Midtervælgerne. De humane borgerlige. De, der gerne vil et bredt samarbejde hen over midten, er reelt blev hjemløse med Ny Alliances kollaps. Men hvor skal de så gå hen?
Det spørgsmål er det mest interessante, Margrethe Vestager i disse måneder kan stille sig selv. Hun beskriver entydigt sit parti som socialliberalt. Samme ord som Naser Khader beskriver Ny Alliance med. Partiet forekommer dog mere socialt end liberalt, når det uden tøven lægger sig så tæt op ad Socialdemokraterne, som tilfældet var ved sidste valg. Nogen vel endda mene til venstre for Socialdemokraterne.
Med den placering har De Radikale ikke blot afskrevet deres socialliberale grundlag, der må handle om at moderere det sociale med en vis liberalisme. Og at moderere det liberale med en vis portion socialisme. Man kan vel sige, at socialliberalisme er, når ingen af delene bliver for ekstreme. Netop den position er der vel stadig de godt 10 procents opbakning til, som Naser Khader i sin tid blev spået som leder af CD.
Når De Radikale og Ny Alliance p.t. kun kan mønstre ca. seks pct., skyldes det sikkert, at de socialliberale vælgere fortsat er hjemløse. Naser lagde sig for tæt på Dansk Folkepartis socialnationale (nogen vil mene nationalsocialistiske) linie, hvor socialliberale slet ikke føler sig hjemme. Og De Radikale låste sig til den røde blok, hvor de socialliberale heller ikke føler sig trygge.
Går Fogh næste gang til valg på at fortsætte sit liberalistiske nationalkonservative projekt med VKO, kan han naturligvis ikke være kandidaten. Men lur mig om han gør det, hvis De Radikale rækker hånden ud og nogen minder ham om, hvor skrøbelig VKO-blokken er med et stærkt midterparti.
På den anden fløj kan Helle Thorning-Schmidt ikke være kandidaten, hvis hun fastholder sit parløb venstre om med SF og Enhedslisten. I hvert fald bør et socialt liberalt midterparti have lige så svært ved at arbejde med kommunister som socialnationalister, da begge ligger (for) langt for traditionelt socialliberal politik. Og også fordi et midterparti til enhver tid bør forhindre, at de ek-streme fløje besidder den vetoret, mysteriet Malou Aamund p.t. har givet tilbage til Morten Messerschmidt og de to antihumanistiske og tidehvervske præstefætre, Jesper Langballe & Søren Krarup.
Hvad der afholder Margrethe Vestager fra at genindtage pladsen som det midterparti, De radikale har været siden 1905, kan være svært at gennemskue. Hun er sikkert led ved udsigten til at tættere samarbejde med mediejongløren Anders Fogh Rasmussen. Men for Margrethe Vestager må alternativet alligevel være mere skræmmende: Fortsætter hun den nuværende linje, er det næsten sikkert, at VKO får én periode til i varmen og De Radikale én periode til i kulden.
Og det kan hverken den radikale selvforståelse eller Margrethe Vestagers formandspost holde til i længden.
Erik Willadsen
3. marts, 2008 #
Det er næppe det socialliberale der skræmmer vælgerne væk fra R, men derimod holdningsløsheden i værdipolitiske og udenrigspolitiske anliggender.
Et parti der ikke selv har en mening om Irakkrig, Afganistankrig mv. men blot på forhånd mener det samme som FN kan blive enige om.
Et parti der ikke tør markere sig på forsvar af ytringsfrihed, men af frygt for bøller dukker nakken og mumler lidt i forskellige retninger og håber at det hele går over.
Det er nogenlunde lige så kønt at se på som da Politiken under pres fra en radikal bestyrelsesformand i kort før besættelsen skrev i en leder at Churchill var en større trussel end Hitler. Det mente de jo nok ikke, men på vanlig radikal vis ville de ikke sige den største bølle imod, for man risikerede at få tæsk.
De radikale er de sødeste mennesker (det mener jeg virkeligt), men det er vanvittigt farligt at give dem magt, for de er styret af frygt og principløshed.
På den måde er de radikale ikke et midterparti, men et parti der konstant ser ud som om de flirter med forskellige yderliggående strømninger.
Bent A. Jespersen
3. marts, 2008 #
Hvor er det dog sørgeligt at snart sagt alle partidannelser, såvel på højrefløjen som på vestrefløjen "rød eller blå stue" eller hvad de nu hedder ikke længere har andet holdnings- og værdigods end den sidste meninngsmåling, samt at alle klumper sig sammen hennover midten omkring velfærd, skattepolitik og indvandring uden at andre synspunkter kommer til omtale end personfnidder, skandaler og enkeltsager.
Evnen til at kunne tælle til 90, en ganske ondsindet partidiciplin og hoppen efter magt og indflydelse, fortjener vort gamle hæderkronede demokrati ikke mere af.
