En talende automat har sat sig som en tung matrone på kønsdebatten. Den jamrer uafbrudt det samme traurige budskab. Kvinder og kvindelighed er undertrykt af mænd og mandighed, jamrer den. Ganske vist har talløse kvinder utrætteligt kæmpet sig frem til små forbedringer, kvinder er altså ikke blot ofre, de er tapre ofre.
“Den jamrende automat og dens forudsigelige remser stortrives på universiteterne, i kvindeorganisationer, i medierne og i det politiske liv,” forklarer professor i sociologi ved Københavns Universitet og forfatter til bogen Kvinder og Mænd, Henning Bech.
“Når journalister skal have en udtalelse om køn, ringer de altid til den automatiske telefonsvarer på RUC, og frem toner kønsforsker Kenneth Reinickes beroligende anklager om kvinders evige undertrykthed og mænds evige vold.”
I hele kønsdebatten ligger det mellem linjerne, at kvinderne altid er ofrene. Til trods for mændenes massive dominans i statistikker over depressioner, selvmord, alkoholisme, indsatte og hjemløse, og selv om de fleste beslutninger i hjemmet bliver taget af kvinderne, har man på forhånd besluttet sig for en ramme at fortolke kønsundersøgelser ind i.
“Når undersøgelser viser, at mænd udfører stadig mere arbejde i hjemmet, er det bevis på stigende kvindeundertrykkelse, fordi mændene altid kun laver de sjove ting. Såsom at støvsuge bilen eller reparere afløbet, må man formode,” siger professor Henning Bech og fortsætter eksemplerne.
“Når kvinder stadig tager mest barselsorlov, er det fordi de ikke kan drive mændene til det - aldrig fordi kvinderne ikke selv vil opgive den søde modermagt. Når der er prostitution, ja så er det, fordi mænd tror, de har ret til udløsning og til at udnytte kvinder. Derimod er det aldrig, fordi nogle kvinder synes det er nemmere og sjovere at tjene mange penge på sex, frem for at stå på en filetfabrik. Og aldrig fordi en del andre kvinder måske er ganske seksualforskrækkede og ikke tør eksperimentere med kroppenes mangfoldige muligheder for lyst.”
Men denne skævvridning er ikke feminismens skyld, mener Henning Bech. Tværtimod er de fleste feministiske grupper meget realistiske og fornuftige, men problemet ligger hos dem, der råber højst.
“Det er uheldigt, at’feminisme’ nu er blevet synonymt med moralisme, for det er kun nogle feminismer, der er moralistiske. Til gengæld er det dem, der nemmest fungerer som automat, så man er fri for at tænke selv. Og det er dem, der larmer så voldsomt - hør bare skrigene fra 8. marts,” siger Henning Bech.
“Der er forskel på moralisme og moral. Moralisme er ideen om, at alles adfærd og tanker skal reguleres i detaljer, og at der skal være en stor magtinstans bag. Før var det kirken eller staten, nu er det bestemte udgaver af feminismen. Derfor er det også fuldt ud passende at kalde denne form for feminisme for moralistisk.”
Skoler i for små sko
Ikke alene jamrer den dominerende feminisme. Den kan også slå fra sig. Da den forhenværende rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet Lars-Henrik Schmidt for et par år siden blev kåret som Årets Pikhoved fik han sit hus oversprøjtet med maling.
“En ren terrorhandling,” siger han med et spor af ironi i stemmen, men er dog stadig meget påpasselig med at udtale sig om kønsforskelle.
“De bliver bare så sure,” og derfor afstår Lars-Henrik Schmidt, der i dag er professor for pædagogik og filosofi ved Aarhus Universitet, helt fra at tale om andet end danskere med små og store skostørrelser.
