Bolivias stærkt splittede kongres vil sende en række forfatningsændringer til folkeafstemning. De er fremsat af præsident Evo Morales, og det var kongresmedlemmerne fra hans Bevægelse For Socialisme, der fik vedtaget afstemningen. Bliver det et ja, kommer det til at betyde flere rettigheder til landets indianere, som føler, de længe har været undertrykt af den velhavende elite. Morales tilhører selv denne gruppe. Kongressen vedtog også en afstemning, som skal sætte et loft for, hvor meget land en enkelt person må eje. Det kan fremtvinge en omfordeling af jorden i Bolivia, sådan som Morales har lovet de fattige.
ritzau/AP


