I den europæiske integrations historie har der altid eksisteret et spændingsforhold mellem at sikre sociale standarder og samtidigt opbygge det indre marked.
På den ene side stipulerer EU i de grundlæggende traktater, at medlemsstaterne efterstræber at beskytte de eksisterende arbejdsforhold. På den anden side, antyder EU-domstolens praksis og EU-Kommissionens udtalelser i forhold til den såkaldte Laval-sag at arbejdsgiverne ikke blot har mulighed for at ansætte folk fra andre lande med dårligere arbejds- og lønvilkår, men at fagforeningernes muligheder for at imødegå denne udvikling ved hjælp af konfliktretten er blevet sat ud af spil.
EU systemet er bygget op omkring ‘fire friheder’; den frie bevægelighed af arbejdskraft, kapital, varer og serviceydelser. Arbejdskraftens fri bevægelighed, har imidlertid siden Romtraktaten, været underlagt betingelser med den hensigt at beskytte indenlandske arbejdsforhold i de enkelte medlemslande. Arbejdskraftens fri bevægelighed er underlagt et mål om at forbedre arbejdsforholdene i EU. Det er et princip i EU at arbejdstagere som er statsborgere i et andet EU-land skal ansættes på samme løn og arbejdsvilkår som landets øvrige arbejdstagere.
Skarp kontrast
Dette er også kendetegnet for den seneste reform-traktat, der blev underskrevet i december sidste år, hvor der lægges vægt på at EU sigter mod blandt andet at skabe “fuld beskæftigelse og sociale fremskridt” og endvidere at EU kæmper for ‘social retfærdighed’ og at EU “fremmer økonomisk, social og territoriel samhørighed og solidaritet mellem medlemsstaterne”. Disse principper om social retfærdighed beskrives i Direktiv 96/71 om udstationeret arbejdskraft. Dette direktiv fastslår i dets artikel 3, at udenlandsk arbejdskraft skal ansættes på samme løn og arbejdsvilkår som er gældende i det land, hvori de arbejder. Det fastslås i denne artikel at kollektive aftaler mellem arbejdsmarkedets parter har samme status som en lovbestemt mindsteløn.
Disse principper står dog i skarp kontrast til de kendelser EF-Domstolen for nylig har afsagt. I december 2007 afsagde EF-Domstolen sin kendelse i Laval-sagen. Det lettiske byggefirma Laval, der opererede i Sverige fra 2001 i under navnet L&P Baltic Bygg, fik til opgave at ombygge en skole i Vaxholm uden for Stockholm. Den svenske Fagforening Byggnads krævede, at Laval skulle indgå overenskomst, fordi den ville opretholde det generelle lønniveau for bygge- og anlægsarbejde i Stockholmsområdet. Lønniveauet lå på daværende tidspunkt på 145 svenske kroner pr. arbejdstime, mod de 109 svenske kroner, der er blevet fastsat ved de kollektive aftaler. Byggnads fremførte, at en lavere løn end 145 svenske kroner pr. time ville medføre at lønnen i Stockholmsområdet ville blive undermineret. Laval indvilligede i at forhandle, men forhandlingerne afsluttedes ikke, da Laval midt under dem indgik aftale med den lettiske fagbevægelse, som har et lavere lønniveau end i Sverige. Derefter tog Byggnads kampskridt den 2 november 2004, som i første omgang omfattede en blokade af Laval på byggepladsen i Vaxholm. Efterfølgende i december 2004 og 2005 medførte en række sympatikonflikter til støtte for Byggnads, at Laval opgav sine operationer på det svenske marked.
Domstolen
Efter at den svenske fagbevægelse tvang Laval til at opgive deres position på det svenske marked, anlagde Laval en retssag mod Byggnads og de andre involverede fagbevægelser ved Arbetsdomstolen. Laval hævdede, at Byggnads blokade var ulovlig, da den hindrede den fri udveksling af tjenesteydelser inden for EU. Da retssagen i sin essens omhandlede udstationeret arbejdskraft, valgte Arbetsdomstolen at rette henvendelse til EF-Domstolen, som afgav sin kendelse i sagen i 2007.