Pikhoved-titlen blev tildelt for professorens udtalelser om pigelige skoler i Danmark. De tilgodeså ikke maskuline værdier og var alt for snakkesalige, mente Lars-Henrik Schmidt og sammenlignede folkeskolen med et prøverum i en tøjforretning. Han efterlyste en forestilling om, at verden også kan være kantet og hård, og at ikke alt kan diskuteres. Det står han stadig ved.
“Ligegyldigt hvordan du vender og drejer det, er vores uddannelsessystem ikke undertrykkende for dem med de mindre sko. Tværtimod er der en klar korrelation mellem små skostørrelser og muligheden for at præstere i uddannelsessystemet. Ikke kun i folkeskolen, men gennem hele uddannelsesforløbet,” siger Lars-Henrik Schmidt.
Han glæder sig dog over, at uddannelsessystemet har ændret sig, siden han startede, så man i dag ikke blot tilgodeser de klassiske maskuline dyder som den rene forskning, og at der ikke længere tale om nogen old boysklub, der holder kvinderne - eller de med de mindre sko - væk fra toppen .
“Jeg mener virkelig, det har ændret sig radikalt i løbet af årene. På Danmarks Pædagogiske Universitet var der ingen områder, der havde problemer med kønsfordelingen, og generelt mener jeg ikke, de med de mindre skostørrelser på nogen måder skal føle sig forbigået.”
Ifølge Lars-Henrik Schmidt nytter det ikke at lade som om, der ikke er forskel på kønnene, og derfor er det vigtig at være opmærksom på, hvilken retning man trækker uddannelsessystemet.
“Vi er kønnede væsner, og det kan du ikke gøre noget ved. Mennesket - det transcendentale subjekt - har ikke noget køn. Men det antropologiske og empiriske menneske, må vi konstatere, har et køn og har haft en barndom. Og hvor foregår diskussionen af uddannelsessystemet? På det abstrakte menneskes præmisser eller det konkrete menneskes præmisser?” spørger han og svarer selv.
“De to ting bliver alt for ofte blandet sammen. Vi bliver alle sammen født lige og har også lige rettigheder, men det betyder ikke at vores vilkår er lige.”
Fronterne har ændret sig radikalt siden kvindekampen virkelig satte i gang, så for Lars-Henrik Schmidt giver den 8. marts knapt mening i dag.
“Den måde man tidligere har tænkt kvindekampen på er pensioneret. Fronterne er blødere og mere usynlige, så man må jo stille sig selv spørgsmålet: Er der virkelig brug for en 8. marts, eller er det dybt forældet?”
Fissen har magten
Den kvindelige dominans kan også mærkes i populærpsykologien. I sidste uges udgave af ugebladet ALT for damerne kunne man under overskriften “Kvinde - giv din mand plads” læse, hvordan man måske skulle give sin ægtefælle lidt line. Det ville oven i købet have den heldig bivirkning, at “din mand bliver gladere og føler sig mere værdifuld”. Artiklen var flankeret af en lille guide, hvor man blandt andet kunne læse, at hvis manden helt undtagelsesvist havde støvsuget, skulle man lade være at kommentere de nullermænd, han havde overset og i stedet rose initiativet. Hvis han gav børnene tøj på, skulle man acceptere at “koboltblå og lilla godt kan være pænt sammen”. Og hvis han gik i gang med at lave mad, bør man “gå ud af køkkenet og lade ham stege frikadellerne på sin måde”.
Manden er under pres, og han skriger på hjælp. Spørg bare terapeuter som sexologen Joan Ørting eller parterapeuten Carl-Mar Møller: “Jeg har siddet her oppe på min flade røv i 25 år med min praksis, men de senere år er det gået helt amok,” siger Carl-Mar Møller, der med sloganet Pik er Gud og fissen har magten har været et yndet tilflugtssted for mænd, der havde det svært i kønsrollerne. Og det er blevet meget værre, mener Carl-Mar Møller, der har sin egen forklaring på, hvordan det er gået så galt.
