Jeg tror, vi hermed kan erklære Julius Bomholts opfattelse af kunstens rolle i samfundet for fuldstændig begravet. Gad vide, om der er en eneste af kulturordførerne, der ved, hvem han var. Litten Hansen i Information lørdag den 23. februar
Så kom den da igen. Diskussionen om Statens Kunstfond og den livsvarige ydelse til 275 danske kunstnere. Venstre og Dansk Folkeparti er klar til at afskaffe den livsvarige ydelse eller i hvert fald fjerne den årlige støtte på 15.000 kr. til de bedst tjenende. Og kulturministeren er villig til at se på, om den livsvarige ydelse til kunstnere er utidssvarende.
Det kan virke som stor ståhej for meget lidt. 15.000 kr. til et begrænset antal kunstnere er ganske rigtigt nok det mindste beløb i verdenshistorien, som har vakt forargelse. Der imidlertid også noget mere grundlæggende på spil. Der er ingen tvivl om, at misundelse og jantelov blander sig i billedet, men man sigter helt forkert, hvis man vil gøre denne diskussion til en sag om rindalisme. Rindalismen var med afsæt i 60'ernes velfærdsdiskussion en folkelig protest mod, at samfundet skulle støtte den elitære kunst. Den kamp lever primært i dag kun som svage efterdønninger på tværs af traditionelle politiske skel. Flere kunstnere ser det seneste angreb på Kunstfonden som udtryk for en politisk kulturkamp og som næste akt i regeringens værdikamp. De opfatter sagen som en logisk følge af en ond regerings forfølgelse af de frie kunstnere.
Snarere end rindalismens genkomst eller diverse konspirationsteorier er der tale om en historisk forskydning i forståelsen af, hvad kunststøtte er. I virkeligheden er der tale om det første alvorlige angreb på Kunstfonden og den grundsten, den hviler på, nemlig de livsvarige ydelser. Og forståelsen for denne grundsten i vores kunststøtte synes i den offentlige bevidsthed langsomt at være eroderet.
Det er således sigende, at man i dag synes at mangle gode argumenter for Kunstfonden. Selv Socialdemokraternes kulturordfører, der gerne går i brechen for kunstnerne, synes ikke at kende sin egen arv. Bomholts syn på kunst som velfærdsstatens immaterielle side spiller i hvert fald ikke længere nogen afgørende rolle.
Der er sket et skred i opfattelsen af kunstens rolle i samfundet og derfor også et skred i opfattelsen af, hvorvidt og hvorfor man skal støtte den. Kunsten skal i dag først og fremmest tjene den økonomiske udvikling af samfundet, skal helst indgå samarbejde med erhvervslivet og være en vigtig spiller i den såkaldte oplevelsesøkonomi. Vi lever i en tid præget af eventkultur og projekter, der kan evalueres. Man skal have noget for pengene, og det skal kunne måles, hvad pengene bliver brugt til.
Kunstfonden er derfor ikke langsomt ved at afgå ved døden som følge af ond politisk vilje, men som følge af mangel på forståelse.
Man kunne også sige det på en anden måde: En stat, som ikke længere kan legitimere, hvorfor man har kunststøtte af den karakter, som Statens Kunstfond uddeler, er også en stat, som må ty til metafysiske begreber som 'sammenhængskraft'. pn
