'USS COLE' LIGGER sammen med to andre amerikanske flådefartøjer for anker ud for den libanesiske kyst. Det har de gjort en lille uge, og de ligger, så man tydeligt kan se dem fra Cornichen, strandpromenaden i hovedstaden Beirut. Det er meningen med det hele, for skibenes tilstedeværelse skal være et synligt tegn på, at USA bekymrer sig om den stabilitet, præsident George W. Bush selv mener at bidrage til at opretholde i Libanon som en del af sin mellemøstpolitik.
Sagen er blot, at libaneserne inde på den konflikthærgede landjord ser helt anderledes på tingene. De ved nemlig godt, hvad amerikanske flådefartøjer i horisonten også kan betyde. De fleste husker, da 'USS New Jersey' i september 1983 åbnede ild mod drusiske stillinger i Shouf-bjergene oven for Beirut, hvilket udløste det dramatiske bombeangreb mod den amerikanske militærforlægning i byen og endnu mere kaos i borgerkrigen. For libaneserne er skibene en provokation og en påmindelse om, at borgerkrigen igen lurer lige om hjørnet.
ET ANDET BEKYMRENDE TEGN er Saudi-Arabiens opfordring til sine statsborgere om at forlade Libanon. Den ydre årsag til dette skridt er ganske vist trusler mod landets ambassade i Beirut, men saudierne har altså vurderet, at dette ikke er nogen isoleret episode, men at situationen i Libanon nu har taget en retning, så denne trussel når som helst kan blive til blodig virkelighed. Et af de centrale punkter i den stadig dybere libanesiske krise er landets manglende evne til at vælge en ny præsident. Regeringskoalitionen, der samler sig omkring Saad Hariri og dennes parti, Fremtiden, og oppositionen med det shiamuslimske Hizbollah i centrum kan ikke blive enige om nogen kompromiskandidat, og alle hidtidige mæglingsforsøg har sigtet på at få skabt ny national samling ved at få dette problem løst.
Dette forhold har blotlagt en lang række øvrige indre modsætninger mellem Libanons mange etniske og religiøse grupper. Der blev opbygget en vis balance mellem disse ved Taif-aftalen, der i 1990 satte punktum for borgerkrigen, men den anses nu for at være forældet, fordi de etniske størrelsesforhold siden da har forskubbet sig. Mange vil have lavet aftalen om, mens andre klamrer sig til den, og fordi Libanon samtidig er en brik i mange internationale magtspil med amerikanere, syrere, israelere og iranere som nogle af aktørerne, er landet ikke uden grund en jungle af konflikter og interesser.
Lige nu er flere mæglere ved at opgive ævred. Generalsekretæren for Den Arabiske Liga, Amr Moussa, rejste for en uge siden fra Libanon med en bemærkning om, at nu havde han gjort, hvad han kunne, og samme signaler kommer fra flere andre. Da Libanons økonomi samtidig er ved at brase sammen, og den interne bitterhed resulterer i stadig hyppigere sammenstød, kan selv den mindste gnist nu antænde hele krudttønden. Skal libaneserne derfor forskånes for en ny borgerkrig, må nogen hurtigt bede de amerikanske skibe om at sejle bort igen, mens en massiv diplomatisk offensiv må sættes ind for at hjælpe landet på ret køl igen. For libaneserne kan ikke længere selv. faf