“Kvinden mobber manden. Kritiserer ham. Afviser ham og brokker sig. Hun mener altid, at hun har ret i børneopdragelse - både derhjemme og i institutionen - og manden har ingenting at skulle have sagt.”
Og det gør han heller ikke.
“På grund af fraværet af denne mand er mændene blevet feminiseret gennem hele deres liv, og det er et stort problem, at der ikke er flere mandlige pædagoger i institutionerne. Manden får en underudviklet maskulin side, og kvinderne spørger til gengæld - hvor er manden henne? Det er en klar undertrykkelse af mandens naturlige udvikling.”
Feminiseringen har ifølge Carl-Mar Møller tvunget manden ned i nogle stereotype mandekoder, som han ikke føler sig hjemme i. Carl-Mar Møller arrangerer selv events med øksekast, nøgenhed, slåskampe og mudder, men alle disse’drengerøvslege’ er kun for sjov. Hvis man skal udvikle sig som mand, må man søge indad, mener Carl-Mar Møller.
“Man må aldrig presse sig selv ned i nogle underlige koder, man måske ikke engang selv tror på. Det er en klar blindgyde og mindst lige så undertrykkende som feminiseringen,” mener Carl-Mar Møller.
Glem undertrykkelsen
På forskningsniveau er der heller ikke nogen skråsikkerhed omkring entydige kønnede positioner i dag. Steen Baagøe Nielsen er kønsforsker på Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning, RUC, og formand for netværket for maskulnitetsforskning, Nemm.dk. For ham at se, kan den gamle snak om kønsroller hurtigt spærre i forhold til at for øje på de magtrelationer, der opererer mellem kønnene på alle mulige niveauer.
”Magtrelationerne er i dag meget mere komplekse end det var tilfældet da kvindekampen var på sit højeste. Så det er alt for enkelt at tale om ét undertrykt køn. Det givi er ikke meget mening at tale om at Manden undertrykker Kvinden - eller omvendt, i hvert fald hvis vi taler om den generelle situationen i Danmark,” siger Steen Baagøe Nielsen.
”Man må tale om de steder i samfundet, hvor mænd generelt har magt og her kan man forsat se at samfundet har patriarkalske træk, men derfra til at tale om mænds generelle undertrykkelse af kvinder: Det mener jeg er dybt forfejlet.”
Den centrale erkendelse man må gøre sig i dag er, at der ikke er ét kønshierarki, der betyder at mænd automatisk tildeles mere magt. Men det udelukker ikke, at køn stadig sætter sig igennem, forklarer Steen Baagøe Nielsen. Der findes fortsat mange konventioner og stereotyper omkring køn, der kan opleves undertrykkende for nogle mænd.
”Så mænds adgang til magt i den ende, kan medføre diskrimination af mænd i den anden ende. På den ene side skal vi væk fra opfattelsen af et meget enkelt hierarki og på den anden side må vi forholde os til at køn fortsat har organiserende betydning for vores tanker og handlinger. Men vi må forstå magtrelationerne deres forskelligartede kobling til kønnet i deres konkrete sammenhæng,” siger Steen Baagøe Nielsen.
De gamle fastlåste koder og ‘kønsroller’ er altså under totalopløsning og det efterlader kønnet hjemløst: At køn har betydning er åbenlyst for alle, men mange ‘savner’ og ‘leder’ efter nye entydige betydninger. Dermed opstår de konstante kampe og forhandlinger om betydning, mener Steen Baagøe Nielsen.
