36-årige Ragnar Bragason fik hul igennem til et dansk publikum, da hans multiplot-ensemblefilm Børn (2006) vandt Den Gyldne Svane på sidste års Copenhagen International Film Festival. Børn fik dansk biografpremiere i december, og i dag kommer så Bragasons Forældre (2007), der, som titlen signalerer, er nært beslægtet med Børn, skønt de to film kan ses hver for sig.
Dobbeltværket udspiller sig i og omkring Reykjavik, og fokuserer på en række mennesker i forskellige aldre, som alle tumler med store vanskeligheder eller savn i deres tilværelse. Det er skæbner, der skærer sig ind i bevidstheden, ikke mindst fordi Bragasons film - som er skabt på et beskedent budget og i tæt samarbejde med teatergruppen Vesturport - er virkeligt velspillede.
Information mødte den islandske filminstruktør i for ham hjemlige rammer, nemlig kulturhuset Nordatlantens Brygge, der også rummer Islands Ambassade samt Grønlands og Færøernes Repræsentationer.
Løjerlig arbejdsmoral
- Internationalt har Island image som et kreativt og dynamisk overskudssamfund. Dine to film tegner dog et noget andet billede.
"Der er en tendens til at promovere Island lovlig positivt og pittoresk. Jeg er ikke så interesseret i de islandske landskaber, hvor godt de end gør sig på film. De har fyldt vel rigeligt, synes jeg. Min interesse samler sig om det, man kunne kalde islændingenes indre landskaber. Vores indbyggere har jo samme problemer som folk alle andre steder. Jeg tror, at islandsk film er i færd med at bevæge sig hen mod menneskelige anliggender og væk fra det historiske, væk fra gletscherne, vulkanerne og hvad man ellers kender fra turistbrochurerne."
- I 'Forældre' møder vi blandt andet en workaholic. Er stress også et stort samfundsproblem og samtaleemne hos jer?
Fakta
Ragnar Bragason er født i 1971. Ud over et kortere ophold på New York Film Academy er han selvudlært filmmager. Spillefilmdebuterede i 2000 med komedien Fíaskó. Instruktørens tætte samarbejde med teatergruppen Vesturport var udgangspunktet for Bragasons dokumentarfilm Love Is in the Air (2004).
Han bor i Reykjavik, og har også instrueret tv-serier, musikvideoer og kortfilm.
"Vi har en meget løjerlig arbejdsmoral i Island. Hvis ikke man arbejder mindst 10 timer om dagen, bliver det opfattet som et tegn på, at der er noget galt med én. Måske det er et forsøg på at kompensere for, at vi er så fåtallige, men konsekvensen bliver, at mange mennesker har svært ved at få familielivet og det sociale liv til at hænge sammen. Så ja, stress er et stort emne i Island for tiden. Med de senere års økonomiske opsving er de velklædte forretningsmænd blevet flere og flere, og jeg satte mig for at finde ud af, hvad der foregår inde i de folk. Jeg siger ikke, at de alle sammen er nogle røvhuller, men mange af dem er formentlig."
Sociale skel
- Skaber det grobund for særlige sociale problemer, at Island er en lille og geografisk isoleret nation?
"Jeg tror, at det i et mindre samfund er sværere at skjule, når noget er gået galt. I en millionby kan man gemme sig, men vores hovedstad er jo omtrent på størrelse med en Århus-forstad," siger Bragason og ler for at tilkendegive, at han er klar over, at dette trods alt er en underdrivelse.
Reykjavik har samme antal indbyggere som Ålborg, og Islands samlede befolkning er på lige godt 300.000.
"Alle kender alle, og man hører hurtigt noget om andre. Jeg tror ikke, at vi har flere problemer end andre folkefærd, men vi har forsømt at diskutere dem."
- Føler du en forpligtelse til at skildre Island?
"Ja! Her i Danmark har I jo mere end 100 års filmhistorie, i Island har vi måske 25 år. Og på tv-fiktionsområdet er vi på det nærmeste først lige begyndt, så det føler jeg mig også forpligtet til at hjælpe med. Jeg er først og fremmest en islandsk filmmager og har ingen intentioner om at flytte til Hollywood. Men jeg kunne godt forestille mig at lave en film i Danmark."
To film
- Børn er en flertydig titel, for filmen handler jo også om voksne børn. Slipper vi aldrig fri af vores forældre, eller er det vores forældre, som aldrig slipper fri af os?
"Hele livet er man jo søn eller datter af nogen. I visse kredse i Island har jeg en halvhøj status på grund af de film, jeg har lavet, men mine forældre opfatter mig stadig primært som deres barn, ikke som kunstner. Man spiller altid flere roller. Men titlen henviser også til, at figurerne i filmen ikke har påtaget sig voksenlivets ansvar."
- Hvorfor to film i stedet for én?
"Oprindelig ville jeg lave én film, men så indså jeg, at den ville blive tre timer lang, hvilket er svært at få publikum til at sidde igennem. Jeg indså også, at personerne var adskilt af deres sociale status. Børn handler om de mindrebemidlede og den kriminelle underverden, mens Forældre handler om den øvre middelklasse."
"I den første film opfører personerne sig mere ligefremt rent følelsesmæssigt, mens de i den anden er mere reserverede og indestængte, bedre i stand til at skjule deres problemer og tale udenom - hvilket som regel er noget, man bliver bedre til med årene."
