Ruinbyen der engang tilhørte al-Qaeda

AL KIDR - “I december boede her ikke en sjæl. Da jeg kom herop, var det eneste levende væsen, jeg mødte, en trebenet hund”.

Det er ikke svært at tro på den amerikanske kaptajns udsagn. Der ligger praktisk talt ikke to sten oven på hinanden i den lille by nær Eufrats østlige bred. Bortset fra et par hytter, hvorfra tilbagevendte landsbybeboere banker ruinernes mursten fri for mørtel, så husene kan genopføres, og en skole, der på forunderlig vis har fået lov at stå stort set uberørt, er Kidr vitterlig en bunke brokker. Et par mure står og hælder, og fra den største bunke brokker markerer en gruppe grønne og sorte flag, hvor der engang stod en shiitisk helligdom, martyren Hussein engang overnattede i.

Men byens symbolske overhoved, sheikh Jaffar Hussein Dundin al Massudi, smiler alligevel.

“Om et par måneder vil det her igen ligne en by, og om et par uger vil alle familier være tilbage i Kidr, insh Allah,” siger den nogle og tresårige stammeleder.

Al-Qaeda-land

Kidr og de omkringliggende landsbyer er et af de områder i Irak, som på trods af knap fem års besættelse har været uden for koalitionsstyrkernes kontrol. For knap to år siden rykkede en gruppe fremmede al-Qaeda-oprørere ind i området og afskar hurtigt det fattige og isolerede landområde med vejsidebomber på de få veje ind i området og bemandede poster, som afskar amerikanske styrker fra at komme der. Fra Kidr angreb de konvojer på den vigtige landevej fra Bagdad og mod Karbala - og underlagde sig ellers den lokale befolkning.

“De kom fra Bagdad og andre byer og begyndte at belære folk om religion,” forklarer sheikh Jaffer på en af bænkene i den tomme skole.

“Da de kom, havde det irakiske militær et checkpoint her i byen, men det blev sprængt i luften, og efter det turde de ikke komme tilbage. Ret hurtigt begyndte de at dræbe folk, der arbejdede for regeringen og koalitionsstyrkerne. De stoppede alle folk, der kom igennem, og hvis de arbejdede for regeringen, blev de slået ihjel. Folk filtrerede igennem her for at kunne angribe de amerikanske styrker, og de besluttede, at det skulle være et sharia-område,” fortæller han og remser massakrerne op i de omkringliggende byer, 10 i den ene landsby, otte i den anden. En, der forsvandt her, en der forsvandt der.

“Folk turde ikke kæmpe imod dem, de var for stærke, og hvis folk gjorde, blev de slået ihjel. De tog vores fiskefarme for at tjene penge på dem, og dem som ikke adlød dem, blev taget derud og myrdet. Jeg mistede selv ni medlemmer af min stamme. Vi er shiaer, så de var i særlig høj grad ude efter os. Men alle folk samarbejdede med dem - også min stamme, selvom vores folk blev dræbt. Al- Qaeda har penge, og du har ikke noget valg”.

På tværs af religion

Modviljen mod at samarbejde var alligevel værst i Kidr, hvor sundhedsklinikken var det første, der blev sprunget i luften efter politistationen. Derefter røg et par butikker og moskeerne - først en shia-moske og derefter sunni-moskeen. Da al-Qaeda til sidst anbragte seks sprængladninger i byens shia-helligdom og sprængte den i luften, flygtede sheikh Jaffer og det af hans stamme, som var tilbage fra byen, og egnens syv stammer sluttede sig omsider sammen om at kæmpe mod de fremmede militser.

En kamp, der efter en del dræbte endte med, at koalitionsstyrkerne i december rykkede ind i området og i løbet af et par uger enten dræbte oprørerne eller jog dem på flugt.

“Vi prøver på at lægge fortiden bag os og binde bånd imellem stammerne - at hjælpe de andre,” siger sheikh Jaffer. “Alle ved, at vi skal leve sammen. Det har vi gjort før, og det kan vi gøre igen i fremtiden. Religion spiller ingen rolle for det”.

I dag sørger en fremskudt base med amerikanske styrker i resterne af en gammel al-Qaeda-bastion for, at oprørerne ikke vender tilbage, mens soldaterne finder gamle våbenlagre, tunnelsystemer og vejsidebomber og sprænger dem i luften.

