Regeringen har bebudet, at danskerne inden for en overskuelig fremtid får lejlighed til at tage stilling til de danske EU undtagelser. Det er glædeligt - og på høje tid.
Det er nu 15 år siden, de danske undtagelser blev forhandlet hjem i en tid og verden, som så meget anderledes ud, end den globale virkelighed vi som danskere vågner op til i 2008. Afstemningsform og hvilket spørgsmål, befolkningen konkret skal tage stilling til, er endnu uafklaret.
Efter vor opfattelse bør befolkningen få mulighed for at tage stilling til alle fire undtagelser - med fire krydser. Det vil være det mest demokratiske og også det mest reelle, fordi den enkelte borger måske gerne ser, at Danmark kommer med i den fælles valuta, men ikke ønsker dansk deltagelse i f.eks forsvarssamarbejdet.
Desværre er der en reel risiko for, at Ja-partierne i Folketinget med Statsministeren i spidsen vil ryste på hånden, når det gælder dansk deltagelse i euro'en, og alene vil lade befolkningen stemme om det retlige og forsvarsforbeholdet. Officielt vil begrundelsen være, at vi så sent som i 2000 har stemt om euro'en. Uofficielt, at partierne frygter, at danskerne vil stemme nej til deltagelse i den fælles valuta. I så fald vil det være dybt beklageligt. Hvis vi - som statsministeren var inde på i nytårstalen - ønsker at sende et signal til omverdenen om, at Danmark er på vej ud af hængekøjen og parat til at tage medansvar for Europas fremtid, er dansk deltagelse i euro'en det stærkeste signal, vi kan sende.
Usolidarisk friløb
Set ud fra et økonomisk synspunkt er det slet og ret euro-forbeholdet, der er interessant at få afskaffet. EU-modstanderne peger ofte på, at det ikke er nødvendigt, at vi tilslutter os euro'en. For det går jo meget godt med dansk økonomi. Hertil er at bemærke, at det netop skyldes eksistensen af euro'en, at det går godt med vores økonomi.
Den fælles valuta giver stabilitet, herunder prisstabilitet, og forudsigelighed i de økonomiske kalkuler. Resultatet er flere investeringer, øget beskæftigelse og mere velfærd. Selvfølgelig kan Danmark vælge fortsat at køre friløb. Men det er usolidarisk ikke at tage aktivt del i og medansvar for et samarbejde, som Danmark har så store fordele af. Det er jo også spørgsmålet, om vi til tid og evighed blot vil forholde os til, hvad de andre bliver enige om på det økonomiske område og så tilslutte os det bagefter.
Det er oplagt, at befolkningen også bør have lejlighed til at tage stilling til den generelle marginalisering af Danmark i EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik, som forbeholdet på forsvarsområdet har ført til. Mest markant har det været, at vi fra dansk side ikke har deltaget i EU's fire militære operationer i Makedonien og Congo i 2003, i Bosnien i 2004 og i Tchad i år. Det retlige forbehold er det forbehold, der mest markant bliver berørt af Lissabon-traktaten, som antagelig træder i kraft i løbet af et års tid. Traktaten betyder, at det retlige samarbejde bliver almindelig fællesskabspolitik - og dermed omfattet af den danske undtagelse på retsområdet. Konsekvenserne for Danmark bliver mildt sagt temmelig omfattende. Den danske undtagelse vil eksempelvis brede sig til det samarbejde, der i dag finder sted mellem politimyndighederne i EU-landene (Europol), samt det tilsvarende arbejde mellem landenes anklagemyndigheder (Eurojust). Derudover vil Danmark blive isoleret i den proces, der skal sikre anerkendelsen af retlige dokumenter på tværs af landegrænser (bevismateriale, tidligere domme osv.).
Lad os gribe chancen
Efter vor opfattelse vil det rigtige være helt at afskaffe den retlige undtagelse, men vi anerkender, at der er områder, hvor udviklingen i Danmark er anderledes end i resten af EU efter 15 år uden for samarbejdet. Så hvis det ikke er politisk muligt, vil vi klart anbefale det næstbedste, 'opt in'-modellen, der indebærer, at et flertal i folketinget fra sag til sag kan tilslutte sig EU-tiltag på det retslige område. Men den er for os alene et første skridt mod en fuldstændig afskaffelse af dette forbehold. Vi lever i en spændende tid med nybrud i det europæiske samarbejde og Danmarks rolle i EU. Endelig får vi mulighed for at gå fra at være rollemodel i Europa, til selv at spille en rolle. Fra at være fodbolden andre kan sparke til efter forgodtbefindende, kan vi blive en medspiller på den europæiske bane - lad os gribe den chance.
Erik Boel er forstander på Europahøjskolen, og Ellen Trane Nørby er MF. De er henholdsvis landsformand og næstformand for Europabevægelsen