”Der er en stigende refleksivitet, der påvirker vores grundlæggende antagelser om køn. Det betyder, at det i stigende grad bliver den enkelte mands - og kvindes - udfordring at håndtere meningstilskrivningerne, gamle såvel som nye. Tidligere behøvede man ikke stille spørgsmål til sin egen maskulinitet. Det var man jo bare. Positionen som Manden blev først for alvor med feminismens kulturelle gennemslag i 70erne, udfordret og klargjort som position i en kamp overfor en anden position – kvindens. Og det medførte utroligt meget modstand. For os i de yngre generationer - og især blandt de veluddannede - er kønskampens entydige modsætningsforhold i stigende grad. At forstå kønnets betydning bliver et personligt projekt, der ofte kan få en genkendelig form, fordi vi ikke sådan kan løbe fra vores krop. Men det stopper ikke bare ved det. Vi kan ikke bare læse ”Kvinder er fra Venus mænd er fra Mars” og så falder alt på plads. Vi må spørge videre og sige: ”Hvad er mit projekt?” ”Hvad fungerer for mig?’. Individualiseringen slår altså igennem på kønsprojektet. Det er et centralt grundlag. Vi må se mangfoldigheden, når vi konkret skal afdække og forholde os til hvordan køn fortsat har den dybeste betydning på helt grundlæggende faktorer, hvad enten det handler om erhvervsvalg, retten til orlov eller vold i hjemmet.”
Find din egen mand
Ganske som professor Henning Bech indledte denne artikel med at anklage medierne for, var den første kilde, Information ringede til den såkaldte automatiske telefonsvarer på RUC, Kenneth Reinicke. Han er trods alt også mandeforsker og forfatter til bogen Mænd i lyst og nød, og det viser sig også, at han udtaler sig om andet end voldelige ægtemænd. Han deler blandt andet Steen Baagøe-Nielsens syn på kønsrollernes forandring, og mener også, at vi hurtigst muligt må gøre op med de forstørknede mandeidealer.
“De moderne maskulinitetsformer og de traditionelle maskulinitetsformer lever side om side. Der er en voldsom kulturel overlevering af de selvfølgeliggjorte forestillinger om, hvad manden skal og kan,” siger Kenneth Reinicke.
“Og der er stor forskel på, hvem der har taget de nye maskulinitetsformer på sig. Nogen ser det ligefrem som en trussel.”
Det er i denne gruppe af truede mænd man kan finde de undertrykte mænd, mener Kenneth Reinicke.
“Den undertrykte mand får ikke sagt fra og ved ikke, hvad han vil. Det er mænd, der føler sig truet af ligestillingsforandringerne. Dem, der ikke er i balance med sig selv og de nye maskulinitetsformer og ikke formår at sætte sig igennem.”
Med den heteroseksuelle og patriarkalske norm, der stadig gennemsyrer vores samfund kan det dog være svært at finde balancen som mand, mener Kenneth Reinicke.
“Vi er det tavse og usynlige køn. Vi er ikke opdraget og socialiseret til at sætte ord på vores følelser, og det er stadig lidt farligt at tale for nuanceret om vores køn, som mænd. Den seriøse dvælende snak omkring mænd og maskulinitet er stadig meget vanskelig for samfundet at acceptere. Modsat, er der ingen problemer med at tale om den karikerede’rigtige mand’, men der er bare ikke ret mange, der kan identificere sig med ham.”
Det forhindrer mænd i at blive hele mennesker, at de traditionelle maskulinitetsformer stadig fylder så meget. For eksempel at mændenes status kædes stadig sammen med vores status i arbejdslivet.
“Vi er socialiseret til at søge bekræftelsen i arbejdet og har en grundliggende angst for ikke’at blive til noget’. Og vi ved, at vi i højere grad end kvinder bliver vurderet som enten vindere eller tabere ud fra den her position. Ikke ud fra familielivet. Men så længe ligestillingen ikke er klar på arbejdsmarkedet, og der ikke er øremærket barsel til mænd, så opfordrer man heller ikke nogen til at opgive de her mønstre,” siger Kenneth Reinicke og slår fast:
“Frigørelsen ligger i, at en mand kan være i balance og have lov til prioritere præcist, som han ønsker. Hvis man skulle have en kampdag for mænd, skulle den handle om det.”
