Et indledende spørgsmål: Atmosfæren er en fælled (commons), der har fået øget politisk betydning på grund af ønsket om at begrænse CO2 udslippet globalt. Fastlæggelsen af en CO2-kvotepolitik afgøres i dag både nationalt og i EU. EU’s nye energi- og klimaudspil indebærer en ændring af kvotetildelingen. Hvorfor har miljøbevægelsen ikke rejst en principiel debat om dette system og fremført det synspunkt, at atmosfæren burde betragtes som en fælled, hvor alle har lige ret til at forurene og lige pligt til at nedbringe denne forurening?
Cap and Trade
EU foreslår i sit nye udspil, at ansvaret for kvotetildelingen til de store virkomheder fra 2013 overføres fra staterne til Kommissionen. Det betyder, at EU giver disse virksomheder en ret (ejendomsret) til at forurene. Nogle af kvoterne gives som gratiskvoter, og virksomheder gives tilladelse til at handle med kvoterne indbyrdes i EU. De, der er nødt til at forurene mere end de tildelte kvoter, kan købe af de virksomheder, der har kvoter til overs. Internationalt kaldes systemet ‘Cap and Trade’-systemet, fordi det bygger på, at man fastsætter en overordnet begrænsning på udledningen (cap), og derefter giver muligheder for at handle med kvoterne (trade).
Hvad er der galt med dette kvotesystem?
Ordningen er uretfærdig og forvrider konkurrencen. De virksomheder, som hidtil har forurenet mest, tildeles de største kvoter, og nogle er gratis. Det betyder, at man faktisk giver tilskud til, at de store virksomheder kan fastholde deres forurening i modsætning til mindre virksomheder, som ofte ikke får nogle kvoter og måske opfører sig meget energiøkonomisk.
Dernæst er systemet præget af administrativt bureaukrati, snyd, pression og korruption. Man har nemlig som en del af systemet også skabt de såkaldte fleksibilitetsmekanismer (CDM og JL- projekter), hvor man kan undlade reduktioner i EU, hvis det sker i ulande eller østlande ved hjælp af teknologioverførsler.
Endelig er det socialt og fordelingsmæssigt problematisk, idet det giver et lille antal virksomheder ret til at eje, købe og sælge retten til at forurene - en ret som i virkeligheden er en fælles ejendomsret.
Cap and Share
Anderledes udformet kunne et CO2kvotesystem blive et væsentligt instrument i den store økologiske og sociale omlægning, vi står foran.
Hvorledes kan et system, som ikke giver virksomhederne, men de enkelte borgere, en lige ejendomsret til at forurene, se ud?
Et sådant system er blevet kaldt et ‘Cap and Share’ system. (www.capandshare .org) Politikerne fastsætter på grundlag af videnskabelig indstilling et loft (cap) for CO2-udslippet efter målsætningen om at forhindre en global temperaturstigning på over to grader.
EU (eller staterne) deler årlige forureningstilladelser ud til alle borgere, byggende på den grundantagelse, at alle mennesker har en lige ret til at forurene og en lige forpligtelse til at begrænse forureningen.
Hver borger kan så sælge sin tilladelse via banker eller fonde til fossile brændstofvirksomheder importører og producenter af fossile brændstoffer for at dække emissionerne fra den olie, gas og kul, de vil producere. Borgerne får derved en individuel årlig indkomst, der fremkommer ved salget af forureningstilladelsen (share).
Argumenterne for
Hvilke argumenter taler for dette nye system?
Det belønner de energieffektive virksomheder og stimulerer ikke de beskidte virksomheder som det nuværende system. Det er fleksibelt, idet det kan bruges både på et nationalt, europæisk og globalt plan. Det er endvidere let og billigt at implementere og styre. Endvidere vil det kunne opnå en bred offentlig støtte, fordi det er mere retfærdigt og let gennemskueligt. Samtidig med at energipriserne vil stige, vil den enkelte opnå en klar kompensation, hvor det nuværende system med kvoter og grønne afgifter let skaber social ubalance. Endelig vil skabelsen af provenuet ved en sådan ordning ikke kunne opfattes som en traditionel skat, der bliver inddrevet af staten. For den enkelte borger, vil den basisindkomst, han/hun opnår, have form af en dividende og ikke være en traditionel overførselsindkomst, hvorfor et krav om modydelse vil bortfalde.
Man kan undre sig over, at disse argumenter ikke er blevet fremført af de forskellige miljøbevægelser? Er de blevet almindelige interesseorganisationer uden visionære fremtidsalternativer?
