Kan man forestille sig et samfund, hvor mennesker ikke dyrker sex, ikke taler med deres naboer, afskærer sig fra lyde og lugte, de ikke kan lide, og forbyder bogstaver, farver og navne for i stedet at leve isoleret og i små ghettoer med folk, der ligner dem selv og mener og tænker det samme? Den tyrkiske forfatterinde Gülayse Koçak kan godt, så sådan et samfund skildrer hun i romanen Topaç (Snurretoppen), der var hendes udgangspunkt for et debatmøde arrangeret af dansk PEN og Information i denne uge.
Gülayse Koçaks roman foregår i 2025 og tegner et billede af et samfund, der er polariseret ud i tre grupper, som intet har med hinanden at gøre. Den ene følger blindt en afdød nationalhelt, den anden beder fem gange om dagen i bedehuse, og den tredje lever et sted midt imellem, men færdes kun om natten, fordi gruppen er ugleset blandt de andre. Navne og beskrivelser i bogen lægger sig tydeligvis op ad virkeligheden i Tyrkiet med dets dyrkelse af nationens grundlægger, Mustafa Kemal Atatürk, på den ene side og religionen på den anden, men når Gülayse Koçak har valgt ikke at lade romanen foregå i Tyrkiet, er det, fordi hun ser beskrivelsen af de polariserede og intolerante samfund som universel.
For eksempel beskriver hun, hvordan mennesker har puttet filtre i ører og for øjne, så de ikke kan se eller høre om lidelse, smerte og gråd, og hvordan de er holdt op med at se nyheder i fjernsynet for i stedet at nøjes med de ukomplicerede sladder-historier. Filtrene dæmper også lyden, så man må bruge mini-megafoner for at råbe hinanden op. Indbyggerne i denne fremtidsdystopi bygger også individuelle trapper fra gaden op til deres huse for at undgå at rende på naboer i hoveddøren, der ikke er som dem selv.
Al den intolerance fører i bogen til, at ytringsfriheden bliver begrænset, fordi der er grænser for, hvad de forskellige grupper gider høre på. Problemer med ytringsfriheden er velkendte i virkelighedens Tyrkiet, men er på ingen måde begrænset til Tyrkiet eller andre lande i udvikling, siger den tyrkiske forfatter.
"Der er begrænsninger af ytringsfrihed i hele verden. Alle lande har nogle ytringer, de ikke vil høre. Nogle steder må man ikke kritisere nationalhelte, andre steder er det religion eller holocaust, man ikke må benægte, eller også må man ikke komme med sexistiske bemærkninger. Når vi taler ytringsfrihed, nytter det ikke at spørge 'hvor', i stedet skal man spørge 'hvorfor'," siger Gülayse Koçak i et interview i København i forbindelse med PEN-mødet.
"Det er vigtigt at spørge hvorfor, for når et samfund har været undertrykt i årevis, er det svært for det at forandre sig og omgøre den skade, der er sket. I Tyrkiet i 1970'erne var ord som 'kurder' og 'kommunist' noget, man ikke kunne sige højt, man kunne dårligt nok hviske dem. Men efterhånden som Tyrkiet blev mere frit, var de ord ikke tabu, men det var alligevel ikke let at komme over, og i lang tid efter greb jeg mig selv i at bruge dem."
Ikke kun i Tyrkiet
I sin bog beskriver Gülayse Koçak, hvordan personerne på grund af sproglige tabuer mister evnen til at tænke selvstændigt. Alle siger det samme, bliver bange for hinanden og ikke taler med hinanden, men bare taler. Personerne mister evnen til at elske og være medfølende for til sidst at blive apatiske og ufølsomme.
"Min bog handler ikke kun om Tyrkiet. Også i Vesten bliver folk fremmede for hinanden. De bruger måske den samme hoveddør, men de hilser ikke godmorgen til hinanden, som de gjorde før."
Den drivende kraft bag alle ulykkerne i Topaç - og i den virkelige verden, om man vil - er ifølge forfatteren religion og nationalisme.
"Tro er det farligste, der findes, for med tro kan man ikke diskutere. Tro er en søgen efter identitet, noget at høre til, og det er en usikkerhed, der driver folk til det. Faktisk mener jeg, at nationalisme er nedbrydende for civilisationen. At være civiliseret indebærer, at man ikke fremmedgør andre mennesker, men ser, at vi er ens alle sammen og del af et hele. Det gælder ikke kun for Tyrkiet."
Sprognationalisme
Ligesom de færreste danskere vil betegne sig selv eller andre danskere som nationalister, vil de færreste tyrkere betegne sig selv eller andre tyrkere om racister, men da Ankara for nogle år siden fik en gruppe flygtninge på besøg, skete der noget.
"For 10-15 år siden kom der en gruppe afghanske flygtninge, og de var pludselig overalt og i busserne, og de lugtede og var beskidte, og så kunne man se, hvad der blev af opfattelsen af tyrkerne som nogen, der ikke er racister. Det viste, at når man står ansigt til ansigt med dem, der bliver set som en trussel, og ser, at de er mere end én eller to, så kommer de dybeste følelser ud i det fri."
Ytringsfriheden i Tyrkiet er et af ofrene for den nationalisme, der altid har været en grundpille i den tyrkiske nation, og som kun er blevet stærkere de senere år. På mest overraskende vis rammer nationalismen også ytringsfriheden gennem den måde sproget påvirkes på. Sprogpåvirkning fra lande uden for den vestlige kulturkreds er ikke velkomne længere, mens tyrkisk i stedet importerer masser af ord fra både engelsk og fransk.
"På mine forældres tid var der mange arabiske og farsi ord i tyrkisk, men så kom bevægelsen for et rent tyrkisk og det blev yt at bruge arabisk og farsi. Siden har tyrkisk gennemgået en dramatisk forandring, så mine børn ikke kan læse Atatürks originale taler eller bøgerne fra min barndom. Jeg forstår ikke, hvorfor man vil være nationalistisk med sit sprog. Engelsk er så rigt i dag, netop fordi, det importerer fra hele verden. Man i Tyrkiet daler ens position, hvis man bruger det gamle sprog."
I romanen Topaç ender historien med, at indbyggerne begynder at tage empati-timer, holder op med at gå med filtre og begynder at lægge mærke til hinanden igen, men det er naturligvis kun fiktion. Dertil behøver det ikke komme.
