Den akutplan mod urolighederne, SF lancerede for nylig, har vakt en del interesse, og det er vi naturligvis glade for. Glæden er dog ikke helt uden forbehold, idet nogle kun synes at have interesse i free-style-spekulationer om SF’s udspil som udtryk for ‘spin’, ‘kulturkamp’ eller ‘højredrejning’ - og som så godt som ingen i at læse sig ind på udspillets substans som et konkret løsningsforslag på det alvorlige samfundsproblem, vi står med.

Det er Rune Lykkebergs leder (26. februar) et grelt eksempel på. Han mener, at SF i debatten om urolighederne nu har placeret sig solidt blandt det ‘dogmatiske’ politiske flertal, der kun vil bruge ‘den store hammer’, og som står over for det ‘progressive’ politi, der vil forstå og drage erfaringer. Det kræver dog en del verbale krumspring rundt om de faktuelle forhold fra Lykkebergs side.

Han sætter således min kritik af regeringen for at være for slap over for narkobanderne i bås med Søren Pinds kritik af politiets slaphed over for uromagerne. Det lyder ellers som to forskellige ting, men Lykkeberg får ligningen til at gå op ved at sætte anførselstegn om ‘regeringen’ og ‘banderne’. Så er det jo mere end antydet, at jeg blot på let omskrevet facon også taler om politi og uromagere. Men mon ikke de fleste godt kan se forskellen mellem Pinds kritik af politiet for hellere at ville drikke te med brandstifterne end sørge for orden i gaderne, og så min kritik af regeringens præference for en massiv politiindsats på Christiania i stedet for mod narkobanderne på bl.a. Nørrebro?

Forskellen mellem SF og Dansk Folkeparti får Lykkeberg også til at fortone sig med et pennestrøg eller to. Vores udspil kvalificerer os åbenbart til at indgå på lige fod med DF i det politiske flertal, der kun sværger til ‘straffende’ politiarbejde, til brugen af den ‘store hammer’. Nu har jeg umådeligt svært ved at se, hvor meget vores forslag om en præventiv mandsopdækning af unge, der er på vej ud i bandekriminalitet, har til fælles med DF’s enøjede straffestrategi, der vil løse alt ved at sænke den kriminelle lavalder, øge strafferammerne og indføre erstatningspligt til uromagernes forældre. Men jeg har endnu sværere ved at forstå, hvordan Lykkeberg kan overse de andre forslag, SF’s udspil indeholder, såsom flere meningsfulde aktiviteter til de unge. ‘Kun den store hammer’?

Hus forbi

Ærligt talt, jeg tvivler på, at Lykkeberg har læst vores udspil. Han argumenterer for, at politiet er mere besindigt end SF og resten af det ‘politiske flertal’ ved at fremhæve beslutningen om at nedtrappe visitationerne og overlade gadearbejdet til lokalstationen. Men vi foreslår jo netop, at visitationerne, der rammer i flæng, skal afløses af en mere målrettet indsats fra et politi, der har ressourcerne til at opnå et intimt lokalkendskab. Og han skriver, at SF vil have rockerloven taget i brug over for de ‘unge uromagere’, selv om der sort på hvidt står, at vi vil have den brugt mod de narkobander, hvorfra forråelsen forplanter sig. Jeg kan kun melde en stor gang hus forbi til Lykkebergs leder.

I den udgave af avisen, lederen optræder i, får det, der må være hans ‘progressive’ politiske mindretal også lov til at give deres besyv med om SF’s udspil. Fra Enhedslistens Line Barfoed lyder det, at “man roligt kan sige, at SF rykker længere til højre”. Her behøver jeg ikke melde hus forbi. Det har Line Barfoeds egen partifælle Johanne Schmidt-Nielsen nemlig allerede gjort for mig, da hun i en radiodebat for nylig gentagne gange fastslog, at SF’s udspil jo blot var god gammel Enhedslistepolitik. Det selvmål lader vi stå et øjeblik.

Astrid Krag er SF’s integrationsordfører