Pas på den ukulturelle blondine

Man kunne tro, at det værste, H.C. Andersens gode navn og forfatterskab skulle udsættes for, blev overstået i jubelåret 2005, da den sidste event-turismechef forstummede og H.C. Andersen-ambassadør nr. 202 var blevet udpeget, men det er det ikke.

Forfatter og billedkunstner Henrik S. Holck udgiver i denne uge i privat regi det, han kalder en: "Fantasy-Glitter-Science fiction af en Roman, der i Eventyrets form lader Andersen gå igen i en fjern fremtid."

Luftrejse kalder Holck sit remiks af Andersens Fodreise, og godt nok fantaserede latinskoleeleven dengang i kortromanen fra 1829 om fremtidens 'Luft-Dampskibe', hvilket kunne legitimere ordet 'luftrejse', alligevel bliver Holcks roman allerede her pinlig, for mens Andersen med sin titel underspiller hele rejseaffæren ved at sætte ordet 'fod' foran 'rejse' for så ellers at flyve derudad på fantasiens vinger, så letter Holcks tekst aldrig.

Hvor Andersen indledningsvist ironisk og krukket undskylder, at han ikke kan lade være med at bidrage yderligere til syndfloden af slette bøger, undskylder Holck ikke spor. Han har bare skrevet en virkelig dårlig roman, der, gætter jeg på, aldrig var blevet udgivet, hvis den skulle have været igennem en nogenlunde respektabel forlagsmølle. Den er tilmed alt, alt for lang. Og lange dårlige bøger er altså lige en tand værre end de korte.

Holcks Luftrejse er en mislykket satire, eftersom skriften absolut ingen brod har, og en dystopisk fremtidsvision, som ikke skræmmer spor, fordi det hele er fremstillet så udvendigt. Holcks roman ekkoer af Andersen ved at indeholde et par nyskrevne tingseventyr og flere direkte referencer til Andersens overmodige nytårshistorie.

Holck vælger som forgængeren en gennemnaiv fortællestil uden at ramme nogen gådefuldhed og tvetydighed. Begge stiltræk bliver derfor irritationsmomenter i stedet for den blærede opvisning i artisteri som Fodreise er. Og selvfølgelig kan man ikke kræve af Holck eller nogen anden forfatter, at de skal kunne skrive som Andersen, men andre H.C. Andersen-inspirerede forfattere som f.eks. Louis Jensen har jo vist, at det er muligt både at lade sig præge og vise, hvilken forfatter man selv er.

Det pæne skal siges

Johannes Riis har engang sagt, at der altid er noget pænt, man kan sige om et manuskript - om ikke andet om papiret, det står på. Det pæne, der er at sige om Holcks tekst, er dog over papirkvalitetsniveau og er en gennemført anvendelse af skyggemotivet, som vi jo kender Andersen så godt på. Luftrejse har to hovedpersoner, den ene er en tømmermandsramt mand, der vågner op på et hotelværelse ved indgangen til år 2129 sammen med en brunette og en blondine, der hverken er bærere af kultur eller særligt meget tøj.

Manden kan ingenting huske, heller ikke sit eget navn, men det viser sig at være Villiam Christian Walter. Det pseudonym, Andersen valgte til sine Ungdomsforsøg fra 1828. Villiam får oplyst sit navn af sin dobbeltgænger, H.C., der i det hele taget slynger om sig med oplysninger i så lange baner og af et sådant tilsnit, at de kan kaldes moralprædikener.

Og det er det, der ikke er til at bære, at Andersen skal spændes for den vogn. Uden vid, bid og humor går det altså ikke at gøre vores alle sammens Andersen til venstreorienteret coach med buddhistisk tilsnit for stakkels ukulturelle blondiner i et samfund, hvor kapitalismen og imperialismen og alle mulige andre onde ismer har sejret. I stedet for en kunstnerisk og kritisk tekst om, hvilken gal vej vores verden er på vej ad, hører jeg et ekko fra dengang, jeg var på DKP's børnelejr i 1978, hvor verden var sort-hvid, og vi lærte at synge Røde Wilfred, og at 'monopol' var et skældsord.