Alle ved, hvad kategorien 'forældre' overordnet indebærer, og alle har egne opfattelser af gode og dårlige forældre. Det er således svært store overskrifter, som islandske Ragnar Bragason har sat for sig selv og teatergruppen Vesturport med sidste års Børn og nu Forældre.
Under den rubrik kan man fortælle om næsten alt, og den noget flagrende fortælling i Forældre har svært ved at finde fokus. Til gengæld opsøger den udfordrende gråzonerne, så man undervejs får rusket i, hvad man selv lægger i forældre-rollen.
Børn fokuserede på randeksistenser i Reykjavik. Her behandler Bragason middelklassen, hvor overgreb er psykiske frem for fysiske, når folks frustrationer siver ud som perfide prik. De to film kan ses hver for sig, og selv om Børn er bedst, er der meget godt i Forældre, som i 2007 ryddede bordet med islandske filmpriser.
Blandt filmens forældre er tandlægen Oskar (Ingvar E. Sigurthsson), som er papfar til to piger, men drømmer om et eget biologisk barn. Oskars nye receptionist Katrin Rose (Nanna Kristin Magnusdottir) er vendt hjem til Island efter en årrække i udlandet og prøver nu at vinde sin søn tilbage. Han har boet hos sin mormor, som løbende kritiserer Katrin Roses manglende evner som mor. Som tredje hovedperson nægter børsmægleren Einar Birgir (Vikingur Kristjansson) at indse, at hans ægteskab er slut. Som i Børn er historien fremimproviseret med skuespillerne og filmet i flotte sort/hvide billeder. Der er mere humor og håb i Forældre, hvor det blandt andet er overraskende forløsende med et afsluttende tandlægebesøg.
Men det havde været rart med en klarere fortælling til at binde karakterer og konflikter sammen, men begge film berør og bokser til videre tanker om komplicerede kategorier.
Forældre. Instruktion: Ragnar Bragason. Manuskript: Ragnar Bragason og Nina Dögg Filippusdóttir. Islandsk (Gloria og Vester Vov Vov, København, samt Øst for Paradis, Århus)
