Ja, Ruslands præsident Vladimir Putin fik sin arving valgt, selv om de endelige resultater endnu ikke er kendt. De første exitpolls viser, at arvingen fik knap 70 procent af stemmerne, mens hans nærmeste modkandidat, kommunisten Gennadij Sjuganov, måtte nøjes med 15 procent.
Der var på intet tidspunkt tvivl om udfaldet, alt var forudbestemt, ingen var i tvivl om, at Vladimir Putins kandidat ville vinde i kraft af præsidentens store popularitet og magt over statsapparatet.
Og nej, det var ikke tale om et frit demokratisk valg, i og med at Putin og Dmitrij Medvedev kastede hele statsapparatet, de store virksomheder og de elektroniske medier ind bag valget af Dmitrij Medvedev. Og, ja, det er noget skidt. Noget rigtigt møg for demokrati, menneskerettigheder og frihed.
Der har været mere end rigeligt med grunde til at kritisere Putin - benhård krig imod oprøret i Tjetjenien, begrænsninger af de demokratiske valg i provinserne, grov og benhård udenrigspolitik, især over for USA, benhård kamp imod de stenrige oligarker og deres mediemonopoler, nultolerance over for kritikere, en hård linje overfor nabolandene, de tidligere sovjetrepublikker Georgien, Ukraine, Moldova, og Baltikum.
Vi i Vesten kunne i allerhøjeste grad ønske os en demokratisk fornyelse i Kreml, en demokratisk valgt tsar a la Obama i USA, men det fik vi ikke, for det er ikke på dagsordenen i Rusland.
Russerne har andet at tænke på. Dagen og vejen. Brød på bordet. Vodka til. Frihed til at se verden, rejse, give børnene en ordentlig uddannelse, få god behandling på sygehuset, tale med udlændinge, retten til at sige, at Putin er en skiderik. Og meget af det har de fået under samme Putin på trods af alle minusserne.
Valget i Rusland var ikke et demokratisk valg i normal vestlig forstand. Der var ikke lige adgang til medierne, der var ikke muligheder nok for alle mulige og ikke mulige oppositionelle, medierne har priset og kåret Medvedev på forhånd og der var ikke lige betingelser for finansiering. Men det store paradoks, som er så uforståeligt for os vesteuropæere, er, at folk i Verdens største land giver fanden i vores opfattelse af demokrati og i stedet elsker deres Putin og dermed deres Medvedev.
Ordet 'demokrati' er i Rusland et bandeord, som russerne forbinder med det økonomiske sammenbrud i 1998, oligarkernes gigantiske røveri af statens værdier, korruption, politiovergreb og bureaukraternes frihed til at regere og kræve bestikkelse. 'Socialisme' og 'kommunisme' er for mange enten en fjern fortid med vage anelser om myrderier, fangelejre og køer efter mælk, eller drømme om ungdommens kærlighedsaffærer, verdensherredømme, kontrol over de nærmeste naboer, og erobring af kosmos.
Hvorfor stemmer russerne på en af Putin udpeget efterfølger, som ingen kender, som ikke har deltaget i valgdebatter, som ikke har fremlagt et egentligt program?
Fordi Putin har skabt en form for stabilitet og økonomisk fremgang og optimisme. Og Medvedev, Putins mand, giver den almindelige russer en vis tro på, at det her vil fortsætte. Han er ifølge de fleste russere et godt valg. Han er ung, veluddannet, ikke krigerisk, vestlig indstillet, satser ikke blot i ord, men også i gerning som vicepremierminister på at forbedre de sociale forhold i landet. Han har haft ansvaret for at bruge milliarder af oliedollar på de såkaldte 'nationale projekter', som har ført til en klar forbedring af situationen i de russiske skoler og på hospitalerne, pensionerne er steget betydeligt, og han har satset hårdt på at løse et af landets allervigtigste problemer - demografien, som betyder, at befolkningstallet er faldet med adskillige millioner på ganske få år.
Medvedev vil efter sigende i den kommende tid være i lommen på Putin og hans regernde klan i Kreml med gruppen af sikkerhedsfolk, Siloviki, på den ene side og liberale jurister og økonomer fra Petersborg på den anden.
Men trods de blide øjne og den bløde, venlige stil, så er der næppe tvivl om, at Medvedev inden længe vil forsøge at kræve sin ret til at bestemme uafhængigt af Putin. Da Putin kom til magten, blev han også betragtet som en ren dukke, der blev styret af Jeltsin. Det holdt ikke længe. Og det samme vil formentlig gøre sig gældende for Medvedev, som næppe i længden vil acceptere rollen som Putins marionet.
Medvedev vil formetlig ret hurtigt overlade de sociale problemer til andre og selv begynde at indtage rollen som landets ansigt udadtil. Og det er et noget mere sympatisk ansigt, end Putins grå og forstenede KGB-ansigt.
I virkeligheden lover det netop overståede kontrollerede valg godt for det fremtidige samarbejde mellem Vesten og Rusland. Og 90 procent af russerne er ligelade med, at de har deltaget i et af toppen kontrolleret valg, bare de får fred, mad og frihed til at gøre lige, hvad fanden de vil. Og det har de fået.
