Der er brug for en langt mere håndfast kurs, hvis integrationen skal lykkes i Danmark.
Det mener Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, der torsdag lancerede et bud på en integrationsreform, da hun gæstede det socialdemokratiske debatforum Den Røde Skole i Kalundborg.
"Der er brug for en reform, fordi vi nu må erkende, at integrationen slet ikke fungerer. Jeg vil godt tage ansvar for, at vi ikke fik strammet nok i 1990'erne, men jeg må også konstatere, at i de seks år regeringen og Dansk Folkeparti har siddet ved magten, er der ingenting sket i forhold til integrationen på trods af, at de gik til valg på, at de ville løse integrationsproblemerne," siger Helle Thorning-Schmidt til Ritzau.
Der skal skrides ind
S-integrationsreformen består af seks punkter. Et af de mest markante forslag går ud på, at myndighederne skal have bedre muligheder for at skride ind overfor kriminelle 10-14-årige. S er modstander af armlænker og en lavere kriminel lavalder, men Thorning-Schmidt vil straffe børnene på anden vis. Hun mener, at politiet skal have mulighed for at indgå kontrakter med forældrene om at sætte børnene i stuearrest, mens visse 10-14-årige skal have forbud mod at vise sig bestemte steder i byen. Flere af tiltagene stammer fra Thornings inspirationstur til Gjellerup i Århus. Hun kalder det selv for "smarte og konsekvente sanktioner".
"Det går ud på at udfylde det gab, der er, mellem de traditionelle, sociale foranstaltninger og mere voldsomme tiltag som at sætte børn i forvaring. Vi vil finde nogle sanktioner, som har en direkte effekt på de unge, og viser dem, at der er opførsel, vi ikke vil finde os i," siger Helle Thorning-Schmidt.
Lidt over 100 socialdemokrater var mødt op i 3F's lokaler i Kalundborg for at høre deres partiformand tale om partiets fremtid. Men Thorning-Schmidt valgte udelukkende at fokusere på integrationspolitikken. Hun mener, at det er på tide, at Socialdemokraterne tør sætte ord på kriminalitetsudviklingen blandt unge med indvandrerbaggrund.
I sin tale pointerede hun, at mandlige indvandrere og efterkommere - set under et og korrigeret for socioøkonomisk status - begår 31 procent mere kriminalitet end danske mænd.