Kommentarer
Jeg synes altid, det er så mærkeligt at læse f.eks. Reinicke om dette spørgsmål, for det er et problem, jeg ikke har. Jeg har forlængst indset, at mine interesser og mine opfattelser af mange ting kun langsomt vinder frem i debatten - hvad denne debat jo eksemplificerer: jeg har allerede et liv, der ikke eksplicit handler om at lade mig vurdere på mine præstationer af andre. Jeg kan ikke indse, at de skulle være specielt mere kapable til at gøre det, end jeg selv er.
Hvor er det befriende at læse Henning Bechs udsagn, endelige én der tør rive sløret fra…
Sikke en rodet artikel. Hvor er redaktionen henne? Og hvad med at spørge nogle andre end de sædvanlige æggehoveder? Vi kender jo godt deres synspunkter.
Dagen i dag er hvor kvinderne, kan opføre sig som var der et “Roit in the Street” . De kan plynre alle butikkerne, uden der sker en skid. Lad dem dog - de vredes fisser.
Hele denne kønsstereotype “diskussion” mellem forskellige funktionelle analfabeter er helt uden enhver interesse for alle andre end de plaprende klasser som skal holde medievrøvle- og hjernevaskemaskinen i gang.
Som flere læsere har været så venlige at gøre mig opmærksom på, er der tilsyneladende gået et eller andet galt, da den her artikel skulle konverteres til netversionen. Det vil blive rettet hurtigst muligt, men indtil da kan I læse den redigerede version herunder. Vh Lasse.
Kvinder er ikke undertrykte
Det er en jamrende telefonsvarer på RUC, der bliver ved med at holde fast i kvinders undertrykkelse. Kvinderne er ikke mere undertrykte end manden, der fylder i fængslerne, depressionsstatistikkerne, på herbergerne og ikke kan finde sin plads, hverken i skolen eller i hjemmet. Og drop så i øvrigt snakken om undertrykkelse i det hele taget
8. marts 2008
Af: Lasse Lavrsen
En talende automat har sat sig som en tung matrone på kønsdebatten. Den jamrer uafbrudt det samme traurige budskab. Kvinder og kvindelighed er undertrykt af mænd og mandighed, jamrer den. Ganske vist har tal-løse kvinder utrætteligt kæmpet sig frem til små forbedringer, kvinder er altså ikke blot ofre, de er tapre ofre.
“Den jamrende automat og dens forudsigelige remser stortrives på universiteterne, i kvindeorganisationer, i medierne og i det politiske liv,” forklarer professor i sociologi ved Københavns Universitet og forfatter til bogen Kvinder og Mænd, Henning Bech.
“Når journalister skal have en udtalelse om køn, ringer de altid til den automatiske telefonsvarer på RUC, og frem toner kønsforsker Kenneth Reinickes beroligende anklager om kvinders evige undertrykthed og mænds evige vold.”
I hele kønsdebatten ligger det mellem linjerne, at kvinderne altid er ofrene. Til trods for mændenes massive dominans i statistikker over depressioner, selvmord, alkoholisme, indsatte og hjemløse, og selv om de fleste beslutninger i hjemmet bliver taget af kvinderne, har man på forhånd besluttet sig for en ramme at fortolke kønsundersøgelser ind i.
“Når undersøgelser viser, at mænd udfører stadig mere arbejde i hjemmet, er det bevis på stigende kvindeundertrykkelse, fordi mændene altid kun laver de sjove ting. Såsom at støvsuge bilen eller reparere afløbet, må man formode,” siger professor Henning Bech og fortsætter eksemplerne.
“Når kvinder stadig tager mest barselsorlov, er det fordi de ikke kan drive mændene til det - aldrig fordi kvinderne ikke selv vil opgive den søde modermagt. Når der er prostitution, ja så er det, fordi mænd tror, de har ret til udløsning og til at udnytte kvinder. Derimod er det aldrig, fordi nogle kvinder synes det er nemmere og sjovere at tjene mange penge på sex, frem for at stå på en filetfabrik. Og aldrig fordi en del andre kvinder måske er ganske seksualforskrækkede og ikke tør eksperimentere med kroppenes mangfoldige muligheder for lyst.”
