Ansøgertallet til de 19 ph.d.-stipendier på Københavns Universitets Humanistiske Fakultetet er på bare et år faldet fra 252 i 2007 til 151 i 2008. De unge kandidater fravælger universitetet til fordel for det private erhvervsliv, fordi en forskerkarriere ikke længere er specielt attraktiv, mener Frans Gregersen, der er professor og centerleder for grundforskningsfondens forskningscenter DGCSS og derigennem har fire ph.d.er ansat:
"De har svært ved at se, hvad de skal bagefter, fordi der ikke blev opslået ret mange stillinger. Det tror jeg, er den væsentligste grund. Men stemningen herude er bestemt ikke i top, og det spiller også ind. Vi skal undervise mere, vores frihed bliver presset af universitetsloven, og samtidig kan kandidaterne se, at jævnaldrende tjener mere ude i det private erhvervsliv," siger Frans Gregersen og tilføjer:
"Man må stille spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er attraktivt at få en forskerkarriere."
De bedste
Samme holdning har Frederik Tygstrup, der er leder af forskerskolen i Kultur, Litteratur og Kunstfag:
"Det er svært at komme ind i varmen. Det er en ting. Men hvor godt ser det så overhovedet ud for os, der rent faktisk er inde i varmen. Er det en attraktiv karriere? Forholdene er forværrede de seneste år, og karriereforløbet er overordentlig usikkert. Hvis man vil tjene penge, så er det heller ikke en branche, man vil opsøge, for kandidater får bedre lønninger uden for universitetet."
På Frederik Tygstrups eget institut har man i høj grad mærket ændringen:
"Over tre år er der sket en halvering i antallet af ansøgere på vores institut. Vi har altid taget det for givet, at vi naturligvis fik de bedste hjerner, men sådan er det ikke nødvendigvis fremover, for det private erhvervsliv lokker med god løn og gode arbejdsforhold. På den måde er de her tal et 'wake up call,' for os," siger han.
De samme erfaringer har Frans Gregersen:
"Nogle af de kandidater, der kunne blive rigtig dygtige ph.d.'er siger 'det gider jeg ikke'. Det er endnu ikke almindeligt, men det breder sig. Så der er en klar fare for, at de allerbedste efterhånden tænker: 'Det er da en skodkarriere.'"
Men udviklingen er ikke kun negativ, understreger Frederik Tygstrup:
"Man kan se det som en krise, og det er til dels også en krise. Men man kan også se det som et udtryk for, at flere har mulighed for at få et godt arbejde. Det er der god grund til at glæde sig over. Tidligere manglede der nogle attraktive alternativer, som måske findes i dag. Men så skal vi også gøre os mere attraktive."
Arbejdsmiljø
Blandt de ph.d.'ere, der lige nu studerer på fakultetet, er stemningen også i bund.
Mange har sygemeldt sig og flere er decideret gået ned med stress:
"Der er en trøstesløs stemning. Folk er pressede, og udsigten til jobs er meget lille, så folk føler, at de sidder på lånt tid. Det giver et dårligt arbejdsmiljø," siger en ph.d.-studerende på fakultetet, som ikke ønsker at stå frem med navn. Han bakkes op af Frans Gregersen,
"Mange af de ph.d.-studerende føler ikke, at de får den support fra systemet, som de har krav på, hvis de skal yde det, de er ansat til - nemlig at yde en selvstændig og original forskningsindsats," siger han.
Prodekan for forskning, Mette Thunø, kender godt til problemet blandt de ph.d.-studerende:
"Jeg tror, at den væsentligste forklaring er, at mulighederne for en fast stilling på universitetet er så ringe inden for humaniora, og at man kan se frem til nogle lønninger, der ikke kan stå mål med, hvad man kan få som kandidat i det private erhvervsliv," siger hun. Hun kender også til problemerne med stress:
"Vi har snakket om arbejdsmiljø med de unge forskere, og på fakultetets pd.d.-skole, som jeg er leder for, har vi et kursus, der skal lære dem bedre arbejdsmetoder og lærer dem, hvordan man undgår at blive stresset," siger hun.
Mette Thunø kan ikke genkende problemet med, at mange ph.d.-studerende melder sig syge. Det kan en ph.d.-studerende, som Information har talt med, dog ikke få til at passe:
"Jeg kan i hvert fald komme i tanke om fem alene på mit institut. Men det er selvfølgelig ikke sikkert, at de alle er med i den officielle statistik," siger han.
