden taler for, så vil Fidel Castros lillebror Raul, i morgen aften kunne lukke øjnene i sin seng som Cubas præsident og øverstkommanderende. 76-årige Raul Castro har fungeret som landets leder, siden Fidel Castro i sommeren 2006 måtte opereres for en mave- og tarmsygdom og derefter gik på 'sygeorlov'. Lige indtil i tirsdags, hvor han meddelte, at nu trak han sig endeligt fra præsidentposten.

"Jeg har hverken ønske om og vil heller ikke acceptere positionen som præsident for statsrådet eller som øverstbefalende," skrev Castro i sin afskedssalut.

Og mens cubanerne stadig fordøjer den melding, så træder landets nationalforsamling i morgen sammen for at pege på hans efterfølger. Og ifølge alle iagttagere bliver det altså i familien.

"Raul er øjeblikkets mand. Han sidder godt på magten, og Fidel-æraen er ovre," siger Brian Latell, der er tidligere analytiker for den amerikanske efterretningstjeneste CIA og forfatter til bogen Efter Fidel.

Men ingen favorit uden outsidere, og dem er der da også et par stykker af. En af dem er vicepræsident Carlos Lage, som i modsætning til Raul Castro tilhører gruppen af lidt yngre personligheder i Cubas kommunistiske parti. Godt nok er den uddannede børnelæge med sine 56 år ingen vårhare, men hvis Nationalforsamlingen peger på ham, vil det være et signal om, at der skal ske fornyelse i den absolutte top.

Lage anses som en effektiv politiker, der er regeringens motor, og som foretrækker indhold frem for stil. Først for et par år siden skiftede han for eksempel sin gamle cykel ud med en russisk Lada. Det er samtidig efter manges opfattelse hans fortjeneste, at Cubas økonomi overlevede reformerne efter Sovjetunionens sammenbrud.

ritzau


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her