Men denne skævvridning er ikke feminismens skyld, mener Henning Bech. Tværtimod er de fleste feministiske grupper meget realistiske og fornuftige, men problemet ligger hos dem, der råber højst.
“Det er uheldigt, at’feminisme’ nu er blevet synonymt med moralisme, for det er kun nogle feminismer, der er moralistiske. Til gengæld er det dem, der nemmest fungerer som automat, så man er fri for at tænke selv. Og det er dem, der larmer så voldsomt - hør bare skrigene fra 8. marts,” siger Henning Bech.
“Der er forskel på moralisme og moral. Moralisme er ideen om, at alles adfærd og tanker skal reguleres i detaljer, og at der skal være en stor magtinstans bag. Før var det kirken eller staten, nu er det bestemte udgaver af feminismen. Derfor er det også fuldt ud passende at kalde denne form for feminisme for moralistisk.”
Skoler i for små sko
Ikke alene jamrer den dominerende feminisme. Den kan også slå fra sig. Da den forhenværende rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet Lars-Henrik Schmidt for et par år siden blev kåret som Årets Pikhoved fik han sit hus oversprøjtet med maling.
“En ren terrorhandling,” siger han med et spor af ironi i stemmen, men er dog stadig meget påpasselig med at udtale sig om kønsforskelle.
“De bliver bare så sure,” og derfor afstår Lars-Henrik Schmidt, der i dag er professor for pædagogik og filosofi ved Aarhus Universitet, helt fra at tale om andet end danskere med små og store skostørrelser.
Pikhoved-titlen blev tildelt for professorens udtalelser om pigelige skoler i Danmark. De tilgodeså ikke maskuline værdier og var alt for snakkesalige, mente Lars-Henrik Schmidt og sammenlignede folkeskolen med et prøverum i en tøjforretning. Han efterlyste en forestilling om, at verden også kan være kantet og hård, og at ikke alt kan diskuteres. Det står han stadig ved.
“Ligegyldigt hvordan du vender og drejer det, er vores uddannelsessystem ikke undertrykkende for dem med de mindre sko. Tværtimod er der en klar korrelation mellem små skostørrelser og muligheden for at præstere i uddannelsessystemet. Ikke kun i folkeskolen, men gennem hele uddannelsesforløbet,” siger Lars-Henrik Schmidt.
Han glæder sig dog over, at uddannelsessystemet har ændret sig, siden han startede, så man i dag ikke blot tilgodeser de klassiske maskuline dyder som den rene forskning, og at der ikke længere tale om nogen old boysklub, der holder kvinderne - eller de med de mindre sko - væk fra toppen .
“Jeg mener virkelig, det har ændret sig radikalt i løbet af årene. På Danmarks Pædagogiske Universitet var der ingen områder, der havde problemer med kønsfordelingen, og generelt mener jeg ikke, de med de mindre skostørrelser på nogen måder skal føle sig forbigået.”
Ifølge Lars-Henrik Schmidt nytter det ikke at lade som om, der ikke er forskel på kønnene, og derfor er det vigtig at være opmærksom på, hvilken retning man trækker uddannelsessystemet.
“Vi er kønnede væsner, og det kan du ikke gøre noget ved. Mennesket - det transcendentale subjekt - har ikke noget køn. Men det antropologiske og empiriske menneske, må vi konstatere, har et køn og har haft en barndom. Og hvor foregår diskussionen af uddannelsessystemet? På det abstrakte menneskes præmisser eller det konkrete menneskes præmisser?” spørger han og svarer selv.
“De to ting bliver alt for ofte blandet sammen. Vi bliver alle sammen født lige og har også lige rettigheder, men det betyder ikke at vores vilkår er lige.”