For lidt i løn
Lige som Frans Gregersen og Peter Tygstrup, forklarer han det lave ansøgertal med de ringe jobmuligheder og forskerjobbets faldende prestige:
"Engang var det sindssygt prestigefyldt at være forsker. I dag tror jeg det har ændret sig. Jeg tror ikke, det er specielt funky at stå på en bar og sige, at man er forsker."
At jobbet som universitetsansat er blevet mindre prestigefyldt, er dekan Mette Thunø også enig i:
"Jeg tror generelt, at jobs i uddannelsesverdenen har mistet prestige og status. Og når der er bedre løn uden for universitetet, så vælger mange at søge væk," siger Mette Thunø.
PeterH
24. februar, 2008 #
Skammeligt, men det er den politiske indblandings skyld. Friheden i det universitære system er væk, og dermed også attraktionen for de mange, der her kan finde friheden til at koncentrere sig om det indre af hovedet. På sin vis er problemet, at universitetet er blevet for attraktivt på kandidatniveau og derfor skræmmer alle dem væk, for hvem universitetet var tilflugt i en verden af pæne, ordentligt, middelmådige mennesker med småborgerlige værdier.
Magne Kolstad, phd stipendiat
25. februar, 2008 #
Arbejdsmiljø, hold nu op!
Som jeg ser det, er den aktuelle forskningspolitik og managementstyringen af universiteterne fuldstændigt i gang med at proletarisere forskningen. Des mere viden gøres til en 'vare' i samfundet, des mindre bliver den værd, forbrugerne bydes på discountvarer, og den økonomiske elite erhverver sig produktionsmidlerne. Det er et velkendt fænomen, som man ikke behøver at være ideologisk hjernevasket for at kunne iagttage og dokumentere. Dette er kun lige begyndt, og jeg tror det vil blive meget værre med den nuværende kurs. Så jeg synes der er ganske god fornuft i ansøgernes fravalg af en universitetskarriere. Og jeg tror ikke bare det gælder KU og Humaniora, men hele landet og på tværs af fakultære tilhørsforhold. Som jeg ser det er problemet forskingspolitikken og de nye ledelsesformer, som ikke lytter til hvordan samfundet udvikler sig. Men det er en anden diskussion, jeg vil istedet fortælle videre fra mit udsyn som phd stipendiat.
For overhovedet at kvalificere til at arbejde som forsker, udover blot at erhverve mig 'titlen', kan jeg se frem til en lang række ansøgninger om forskningsmidler fra til projekt efter projekt (det er vist nærmest her 'karrieren' ligger). Til disse aktiviteter skal du bruge helt almindelige salgskompetencer, hvor du skal formidle din 'vare' på en måde så den skiller sig ud fra andre 'varer'. Hvis du så i ca 20% af tilfældende (i værste fald aldrig, 'der er jo ingen garantier') får midler, så skal du ud og etablere samarbejde med institutioner og et erhvervsliv der har så travlt at de ikke kan se værdien af dit arbejde, hvis ikke du kan sælge din gamle mor for at vise dem det. Så, salgsmaskinen i gang igen! Samfundsengagementet er væk, kritisk forskning nej tak - det giver ikke resultater på bundlinien - og i øvrigt er du jo bare en statsansat uden viden om hvad der rører sig i den virkelige verden.
Universiteterne skal i 'videnssamfundet' rette ind efter erhvervslivet, og er nu statusmæssigt også underordnet erhvervslivet i betydningen at viden uden målbar bundlinieværdi, er mindre værd. Erhvervslivet vil gerne have universiteterne og forskerne til at gøre arbejdet med at oversætte vidensproduktionen til deres helt snævre og lokale interesser.
Sådan ser lakmusprøverne ud:
1. Det er usikkert om du kan blive phd - der skal søges.
2. Det er usikkert om du kan få arbejde på universitetet bagefter - men der kan søges.
3. Det er usikkert om du kan få forskningsmidler, selvom du er ansat - der skal søges.
4. Det er usikkert om du kan realisere dine forskningsprojekter, selvom du er ansat og har fået midler - der skal søges samarbejdspartnere.
6. Tidligere forskningsprojekter er ikke nødvendigvis meriterende for fremtidige ansøgninger om forskningsmidler - men du kan tage det med i salgspakken.
7. Efter et phd forløb kan du, hvis din ansøgning er positivt behandlet, blive ansat i yderligere en treårig stilling, hvorefter det er usikkert om du kan blive ansat bagefter - så skal der søges igen.
8. Selv på Professor niveau (det øverste faglige niveau på universitetet) er du underlagt disse vilkår, dvs. du optjener reelt ingen ancennitet som du kan bruge til noget.
