Først sagde forskerne i FN’s klimapanel år 2100. Så begyndte nogle klimaforskere at sige 2040. Så 2030. I december sidste år kom den foruroligende prognose fra amerikanske forskere om 2013. Nu siger en af de mest erfarne internationale is- og klimaforskere, at dele af det arktiske Polarhav allerede til sommer kan blive isfrit i en sådan grad, at man med et hvilket som helst skib vil kunne sejle hele vejen fra Beringhavet gennem Det Østsibiriske Hav og Barentshavet til Norskehavet og ned til Oslo. Altså isfrit i hele det østlige Polarhav.
Det er glaciolog og klimaforsker Olav Orheim, tidligere direktør for Norsk Polarinstitut, nu chef for Det Internationale Polarårs norske sekretariat, der over for Information forudsiger den dramatiske acceleration af isafsmeltningen i Arktis.
“Sidste sommer så vi den mindste udbredelse af havis i den sibiriske del af Polar-havet, som er registreret i al den tid, der er kommet mennesker på de kanter. På den sibiriske side var der isfrit helt op til 85. breddegrad i sommermånederne. Og havet begyndte først at fryse igen i oktober, flere uger senere end normalt,” fortæller Olav Orheim.
Den drivis, der var tilbage ved sommerens slutning, er siden presset bort af vindene fra Sibirien, og det betyder, at når foråret sætter ind i år, vil havisen være tynd og kun bestå af det, der er frosset til i denne vinter, ikke som normalt en tyk, flerårig is.
“Den tynde etårs-is bryder meget lettere sammen end flerårs-isen, så hvis vi efter den aktuelle varme vinter får samme situation som sidste sommer - med bl.a. varme vinde fra Sibirien og sodnedfald fra skovbrande, som gør isen mørkere og mere varme-opsugende - så tror jeg, at al etårs-isen smelter væk.”
Olav Orheim kalder afsmeltningen “det mest dramatiske klimasignal i hele verden lige nu”.
“Det går hurtigere, end FN’s klimapanel og andre har forudsagt. I 2004 var vi flere hundrede forskere involveret i det store ACIA-studie af klimaændringer i Arktis, og vi forudsagde, at Polarhavet kunne blive isfrit i 2080, måske i 2040. Der var ingen af os, som i 2004 drømte om, at der bare fem år senere kan blive isfrit helt op til 85. breddegrad.”
Kan få havene til at stige
Olav Orheim understreger, at et isfrit Polarhav også vil kunne accelerere afsmeltningen af den grønlandske indlandsis, som i modsætning til havisen vil få verdenshavene til at stige.
“Hvis den hvide havis i Polarhavet erstattes af mørkt hav, så øges varmeoptagelsen, og det forstærker opvarmningen og dermed også afsmeltningen på Grønland.”
Olav Orheim betoner, at forskerne ikke på forhånd kan sige med sikkerhed, hvad der sker i klimaet. Personligt har han indgået et væddemål med en af sine kolleger om, at al is forsvinder fra den sibiriske del af Polarhavet til sommer.
“Får vi en kold sommer, bliver der dog næppe isfrit i år. Og på længere sigt er vi ude af stand til at forudsige, hvordan feedback-processer som permafrostens optøning eller tænkelige naturfænomener som f.eks. vulkan-udbrud med partikeltilførsel til atmosfæren eller ændringer i solaktiviteten kan påvirke udviklingen. Men alle seriøse klimaforskere er enige om retningen.”
Den norske glaciolog siger, at skibsfartsindustrien og forsikringsselskaber, som forsikrer fartøjer, er helt bevidste om, hvad der sker længst mod nord, og ved at forberede sig på de isfri sommerforhold.
“Men de politikere, der sidder med ansvaret for at forsøge at bremse processen, har på ingen måde taget budskabet til sig,” siger Olav Orheim.
Kommentarer
Det moderne samfunds styrke og svaghed afslører sig eksemplarisk i forhold til det, der sker med polarisen omkring Nordpolen. Med polarisens forsvinden nord for Rusland, bliver det måske allerede til sommer muligt at sejle denne vej fra fjernøsten til Europa.
Der er tale om en mulighed, som det moderne samfunds aktører inden for politik og økonomi for længst har taget til sig og inddraget i sine strategiske overvejelser.
Men det der har ført til denne mulighed, nemlig den globale opvarmning, med alt hvad den bringer af helt uoverskuelige og uhensigtsmæssige virkninger for hele det moderne samfund, det kan ingen instans indføre noget, der bare ligner virkningsfulde tiltag over for. På den måde er det moderne samfund hjælpeløst og ineffektivt.
Det er fordi, at det moderne samfund ikke er repræsenteret i sin helhed ved nogen instans, hverken politisk eller økonomisk. Der findes ingen overordnet rationalitet, kun delrationaliteter, uden ansvar for helheden eller andet end sig selv som aktør i snæver forstand.
Der er ikke nogen politisk instans, der kan tage ansvaret for hele det moderne samfunds samlede adfærd.
Der er heller ikke nogen instans, der repræsentere det globale økonomiske system, eller som kan indføre hensynet til helheden i økonomiens delrationaliteter.
Så selv om der findes masser af foruroligende og saglige optegnelser over de akkumulerede effekter ved det moderne samfunds samlede indflydelse på sine livsbetingelser, f.eks. i FN regi, hvor de førende kapaciteter inden for klimaforskning er sat sammen, for at beskrive udviklingen på klimaområdet, så har det ikke været muligt at forpligte de mange politiske og økonomiske aktører til at ændre på den adfærd, som truer med samlet at negere deres respektive delrationaliteter.
De restriktioner som bør indføres over for dem, der hver især bidrager til den truende udvikling, kan ikke komme fra dem som skaber den truende udvikling, for ingen af de bidragende aktører kan isoleret tilskrive sig og andre ansvaret alene. Alle er således kun forpligtet på sin egen rationalitet, de mål der gælder snæver for hver enkelt aktør på markedet eller i det politiske system.
Ingen kan forpligtes på ansvaret for helheden, med mindre der allerede er skabt gensidigt forpligtende beslutninger i et overordnet organ. Alle kan fortsætte med at dække sig under, at de ikke alene kan tage ansvaret for helheden, og med undskyldningen om, at hvis de ikke selv benytter sig af de fordele, der viser sig af muligheder, så gør nogle andre det, og resultatet bliver den samme for helheden.
Alle kan i demokratiets og markedets navn fraskrive sig ansvaret for helheden; dække sig under henvisningen til hvad de andre gør.
Forudsætningen, for at man kan ændre den truende adfærd i demokratisk og liberal forstand, er derfor, at man allerede har ændret adfærd.
Forudsætningen, for at komme til løsningen på problemet i den truende adfærd, er at man allerede er kommet til løsningen. Demokratiet er sammen med markedet den perfekte ansvarsforflygtigende mekanisme. Alle er uskyldige under henvisning til de andre. Alle er fritstillet til at benytte sig af muligheden for at smadre forudsætningerne for sig selv og hinanden, under henvisning til, at det gør alle andre.
I mellemtiden kan kulturskribenterne i massemedierne så underholde med dommedagsprofetier og pop. Det skæpper alt sammen i kassen.