ISKANDARIYA - Det så nærmest idyllisk ud oppe fra helikopteren i den øredøvende larm og med en bister hjelmklædt mand på hver side, gemt bag et sort visir og med et fast tag på hvert deres maskingevær, men også lidt adspredte i den klare søndagssol.
Den grønne jord, der hvirvlede forbi 50 meter længere nede, velordnede rektangulæregrønne marker, som man ikke troede, de fandtes i dette tørre land. Frugtbar, mørk jord plastret til med hvide væksthuse er overalt langs den bugtende Tigris-flod. Og overalt mennesker, hver eneste større vej fyldt med dem, ikke gemt i biler, men vandrende mod nordvest i tusindvis, som kulørte skygger i den klare sol og på vej mod syd, som om alle de store veje i denne region syd for Bagdad pludselig havde valgt at holde marked på én gang. Og som om folk faktisk turde komme til det.
Den årlige al Arbaeen-vandring for alle irakiske shiaer mod syd og den hellige by Karbala var inde i sin femtesidste dag, og en god portion af de omkring otte millioner, der hvert år vandrer af Babels støvede veje for at afslutte 40 dages højtideligheder, så faktisk ud til for en gangs skyld at få lov til at gøre det i fred. Indtil en underlig falmet eksplosion i et telt for pilgrimmene ødelagde forårsdagen - og måske også et smukt billede.
Mikrokosmos
Babel er på mange måde et miniaturebillede af Irak selv. Regionen, der ligger mellem Eufrat og Tigris og strækker sig fra Bagdads sydlige udkant og næsten ned til Karbala er et blandet religiøst område, hvor sunnier dominerer mod nord og shiaer mod syd. Samtidig er det bibelske Babylon, hvor Saddam Hussein genopførte en kopi af oldtidsbyen oven i dens rester med sit eget navn skriblet ind i de enkelte mursten, også et billede på den udvikling, Irak har været igennem i de seneste seks måneder.
Fra at være et af de steder i Irak, hvor spændingerne mellem de to religiøse grupper var stærkest, hvor hele kvarterer og gader blev renset for enten shiaer eller sunnier, og hvor drab og bomber på både civile og soldater spredte fuldstændig anarki og langsomt tømte byen for dens indbyggere, skete der pludselig en ændring.
I løbet af kort tid er volden faldet drastisk, fra omkring otte angreb pr. dag til i underkanten af et enkelt. Lokale sikkerhedsstyrker har vundet mere tillid, tidligere oprørere er blevet omvendt og den amerikanske troppeopnormering synes faktisk at have en effekt.
Få steder er resultatet mere tydeligt end i områdets hovedby, Iskandariya. Som en delt by med 60 procent shiaer og 40 procent sunnier og et centralt punkt på pilgrimsruten mod Karbala har byen været en af de centrale kamppladser i konflikten og et skæringspunkt mellem det nordlige sunni-territorie og de sydlige shiaer, og et af de områder, hvor de al-Qaeda affilerede grupper for alvor har gjort sig gældende. Op mod 70 amerikanske blev soldater dræbt i løbet af et år, daglige bomber og massiv udrensning af landsbyer og kvarterer af folk med afvigende religion.
Men selv her er indtrykket, at noget har forandret sig. Volden er faldet, og tingene bevæger sig faktisk fremad.
“Da jeg først var her i 2004, var der hårde kampe med sunni-militsiaer, og det er slet ikke noget vi ser på den måde længere,” forklarer den militære leder af regionens godt 3.000 amerikanske soldater, oberst James, der tilskriver succesen det øgede antal amerikanske styrker og at de irakiske sikkerhedsstyrker er blevet bedre og har fået et civilt supplement i de såkaldte ‘sons of Iraq’ - et netværk af civile sikkerhedsgrupper med deltagelse af blandt andet tidligere oprørere. Men i mindst lige så høj grad tilskriver han faldet i vold, at folk ganske enkelt er blevet trætte af den.
“Vi ser, at de religiøse spændinger blive løsnet i øjeblikket - specielt på grundplanet, almindelige sunnier og shiaer fungerer sammen uden problemer. Der er konflikter og spændinger på et politisk niveau, men ikke på samme måde mellem almindelige mennesker, og det er anderledes fra sidste gang, jeg var her. Almindelige mennesker orker simpelthen ikke mere vold. Nogen gange sker det så alligevel. Man kan ikke forhindre det hele. Men Irak er gået fra at være et sted, hvor man tog et skridt frem og tre tilbage, til at være et sted, hvor man tager to skridt frem og et enkelt tilbage,” siger han.
Sket er sket
Det er en påstand, det i praksis er svært at efterprøve i et land, hvor få opinionsselskaber tør tage ud og stemme dørklokker. Men indtrykket bliver bekræftet i et af de blandede kvarterer i Iskandriya, som er nøglen til fred. I den hullede gade blokerer dynger af brokker vejen, og flere huse ligger hen i ruiner efter at være blevet sprængt i luften.