Den amerikanske troppeopnormering har næsten fordoblet antallet af koalitionsstyrker i regionen og har sammen med styrkelsen af de irakiske sikkerhedsstyrker og civile militser gjort det muligt at opnå en slags kontrol med områder som Kidr, der hidtil har været under oprørsmilitsernes kontrol.

Men øvelsen er mere kompliceret end som så, for selvom de fleste irakere til enhver tid vil hævde, at bagmændene bag de forfærdelige overgreb er fremmede, er sandheden lidt mere speget end som så.

Amerikansk patrulje

En amerikansk patrulje kører rundt i det berygtede marsk-område, som huser egnens i dag stort set udtørrede fiskedamme, hvor de lokale stadig ikke tør komme. Indimellem passerer patruljen ødelagte ruiner og forsømte marker og indimellem velholdte huse og grønne marker.

Og det er der som regel en årsag til, konstaterer lederen af den fremskudte base, kaptajn Hart, da patruljen passerer en grøn mark, hvor to halvvoksne drenge trækker et æsel afsted.

“Jeg var lige ved at arrestere sønnen dernede. Han var temmelig kraftigt indblandet i al-Qaeda. Men jeg gjorde det ikke,” siger han.

“Alle her har en historie. Spørgsmålet er, hvor langt man vil gå for at hele sårene. Det er svært at sige, hvornår folk er al-Qaeda, og hvornår de bare er medløbere. Tingene er ikke sorte og hvide, og det er noget, vi har måtte lære,” konstaterer kaptajnen, der er en lidt stille mand i starten af trediverne.

Han lytter opmærksomt og venligt til stammelederne og synes at have et godt forhold til dem.

Gode og slette folk

Vi drejer ind og besøger en af områdets andre sheikher, der er en af de vigtigste mænd i egnens største stamme, janabierne. På gårdspladsen hos sheikh Kahem al Janabi tripper en fem-seks unge mænd rundt med AK47-rifler slængt over skuldrene, mens familieoverhovedet selv sidder på en plastikstol bag et dække af sandsække. Sunni-sheikhen byder entusiastisk velkommen og får sønnerne til at hente drikkevarer til gæsterne, mens han selv genkalder sig perioden, da området var kontrolleret af militserne.

“Vi var bange for dem. Vi blev i vores huse hele tiden. De sagde til fire af mine fætre, at de skulle slutte sig til dem. Da de nægtede, tog de dem ud til fiskefarmene og slog dem ihjel,” fortæller han, mens forårssolen skinner lavt over træerne.

“Vi kunne ikke gøre noget, for vi havde ingen støtte. Men vi har ingenting imod shiaerne. Der er gode folk, og der er slette folk, og det gør ingen forskel, hvad folk tror på. Og der var folk, der sluttede sig til dem, men kun fordi de ikke havde noget valg. Ingen i min stamme troede på al-Qaedas idéer,” siger sheikhen og afviser, at gruppen igen kunne vende tilbage til egnen i kraft af de lokale bevæbnede civile grupper, de såkaldte Awakening-grupper, som blev dannet for at holde orden på egnen, som de er blevet det over det meste af Irak.

“I dag har vi dannet vores egne grupper, og de skal nok holde dem væk. Folk er trætte af vold,” siger sunni-lederen.

- Og du er ikke bange for, at grupperne bliver infiltreret af oprørerne?

“Ikke i mit område. Det vil jeg ikke tillade”.

Da patruljen kører tilbage mod basen, vender den amerikanske kaptajn sig om i den trange Humvee-vogn og konstaterer stille:

“Du må ikke tro på noget af, hvad han siger. De var al Qaeda, mange af dem, og de blev ikke tvunget til det.”

- Og de civile grupper, er de infiltreret?

“Det er de helt sikkert. Oprørerne ved alt, hvad vi gør. Den eneste forskel er, at før var de aktive, og nu er de passive. Og så længe de kan se, at det går bedre end før, vil de fortsætte med at være det. Men kun så længe”.

Læs flere beretninger fra Irak på Tobias Havmands blog I_Irak på luftskibet.information.dk/i_irak