Det er derfor mit håb at så mange som muligt stiller op i så mange opstillingskredse som muligt og, under overskriften "Liberalsocialiserne" bliver valgt ind i folketinget og i andre af samfundets ledende organer, hvorefter den gammelkendte demokratiske debat, hvor alle orienterer sig efter anskuelser, giver grobund for demokratiets udfoldelse, nye ideer og dagsordener.
Danmark er jo allerede liberalsocialistisk og vælgerne efterspørger en politisk linie, der orienterer sig henover midten.
Bent A. Jespersen Liberalsocialist siden 60-erne.
Simon
3. marts, 2008 #
De Radikales klassebasis er småborgerskabet og de intellektuelle, men der er ingen tvivl om at de forsvarer borgerskabets interesser. I det kapitalistiske samfund, vi lever i, kan man ikke ”stå i midten”, der er ingen ”3. vej”, man kan kun stå på enten arbejdernes eller kapitalisternes side, og de Radikale står helt klart på kapitalisternes side, med det erklærede formål at nedtone klassemodsætningerne og klassekampen, pakket ind i tomme humanistiske fraser.
Markus Lund
5. marts, 2008 #
Principielt har du helt ret, Simon, men du glemmer at tænke over at størstedelen af midtervælgerne slet ikke er skolet nok til at være klassebetegnelserne bevidst. Ydermere finder de det nedladende at identificere som enten det ene eller det andet. De vil hellere være 'gode venner' med alle og placere sig i mainstreamens midte, hvor man vil kunne snakke sig til enighed i fred og fordragelighed med langt de fleste mennesker. Dette skille sig ud og dermed vælge side og risikere at blive udstødt af bestemte undersamfund og grupperinger. Det er nu engang trendy nu til dags at være 'i midten', og være den alles opmærksomhed retter sig imod.
Venstres ideologiske profil er naturligvis liberalisme, men hvis vi antager at vi for et øjeblik ophæver den, så er de i højere grad socialliberale end egentlig liberale, og det samme gør sig gældende med socialdemokraterne.
De Radikale har ry for at være lidt 'utilregnelige', fordi man gennem historien har set dem vælge både den ene og den anden blok, afhængig af hvor de kunne få mest indflydelse og gå mindst muligt væk fra deres ideologigrundlag om en høj moralsk værdipolitik, men begrænset indgriben i kapitalismens frie markedsprincipper. Og da S pt. nok ikke returnerer til sine ideologiske rødder og genoptager sin kamp for fuldbyrdet socialisme, må man sige at de er en 'tryg' samarbejdspartner for De Radikale, da man kan til en hvis grad kan stole på at de vil opretholde det moderat-humane menneskesyn i opposition til Dansk Folkeparti.
Men ellers vil jeg give forfatteren ret i at der ikke findes et alternativ til et parti som Radikale. I det hele taget var det gamle Ny Alliance bare den økonomiske 'blå udgave' af et socialliberalt parti, mens Radikale var en 'rød udgave', men ingen tvivl om at begge partier er humanistiske i grundholdning og har mere til fælles med Enhedslisten og SF på det område.
Markus Lund
5. marts, 2008 #
Hmm, hvordan kan "de er bange for at skille sig ud" dog blive til "dette skille sig ud"? Jeg må have sovet i timen...
simon nørrebro
5. marts, 2008 #
Tilbage for en bemærning til Simon og Markus:
"de Radikale står helt klart på kapitalisternes side, med det erklærede formål at nedtone klassemodsætningerne og klassekampen, pakket ind i tomme humanistiske fraser."
Men hvem i Folketinget udover Enhedslisten passer dén der karakteristik ikke på? Ok store dele af V og K's politiske bagland så selvfølgelig gerne velfærdsstaten afskaffet, og kunne ikke være mere indifferente ift at nedtone klassemodsætningerne - men de støtter i princippet op om en vis grad af bevarelse af en velfærdstat - for nu. Det er en ligeså uomgængelig naturlov i dansk politik at ville en velfærdsstat som at ville en "stram" udlændingepolitik. Igen undtaget EL og i nogen grad RV.
Derfor er ovenstående karateristik af RV sandheden om alle politiske partier til højre for EL, der pt er repræsenteret på Christiansborg. Omend altså at de Konservative er meget modvillige mod progressiv skat og DF er meget modvillige mod at dele med "de fremmede". Men alligevel.
Eneste klassebevidste parti er således Enhedslisten. Og EL er så iøvrigt også eneste parti på Tinge, der ikke ser den reformistske velfærdsstat som det endelige mål, men til stadighed søger at tage et opgør med kapitalismen og skabe ægte velfærd og lighed.
MEN men men, så har vi den aktuelle fremmedfjendske danske virkelighed.
I dén situation må vi erkende, at RV rigtig nok er et borgerligt parti, men at partiet med deres forholdsvis progressive værdipolitik står i en slags åndsslægtskab med EL værdipolitisk. Godt nok faldt de til patten og accepterede 24-årsreglen under valgkampen, men trods det står de Radikale så vidt jeg kan se, og på partiets retorik høre, langt til venstre for både S og nu også SF i spørgsmålet om solidaritet med den største underklasse i Danmark pt, nemlig indvandrerne og indvandrernes efterkommere. Partiets udlændinge- og flygtningepolitik ligger tættere på ELs end på S og SFs.