“For et år siden var tingene forfærdelige her, ingen havde arbejde, og der var ingen stabilitet. For bare fire måneder siden var der drab her hver eneste dag,” siger Hussein Hamzi Khalad al Jahezi, en lokal sunni, der selv flygtede fra Iskandariya, men for nylig er vendt tilbage.
“Tingene er anderledes i dag. Folk håndterer deres problemer på en fornuftig måde, og vi inviterer f.eks. pilgrimmene ind i vores huse, som vi gjorde tidligere,” forklarer han og peger ud mod pilgrimsruten på den anden side af husene.
“Jeg ved ikke, om det er slut med volden. Folk har jo ikke forandret sig, og jeg er bange for, at den kan komme tilbage. Men jeg ved, at jeg ikke har behov for hævn, og det tror jeg heller ikke, shiaerne har”. En af dem bor lidt længere nede af en af nabogaderne. Hans hus er ved at blive sat i stand, mens nabohuset ligger i ruiner.
“For to år siden kom al-Qaeda til kvarteret. De var tilslørede, så vi vidste ikke, hvem de var, men de begyndte at dræbe folk, udelukkende shiaer,” forklarer Hamal al Beid og peger på nabohuset:
“De var al-Qaeda. Sønnen havde et stort skæg og var meget religiøs. Folk siger, at han havde myrdet ni mennesker. En dag stormede irakiske sikkerhedsstyrker huset. Bagefter sprængte nogen andre det i luften,” forklarer han.
“Hvad der er sket, er sket, og jeg tror ikke, at nogen her ønsker mere vold. Min nabo er sunni, modsat mig, og ham ser jeg som min bror. I dag er der relativ sikkerhed i Iskandariya, og så ønsker jeg mig ikke mere.”
Splinter fra en granat
Men træerne gror ikke ind i himlen. Hverken i Iskandariya eller andre steder i Irak. Imens shiapilgrimmene vandrer videre mod Karbala med Babels tunge mudder hængende i tøjet og billeder af martyren Husseins lidende ansigt på plakater, studerer beboerne på den kombinerede politi- og koalitionsstyrke station ved hovedvejen en optagelse, der er et par dage gammel.
På skærmen kan man se pilgrimmene lige uden for murene vandre langsomt ned langs vejen. Godt en kilometer nede af ruten står et lidt upåagtet hvidt telt i baggrunden, beregnet på at give de vandrende et øjebliks hvile og vand at drikke.
Pludselig lyser det op i et klart hvidt glimt, uden lyd på computerskærmen. Ambulancer kører kort efter ind i billedet, mens flokken af pilgrimme upåagtet fortsætter med at strømme forbi. Endnu en bombe er sprunget i nyhedernes enedeløse strøm af dårlige nyheder fra Irak. 40 mennesker er dræbt og over 60 såret af endnu en selvmordsbomber med sprængstoffer spændt om livet.
På bordet ligger de eneste synlige rester af selvmordsbomberen; et par kantede metalfragmenter af en grøn granat og metalsplinten, der har udløst den og 41 menneskers død.
“Det er som regel sådan de gør,” forklarer en officer: “Nogle gange bruger de elektroniske udløsere, men de går ind imellem i koks. Det gør de her ikke.”
“Sikkerheden er blevet utrolig meget bedre i løbet af de sidste måneder. Men vi kan ikke stoppe alting,” siger lederen af det irakiske politi i regionen, General Fadil:
“Måske om et par år, hvis situationen bliver ved med at udvikle sig på den måde, den gør nu. Men selv da, vil folk altid kunne sprænge bomber i store folkemængder,” siger han.
En kilometer nede af vejen fra politistationen vandrer shia-pilgrimmene uanfægtet forbi bombestedet, mens den traditionelle tredages sørgeperiode endnu ikke er overstået. Ali Naser Habout Heisi skal selv vandre mod Karbala den næste dag, men indtil da sørger han for de andre pilgrimme med et telt ligesom det, der blev sprunget i luften.
“Nogle siger, at det var en kvinde, der sprang sig selv i luften. Nogle af folkene, der arbejdede der prøvede at stoppe hende, og så sprængte hun sig selv i luften. Men jeg ved ikke, om det er sandt. Den, der gjorde det, har ingen ære eller kærlighed i sit hjerte. Og personen kan ikke have haft nogen kærlighed til Irak. Nogle af ofrene var så slemt tilredte, at de først ikke kunne identificeres. Hvordan kan det gøre Irak til et bedre sted?” spørger han, og fortæller, at han mistede en god ven - og hans nabo to sønner.
“Jeg bebrejder myndighederne for det. Vi fik ingen advarsel. De siger, at sikkerheden er blevet bedre, men alligevel sker det her. Insh Allah, vil der ikke komme mere vold ud af det. Irak har oplevet nok vold, og det er tid til at glemme gamle regnskaber,” siger den gamle mand.
Irak fem år efter
Mens Irak nærmer sig femårs-dagen for den amerikansk ledede invasion, giver et fald i volden og anarkien i Irak et håb om en bedre hverdag. Men er Irak på vej mod fred - eller er det kun en stakket frist? Informations Tobias Havmand rapporterer den næste måned fra et Irak, der er desperat efter normalitet - og måske også langsomt på vej mod det.
Kommentarer