Et nyt lovforslag skal forhindre, at studerende, der enten bliver færdige med et studie eller starter på et studie midt i et kalenderår, i dag får et SU-smæk og skal betale SU tilbage, hvis de har arbejdet resten af året. Fremover vil udregningen af SU'en kun tage udgangspunkt i, hvad man har tjent, mens man modtager SU, således at indkomsten i resten af året ikke påvirker SU'en. Danske Studerendes Fællesråd (DSF) er positive overfor det nye lovforslag fra undervisningsminister Bertel Haarder.
"DSF har længe ment, at det var forkert, at folk som har modtaget SU i en periode, hvor de vitterligt har haft brug for den, skal straffes økonomisk for at finde et job hurtigt," udtaler næstformand Pernille Miller fra DSF. DSF håber også, at ministeren vil kigge nærmere på nogle af de andre problemer i SU-systemet for f.eks. studerende par med børn og handicappede studerende.







