Interessen for historien om Blekingegadebanden synes at være grænseløs. Flere bøger, en film, en tv-serie og et utal af artikler, og selv om ingen har patent på historiske begivenheder, så er der ingen tvivl om, at alle disse projekter er direkte udløbere af én mands succes, nemlig Peter Øvig Knudsens. Havde han ikke skrevet sit kæmpeværk om banden og solgt tusindvis af eksemplarer, så havde Zentropa næppe kastet sig over et filmprojekt.
Det skal man have for øje, når Peter Aalbæk Jensen beskylder Peter Øvig Knudsen for at være blevet grådig og rethaverisk. Han kommer til at tjene penge på en hype, som netop Peter Øvig Knudsen er årsag til.
Det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at Peter Øvig Knudsen har ejerskab over alt, hvad der i fremtiden produceres om banden, men man kan ikke fortænke ham i, at han vil undersøge, hvordan hans rettigheder behandles i forbindelse med Zentropas film.
Et projekt, han selv har været en del af, indtil parterne blev uenige. Hvordan er flere års arbejde beskyttet, når materialet er fælleseje? Peter Øvig Knudsens tilgang til stoffet er enestående og hans egen, og hvis hans eneste bedrift havde været at lægge kildematerialet frem, så havde ingen læst bøgerne.
Peter Øvig Knudsens succes bliver et problem for ham i denne sammenhæng – Peter Aalbæk Jensen spiller dygtigt på danskernes afsky for rige menneskers grådighed.
Havde forargelsen mon været den samme, hvis Øvig ikke kørte rundt i en Jaguar. Har han ikke tjent penge nok? Vundet priser nok? Men rent principielt ændrer Øvigs formue ikke på hans rettigheder.
Sagen er speget, fordi forfatterens eget arbejde med kildematerialet ikke er uproblematisk. Han anvender ikke den konventionelle form for kildehenvisning.
Han bruger en hjemmeside. Endda en hjemmeside, der ikke er ordentligt opdateret. Det er en lemfældig omgang med begrebet dokumentarisme, der begrænser forfatterens egne muligheder: Hvordan kan han afkræve andre at leve op til regler om omgang med kilder, som han ikke selv lever op til? Filmen knækker så at sige for Peter Øvig Knudsen, når han med en fornærmet undertone i dagens avis erklærer, at han nu vil lave den kildeliste, hvis han ellers kunne få arbejdsro.
Den kildeliste skulle have været offentliggjort samme dag, bøgerne udkom. Deres troværdighed er ikke baseret på hans personlige autoritet, men på et imponerende stykke researcharbejde, og han burde lægge sine kilder frem og signalere, at påstanden »alt kan føres tilbage til en kilde« ikke er et tomt løfte, men en reel mulighed.
En kildeliste er ikke en special feature. Det er et retfærdigt krav, man stiller til forfattere, der påberåber sig objektivitet og dokumentarisme i deres arbejde med historisk materiale. Fakta forpligter på en måde, som fiktion ikke gør det.
Men når fiktionen trækker på fakta, så må også Peter Aalbæk Jensen sørge for at de rette får del af den der kage, han taler så meget om.
