JERF AL SUKR - “Jeg hader iranerne,” konstaterer butiksejeren Muhammed Yassin, mens han langer lidt slik over disken fra sin lille butik i hovedgaden i den lille provinsby Jerf al Sukr, syd for Bagdad.

“De ønsker at skabe kaos i Irak, og alle ved, at det i virkeligheden er dem, der bevæbner al-Qaeda. Det, jeg frygter mere end noget andet, er, at de får magten her i Irak.”

Den overbevisning er butiksejeren ikke ene om i den isolerede og næsten 100 procent sunni-muslimske by. Lidt længere nede ad gaden står en genopført administrationsbygning, og en sundhedsklinik er også ved at blive genopbygget, efter at al-Qaeda-relaterede oprørsgrupper havde sprængt dem i luften. Den tidligere politistation er indtaget af amerikanske styrker, som mistede 40 soldater i kampen mod militserne, efter at den tre gange var blevet sprængt i luften med bilbomber, og roen i byen nogenlunde genoprettet.

Mens gerningsmændene sandsynligvis var lokale, er der mange, der indirekte holder Iran ansvarlige for anarkiet, efter at blandt andet iranske våben og sprængstoffer er blevet fundet i området, som det er blevet mange andre steder i Irak, og de flestes formodning er, at Iran også støtter en del af grupperne økonomisk og logistisk.

Vigtigere end USA

Den iranske indflydelse i Iran er eksploderet efter den amerikanskledede invasion i 2003, og uanset om man betragter den indflydelse som god- eller ondartet, er det et i irakiske henseender utrolig indflydelsesrigt mandat, præsident Mahmoud Ahmadinejad har med sig, når han i morgen indleder Irans første officielle statsbesøg i Irak siden den islamiske revolution i Iran i 1979. Det i en grad, så tænketanken Chatham House tidligere har betegnet Iran som mere indflydelsesrig i Irak end USA.

Hvad præcis USA mener om det iranske triumftog, er uvist. De amerikanske myndigheder brød selv mange års diplomatisk fastfrysning, da de sidste sommer bad Iran om hjælp, og der blev holdt en række møder mellem de to landes ambassadører. Iran aflyste imidlertid den fjerde af disse runder, der skulle have været afholdt umiddelbart før Ahmadinejads statsbesøg.

Til gengæld kan amerikanerne i en vis udstrækning takke en forlænget våbenhvile fra shia-lederen Moqtada al-Sadr for det nuværende fald i den irakiske vold, og selvom Sadrs Mahdi-bevægelse er en selvstændig bevægelse, er der næppe tvivl om, at Iran, som støtter og ganske ofte har huset Sadr, er blevet konsulteret på forhånd.

Alligevel bebrejdes Iran ganske ofte for at stå bag en stor del af volden i Irak og for at bruge det svækkede naboland som et pressionspunkt mod USA.

“Det er et problem, fordi iranerne føler sig pressede af USA, og de ønsker at have nogle brikker at spille med. Så når USA presser Iran uden for Irak, så reagerer Iran i Irak. Vi betaler for det med vores blod,” udtalte en af statsminister Malikis rådgivere til Los Angeles Times forud besøget, der starter søndag.

Et medgørligt Irak

Spørgsmålet er, hvad Iran på længere sigt ønsker i Irak. Officielt byder programmet for besøget på møder med præsident Talibani og statsminister Maliki, besøg til de to hellige byer Najaf og Karbala samt forhandlinger om handel og samarbejde.

Handlen mellem de to lande er på kort tid vokset til omkring otte mia. dollar om året - hovedsageligt i iransk eksport - og Iran samarbejder med den irakiske stat om en række forskellige projekter om f.eks. strøm og infrastruktur, mens iranske selskaber har bedre muligheder i det trængende naboland end i de fleste andre fjendtligtsindede nabolande.

“Iran ønsker at beskytte sine nationale interesser i Irak, hvilket betyder et venligt og medgørligt Irak uden baathister tilbage ved magten, men styret af shiitter, der er åbne for handel, forretninger og indflydelse fra Iran,” siger analytikeren Vali Nasr fra Council of Foreign Affairs til Reuters.

Det har Iran allerede i Malikis regering og i flere af de andre shia-dominerede partier. Men de har ifølge de fleste iagttagere også en udstrakt indflydelse på de mere grå ikke-statslige aktører og dermed på, om øjeblikkets relative fred fortsætter. Historier i arabiske medier i sidste uge gik på, at den netop myrdede Hizbollah-kommandør Mugniyah var med til at skabe og udvikle Sadrs Mahdi-hær, og en situation, hvor Moqtada al-Sadrs bevægelse på sigt kan antage samme karakter af politisk bevægelse og militsia, der ved given lejlighed kan lette presset på det iranske styre, er ikke umulig.

Spørgsmålet er, om Iran på sigt føler sig bedst tjent med anarki i Irak eller vil benytte den indflydelse, de allerede har opnået:

“Iran har grundlæggende al den indflydelse i Irak, de kunne ønske sig, men jeg tror ikke, der i den iranske ledelse er enighed om hvad den skal bruges til. Det er her Iran skal vise sin modenhed som en seriøs aktør i international politik. Iran er ikke længere en outsider,” siger Paul Salem, direktør for Carnegie Middle East Institute.