Da universiteterne ikke længere har monopol på gyldig vidensproduktion i samfundet, kan man jo undre sig over dette ansøgningshelvede. Deres begrundelse ligger vel i at man løbende skal bedømmes for at kunne erhverve sig nogle titler, hvilket sikkert også tiltrækker mange. Ellers kunne universiteternes fakulteter vel blot få en pulje som de kunne drive biksen med. Nej, forskningen er individualiseret og systemet udnytter de forskningsinteresseredes jagt på credentials. Men hvad skal vi med dem, når disse credentials mister deres værdi i videnssamfundet? Det er da rigtigt at det ikke giver nogen mavesus at fortælle at man er forsker på caféen, tværtimod får man et lignende skævt blik som når en landmandsstuderende kommer direkte fra fodring og vil gebærde sig i det urbane miljø.
Efter mit kendskab fra jobopslag er forskernes løn i UK mere en dobbelt så høj, og i USA mere end tre gange så høj. Hvorfor er løn nu blevet vigtig? Jo, for friheden til at forske uden bundne erhvervsinteresser er skrumpet alvorligt ind, og du arbejder som forsker på markedsvilkår. Derfor må lønnen være konkurrencedygtig med det private erhvervslivs vidensproducenter, fordi vilkårene nu er ens. Derudover må man forvente at den karrierebetingede usikkerhed der følger med ansøgningshelvedet, kompenseres lønmæssigt, fordi du har en ganske stor risiko for at stå uden arbejde i perioder, hvor du i øvrigt får store ridser i din employability fordi du skal søge andre stillinger.
Men selv hvis lønnen stiger alvorligt, er jobbet ikke særligt attaktivt. Hvorfor ikke? Jo, fordi du i store perioder oversvømmes af bureaukrati med ansøgningerne, som dit værtsinstitut måske lader dig få administrativ hjælp til, hvis du har solgt projektet godt internt. Sammen med undervisningsforpligtelserne, begrænses din reelle tid til forskning og fordybelse til at du i bedste fald kun kan skrabe overfladen af dine projektdrømme. Så glem dit altruistiske bidrag til 'samfundet' som phd, du indtræder i et bundløst hul der udnytter dine forhåbninger om et meningsfuldt arbejde, og giver dig skylden hvis dine projekter mislykkes og uden belønning hvis de gør det!
Kan forskervejen alligevel være en god idé, på trods af dette dommedagslignende billede? Ja, det er jo egentligt svært at se at der er en 'vej' i betydningen at hvis du følger kortet så realiseres et løfte om at du kommer frem. Men man møder jo så mange spændende og frit tænkende mennesker på universitetet! Historien viser vel også at den nuværende kurs altid ændrer sig. Universiteterne i Frankring omkring 1780 blev nedlagt i en 20årig periode fordi man da ikke kunne finde ud af at værdsætte dem, men blev jo siden stærkere end nogensinde, så det bølger vel, ligesom aktiemarkederne... men som karrierevej er det for de som af profil er idealister og ikke vil eller kan andet eller for gamblere!
Charlotte Frantzdatter Johansen
25. februar, 2008 #
Kære Magne - og alle andre
Som en af dem, der egentlig rigtig gerne ville søge en Phd (og som skal til at bestemme sig snart), kan jeg kun give dig ret.
Jeg er igang med mit magisterspeciale og bliver prikket på skulderen af flere, der synes, at jeg skal søge. Og det vil jeg faktisk også gerne.
MEN jeg har flere venner, der er gået ned med stress, er blevet sygemeldt eller helt droppet ud af phd-studiet. Flere af dem (også dem der er ved at være færdige) siger, at de nok lige ville overveje det en gang til, hvis de skulle vælge i dag.
OG det er ikke særlig motiverende at se, at folk gå af på pension og deres stilling derefter nedlægges, fordi der ikke er råd til at ansætte folk. Hvorfor skulle jeg bruge 3 år af mit liv på at være frustreret og underbetalt, mens jeg skriver en phd. Vel vidende at der ikke er et job til mig i dk bagefter.
Så kan jeg da ligeså godt hoppe på det tilbud, jeg har fået fra erhverslivet med det samme og få en ordentlig indtægt nu (dvs. det samme som en fastansat lektor)...
Skulle jeg følge mit hjerte, ville jeg vælge universitetet. Men jeg er også nødt at være realistisk. Jeg har en husleje og et studielån, der skal betales - og det kan jeg ikke, hvis jeg ikke har et job. Det er alt for usikker en fremtid og jeg kan godt forstå, at der er andre end mig, der har betænkligheder ved at sige ja til en sådan karriere.
med venlig hilsen
Charlotte
Magne
26. februar, 2008 #
Kære Charlotte
Ja, den økonomi er bestemt en rimelig grund til at vælge phd fra. Endnu værre er det at hjertet bliver såret hvis du vælger efter det, fordi forskning er ikke hvad det har været. Men omvendt må man jo risikere at blive såret i alle former for kærlighed, så hvis du virkelig er idealist, opnår du ikke megen tilfredsstillelse i det private erhvervsliv.