Dette viser det komplekse i moderne politik. SF er blevet "socialdemokrater classic" økonomisk set, men med et moderigtigt nationalistisk og xenophobisk tilsnit. S ligger og roder et eller andet sted imellem socialdemokratiske, socialliberale og nyliberale, og stærkt fremmedfjendske.
Dermed udgøres en egentlig venstrefløj for tiden af 4 mandater. Fremmedhadet er blevet en mindst ligeså væsentlig antagonisme i samfundet som klasseantagonismen. Xenophobiens og racismens uhyggelige vind i sejlene kan i høj grad tilskrives de kriminalitetsproblemer, et ulige samfund med sociale tabere skaber. Når indvandrere laver kriminalitet og fungerer synligt dårligt i samfundet, slider det på solidariteten, og den indre svinehund bliver let at fremmane for politiske populister og opportunister, ligesom man så i 30ernes Tyskland, og som DF har været primusmotor for i DK senere år (og får mere og mere opbakning til af resten af det politiske spektre, minus EL og RV). Sociale problemer og social udstødning er således til stadighed et klasseproblem, og racismen forstærker klasseskellet og skaber en egentlig underklasse, hvilket er en selvforstærkende cirkulær proces.
Den hysteriske bølge af fremmedhad der er væltet ind over landet i senere år, og omvendt et tiltagende oprør fra marginaliserede og udstødte grupper fra underklassen, altså primært indvandrerunge, er udtryk for en samfundsantagonisme, der ikke bare sådan kan sidestilles med en klassisk klasseantagonisme, og det revolutionære potentiale i den aktuelle krisetilstand ligger på en mere og mere ekstrem højrefløjs banehalvdel, ikke på arbejderklassens side. En afart fascisme virker devsærre meget mere nærliggende end et fredeligt og socialt lige samfund. Bare se hvordan der bliver delt kæmpesummer ud til landets førende racistparti til noget så new-speak'sk som en "tryghedspakke", fremfor at tilføre flere penge til socialt udsatte og underklassen.
Så lad os da som socialister erkende, at RV for tiden er de sidste venstrefløjen (EL) kan stå sammen med i kampen mod racismen.
Hvis underklassen (i bedste fald for en tid) skal hente støtte hos et borgerligt men i det mindste værdipolitisk ok anstændigt parti som RV, så er de i mine øjne en samarbejdspartner for EL, og så må tiden vise om anstændighed og solidaritet igen i fremtiden får plus-status i den brede samfundsbevidsthed. Så min pointe er: det kan faktisk være fløjtende ligegyldigt hvilken klasseanalyse I påhæfter RV, som tingene ser ud nu. De er simpelthen de eneste venstrefløjen kan samarbejde med. 13 mandater er trods alt bedre end 4 i kampen for at rette op på den her synkende skude. Men sort ser det ud for de svageste i samfundet. Det er vist desværre ikke vores tid disse år, Simon og Markus. Men kampen fortsætter.
Bekæmp racismen, styrk den internationale solidariet
/simon n
Mokkasinen
6. maj, 2008 #
Ja, jeg vil da mene at R nu skal satse på at høste de billige points som NA satte til i det forfejlede projekt 'mod' DF.
I mine øjne bør R arbejde på:
1. finde den globale profil der matcher deres vælgerskare, herunder en grøn bæredygtig profil på miljøområdet
2. herunder tale indvandring i opposition til DF,
3. gå ind for lønkommision for at hente efterslæbet (i forhold til de økonomier, hvis ultraliberale model vi pt. er ved at implementere i DK) som DK har i forhold til de højtuddannede
4. tale liberalisme men uden kontrol og udsalg af staten (hvor mange akademikere stadig er ansat), samt
5. tale for den klasse der ligger under den 'underklasse' som pt. stemmer DF, V og K (for de kan ikke tales til fornuft), og dermed gøre noget for de virkeligt socialt belastede.
På den måde kan R gå i realpolitisk alliance med K på skatteområdet, med SF på miljøområdet, med S om lønkommission, med Enhedslisten om de virkeligt trængende i DK, med (den ene halvdel af) Venstre om den overordnede økonomiske politik, og med erhvervslivet om sikring af arbejdspladser evt. gennem indvandring/ integration af flygtninge.
Derved kunne R måske ikke så meget fremstå som et 'midterparti' i den klassiske forstand, men mere som et moderne realpolitisk tvær-ideologisk/værdipluralt (eller hvad man nu kan kalde det) parti.
Et sådant R ville jeg gerne se!
PeterH
6. maj, 2008 #
Vel talt, Mokkasinen - men derudover har Lene Andersen inden for de seneste dage haft en forrygende kronik i Politiken med ti krav til det parti, hun vil stemme på. Disse ti forslag savner også jeg. Læs den på pol.'s hjemmeside.