Ny politisk aftale om Det Kongelige Teater

Alle partier i Folketinget står bag en ny aftale om Det Kongelige Teater. Egnsteatrene og de øvrige teatre får en undersøgelse af økonomien

Det Kongelige Teater har fået lagt de overordnede rammer for de kommende år med en ny aftale, som alle partier i Folketinget står bag.

Der blev ikke hægtet nogen aftale om hjælp til de betrængte egnsteatre på aftalen, men partierne blev enige om at sætte en undersøgelse i gang af økonomien for tea-trene i Danmark.

Aftalen for Det Kongelige Teater betyder blandt andet, at det skal holde mere åbent om sommeren, så turisterne får mere glæde af teatret. Aftalen gælder perioden 2008-2011 og omfatter det samme økonomiske niveau som den tidligere aftale.

Aftalen sikrer nationalscenen omkring 500 mio. kr. om året.

Den ny aftale sætter klare tal på antallet af forestillinger og andre aktiviteter, som tea-tret skal levere. Det skal gennemføre 1.000 aktiviteter om året i snit. Af disse skal mindst 870 være forestillinger. Heraf skal mindst 150 være ballet, mindst 180 opera eller operette, mindst 475 skue-spil og mindst 25 koncerter. Endelig skal der mindst være 150 andre aktiviteter.

Politikerne kræver desuden, at teatret sælger mindst 580.000 billetter i snit om året. Og det skal blive nemmere for folk i provinsen og uden for abonnements-ordninger at få fingre i billetterne.

Lægger vægt på parkering

Regeringspartiet Venstres teaterordfører, Britta Schall Holberg, hæfter sig ved, at erhvervslivet skal være en aktiv medspiller for nationalscenen. I en pressemeddelelse lægger hun vægt på, at Københavns Kommune skaffer parkeringspladser til teatergæsterne.

Den socialdemokratiske ordfører, Mogens Jensen, beklager, at der ikke kom en aftale for egnsteatrene, men glæder sig alligevel over den brede aftale. Han fremhæver blandt andet, at Det Kongelige Teater også skal være noget for unge uden etnisk dansk baggrund.

Et krav om samarbejde med udenlandske nationalscener bliver betonet af den radikale ordfører, Simon Emil Ammitzbøll. Han beklager samtidig, at der ikke kom hjælp til egnsteatrene, efter at "regeringen har ændret de økonomiske tilskud på bekostning af egnsteatrene", skriver han. ritzau


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her