Erik Christensen er lektor i samfundsfag på Aalborg Universitet og medlem af Det økologiske Råd og NOAH
Kommentarer
Først et lille citat der måske indikerer, at vi ikke er helt alene i verden:
“Der er ingen anden vej end at tilgodese, at ethvert menneske i verden får samme ret til udvikling. Det betyder, at vi på lang sigt kun kan få vækstøkonomierne med, hvis vi siger: Ethvert menneske i verden må udlede det samme (CO2).”
Den tyske Kansler Angela Merkel citeret i Information 5. oktober.
Jeg tror nu at miljæbevægelserne beskæftiger sig med emnet, men at aviserne ikke så gerne skriver om det.
Læs: evt. artiklen “Klimademokrati” af undertegnede….
Tak for at bringe emnet på banen igen!
Jeg tror at mange gerne vil diskutere CO2 kvoter, mit problem er de præmisser der ligger til grund for disse kvoter.
De omsættelige CO2 kvoter er problemet. Men det er vel nærmest umuligt at forstille sig kvotesystemer uden omsættelighed og deraffølgende kapitalisering.
Deraf følger selvfølgelig ikke, at at vi må arbejde for at få så meget retfærdighed ind i dette system som muligt. Og der ligger så udfordringen. Men når vi se på alle de udfordringer vi står over for i klimasagen, så mener jeg at første prioritet må være at få sænket det globale forbrug af de fossile brændstoffer, dvs. da vi arbejder med nationer, at få sænket forbruget her i landet.
De gode principper er det vel muligt at få enighed om, problemet ligger i at få disse principper til at virke i virkeligheden. Og har vi tid til at få disse principper vedtaget? Det er det andet store problem, at tiden fra nu og til det er for sent er blevet en faktor som modarbejder fred og ro til at få skabt en mere retfærdig fordeling af retten til energi og deraf følgende udslip.
Jeg så hellere et system hvor man belønnede de som sparer på den fossile energi, virkelig sparede, dvs. hvor man ikke får de direkte fordele af den mere vedvarende energi, dvs. få retten til et fortsat stort forbrug af de fossile energier. Men vores verdensorden bygger på straf, så det bliver også svært. Men igen hvis atmosfæren er et fælled, så kunne man også prise og belønne de som i stedet for at udnytte den til sidste gram, passede på den, tog vare om den osv. Men er det noget “fælled” tilbage i dag? Kan det ansvar overhovedet genoplives?
Det er en vigtig diskussion og måske kan den komme på i et højere gear, men spørgsmålet er vel om en sådan on-line debat kan gøre ret meget i den retning?
Til Hans Henrik Samuelsen
Tak for henvisningen til kansler Angela Merkels udtalelse og din kronik om Klimademokrati. Vi er enige - og Angela Merkels centrale synspunkt burde i fremtiden lægges til grund for miljøbevægelsen og få en central betydning for Klimatopmødet i 2009.
Du har nok ret i at emnet diskuteres i miljøbevægelserne, men det fremgår bare ikke af bevægelsernes reaktioner og svar på EU’s nye energi- og miljøpolitiske pakke.
NOAH, Det Økologiske Råd og Greenpeace er dygtige lobbyister - og kommer med fine og saglige høringssvar - men svigter den principielle debat og folkelige oplysning omkring CO2 systemets indretning.
Det er også fint, at NOAH nu har startet en kampagne for en Klimalov om bindende årlige reduktioner i udledningen af drivhusgasser. Den er værd at støtte. Men hvorfor laver de ikke også en kampagne om ændring af principperne i kvotesystemet? Det har Friends of Earth i Irland gjort.
Det er også opløftende, at der nu startes en Klimabevægelse, og at den lægger op til forskellige tiltag til livsformsændringer. Men der må også skabes et politisk pres for ændring af de de principper, der ligger bag det nuværende CO2 kvotesystem.
Til Kurt Bertelsen
Tak for din reaktion. Du har ret i, at mange fælleder er truet. Men det er derfor vigtigt, på mange måder at udvikle og beskytte både de gamle og nye fælleder. Det har jeg været med til at skrive en bog om - se -http://www.faelleder.dk/
I USA foregår der en meget spændende diskussion om, hvorledes man netop udfra en commons (fælled) synsvinkel kan gribe beskyttelsen af atmosfæren an. Se f.eks. Peter Barnes’s blog -http://onthecommons.org/blog/4