I kendelsen slog EF-Domstolen fast, at retten til konflikt ikke må have den effekt at skade udenlandske virksomheders mulighed for at etablere sig i et medlemsland, også selv om virksomheden har udenlandske ansatte til lavere standarder end de, der er i effekt i det pågældende område. Domstolen anerkender at retten til at iværksætte kollektive kampskridt er en grundlæggende rettighed, men at denne rettighed kan virke som en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser. En hindring af den frie udveksling af tjenesteydelser kan ifølge EF-Domstolen kun berettiges grundet en bekymring over social dumpning. Domstolen fastslog, at de kampskridt, som Byggnads tog, ikke kunne begrundes ved at henføre til et formål om at hindre social dumpning. Domstolen påstår, at det ikke er muligt for udenlandske virksomheder at få klarhed over, hvilke forhold der gælder i forhold til mindsteløn, fordi disse forhold først ordnes gennem hvad domstolen kalder for “tidsubegrænsede forhandlinger” med fagbevægelsen på det sted hvor virksomheden har planlagt at operere. Derfor var EF-Domstolen af den opfattelse, at de kollektive kampskridt ikke kunne legitimeres, fordi det ville underminere den frie udveksling af tjenesteydelser, og er derfor en der vægter det indre marked højere end at opretholde sociale standarder.
EU-systemet er dermed tvetydigt i spørgsmålet om beskyttelse af arbejds- og lønforhold i medlemslandende. For det første var det vel en art af social dumpning at tilbyde arbejde under det gældende lønniveau i Stockholmsområdet, som går imod målet om territoriel samhørighed. For det andet er det vel imod målet om at bevare de gældende arbejds- og lønforhold i Sverige, at Laval indgår overenskomst med den lettiske fagbevægelse, der på ingen måde er repræsentant for svenske løn- og arbejdsforhold. For det tredje kan en udenlandsk virksomhed vel rette henvendelse til de lokale fagbevægelser med en forespørgsel om det gældende lønniveau før man ønsker at etablere virksomhed. For det fjerde underminerer domstolen vel på en måde den skandinaviske model ved at fratage fagbevægelsen retten til konflikt med udenlandske virksomheder, der opererer til lavere standarder end de gældende. I så fald virker kendelsen fra EF-Domstolen direkte imod de principper om beskyttelse af lokale arbejdsvilkår som er både kernen i den nye reform traktat og direktivet om udstationeret arbejdskraft.
Taler imod eget princip
Men EF-domstolen er ikke den eneste, der er forvirret i EU. Allerede før afgørelsen slog kommissær for det indre marked Charlie McCreevy fast, at Kommissionen støttede det lettiske firma Laval i sagen mod den svenske arbejderbevægelse. Kommissionen taler med andre ord eksplicit imod EU’s egne principper om at skabe “sociale fremskridt” og virke mod social dumpning. Samlet set virker det, som om kræfterne i EU, der ønsker at favorisere det frie marked, er langt stærkere end dem, som vil højne eller bevare eksisterende sociale standarder. Ønsket om at højne solidariteten mellem medlemslandene skaber ikke social dumpning, i hvert fald ikke hvis man spiller arbejdstagere fra forskellige lande ud mod hinanden i direkte konkurrence. Målet om “social samhørighed” modvirkes også af denne afgørelse, da en forringelse af løn og arbejdsforhold, virker til at underminere den sociale sammenhængskraft i de enkelte medlemslande, hvor overenskomster og retten til konflikt udgør en central del af velfærdssamfundet.
Caroline de la Porte er lektor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet, og Michael Kuur Sørensen er ph.d.-Stipendiat ved European University Institute Firenze
Kommentarer