Der er dog langsigtede muligheder i Phd 'vejen', måske bare ikke i Danmark! Men phd titlen giver jo adgang til at arbejde på udenlandske universiteter i skandinavien, UK, USA m.fl., og er på den måde også en økonomisk billet såfremt man er internationalt orienteret.
Men både i forhold til livstidsindkomst og status er phd ikke relevant i DK. Man må gøre op med sig selv om det er udsigten til den intellektuelle eller den økonomiske elite der trækker mest, for der er ikke mange phd'ere med toplederstillinger. Så er man blevet for specialiseret, jvf erhvervslivets bestyrelser.
Noget andet er så at det nok er betydeligt sjovere at tilhøre den intellektuelle elite, hvis jeg skal tale for mig selv. Men med lån, faste udgifter, børn, bil, hus mm i dagens priser, kan jeg godt forstå at phd ikke er en mulighed for mange.
Problemet er jo at der pt. har udviklet sig en 0-værdsættelse af forskere: Du får en jævn løn, du skal 'sælge' viden som en vare som om det bare er dig selv der tjener på forskningen, du får mindre og mindre støtte fra din værtsorganisation og bliver gjort alene resultatansvarlig, du skal kæmpe dig igennem en lang række inklusionsprocesser for at ende ud med at konkurrere med de kolleger der skal anerkende dig, du får ingen sympati fra samfundet som kalder dig en tør og uforståelig akademiker uden kendskab til 'virkeligheden'. Og når det er ens for alle, og dine kolleger går ned med eksistentielle kriser og stress på grund af at bureaukratiet i stigende grad pålægges forskeren så er der ingen der har overskud til at støtte dig gennem vildnisset.
Det er svært at finde gode incitamenter, og hvis du alligevel går ind i det for idealismen, så koster det måske på lang sigt også støtten fra familien. Men omvendt er det let at male et helt sort billede af phd arbejdet, betydeligt sværere er det at fortælle om alle farverne og få dem til at passe sammen i en fortælling om arbejdets gode sider. Ofte er en phd stilling omgivet af et vist romantisk skær for de som endnu ikke er indenfor, så der er også brug for at skabe lidt kontraster i billedet, og sort er jo meget god til det.
Men jeg er her trods alt stadig, måske på grund af idealisme, og på trods af familie m/børn, gæld, bil, pendling, mv., og det bliver jeg nok ved med at 'gamble' på i en tro på at kurven knækker, indtil omkostningerne er blevet for store..
Kasper Planeta Jensen
26. februar, 2008 #
Helt enig med Magne, og lige en ekstra præcisering her fra en
forsker på det globale arbejdsmarked (som lige tjekker stemningen
i andedammen efter knap 3 år i USA; det virker grotesk her lige nu!)
Må jeg lige gøre opmærksom på, at ph.d. studerende i Danmark
er usædvanligt vellønnede, jfr. Danmarks meget lige indkomstprofil.
En ph.d. studerende i DK tjener mere end i de fleste andre lande,
f.eks. USA, efter skat.
Det er efter phd graden, at problemet opstår. Derefter stiger ens
løn næsten ikke, hvis man forsker i staten. Derimod er det lidt
bedre i det private, men stadig grotesk ift ens kvalifikationer
og arbejdsbyrder. Især da individuelle kvalifikationstillæg og
overarbejdsbetaling stort set ikke findes, dvs du kommer i "bås"
med alle andre uanset produktivitet og evner.
Det er derfor generelt et problem at være forsker i Danmark, men
i særdeleshed i staten. Hvis du vil være forsker, så søg for guds
skyld - og af alle mulige årsager til USA/UK/Schweiz, mens du
stadig har vinger (jeg nævner i flæng frihed, løn, produktivitet, prestige,
mindre administration/bureaukrati og især: generel værdsættelse
af dit talent, samt den unikke personlige udvikling, der følger med
at bo og arbejde i udlandet)
Men selve phd studiet kan altså tages i Danmark med en vis fordel.
mvh
Kasper
Stig Larsen
26. februar, 2008 #
Det virkelige spørgsmår er, om der overhoved er nogen nedre grænse for hvor dumme vi kan nå at blive de næste 4 år?