Fronterne har ændret sig radikalt siden kvindekampen virkelig satte i gang, så for Lars-Henrik Schmidt giver den 8. marts knapt mening i dag.
“Den måde man tidligere har tænkt kvindekampen på er pensioneret. Fronterne er blødere og mere usynlige, så man må jo stille sig selv spørgsmålet: Er der virkelig brug for en 8. marts, eller er det dybt forældet?”
Fissen har magten
Den kvindelige dominans kan også mærkes i populærpsykologien. I sidste uges udgave af ugebladet ALT for damerne kunne man under overskriften “Kvinde - giv din mand plads” læse, hvordan man måske skulle give sin ægtefælle lidt line. Det ville oven i købet have den heldig bivirkning, at “din mand bliver gladere og føler sig mere værdifuld”. Artiklen var flankeret af en lille guide, hvor man blandt andet kunne læse, at hvis manden helt undtagelsesvist havde støvsuget, skulle man lade være at kommentere de nullermænd, han havde overset og i stedet rose initiativet. Hvis han gav børnene tøj på, skulle man acceptere at “koboltblå og lilla godt kan være pænt sammen”. Og hvis han gik i gang med at lave mad, bør man “gå ud af køkkenet og lade ham stege frikadellerne på sin måde”.
Manden er under pres, og han skriger på hjælp. Spørg bare terapeuter som sexologen Joan Ørting eller parterapeuten Carl-Mar Møller: “Jeg har siddet her oppe på min flade røv i 25 år med min praksis, men de senere år er det gået helt amok,” siger Carl-Mar Møller, der med sloganet Pik er Gud og fissen har magten har været et yndet tilflugtssted for mænd, der havde det svært i kønsrollerne. Og det er blevet meget værre, mener Carl-Mar Møller, der har sin egen forklaring på, hvordan det er gået så galt.
“Kvinden mobber manden. Kritiserer ham. Afviser ham og brokker sig. Hun mener altid, at hun har ret i børneopdragelse - både derhjemme og i institutionen - og manden har ingenting at skulle have sagt.”
Og det gør han heller ikke.
“På grund af fraværet af denne mand er mændene blevet feminiseret gennem hele deres liv, og det er et stort problem, at der ikke er flere mandlige pædagoger i institutionerne. Manden får en underudviklet maskulin side, og kvinderne spørger til gengæld - hvor er manden henne? Det er en klar undertrykkelse af mandens naturlige udvikling.”
Feminiseringen har ifølge Carl-Mar Møller tvunget manden ned i nogle stereotype mandekoder, som han ikke føler sig hjemme i. Carl-Mar Møller arrangerer selv events med øksekast, nøgenhed, slåskampe og mudder, men alle disse’drengerøvslege’ er kun for sjov. Hvis man skal udvikle sig som mand, må man søge indad, mener Carl-Mar Møller.
“Man må aldrig presse sig selv ned i nogle underlige koder, man måske ikke engang selv tror på. Det er en klar blindgyde og mindst lige så undertrykkende som feminiseringen,” mener Carl-Mar Møller.
Glem undertrykkelsen
På forskningsniveau er der heller ikke nogen skråsikkerhed omkring entydige kønnede positioner i dag. Steen Baagøe Nielsen er kønsforsker på Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning, RUC, og formand for netværket for maskulnitetsforskning, Nemm.dk. For ham at se, kan den gamle snak om kønsroller hurtigt spærre i forhold til at for øje på de magtrelationer, der opererer mellem kønnene på alle mulige niveauer.
”Magtrelationerne er i dag meget mere komplekse end det var tilfældet da kvindekampen var på sit højeste. Så det er alt for enkelt at tale om ét undertrykt køn. Det givi er ikke meget mening at tale om at Manden undertrykker Kvinden - eller omvendt, i hvert fald hvis vi taler om den generelle situationen i Danmark,” siger Steen Baagøe Nielsen.
”Man må tale om de steder i samfundet, hvor mænd generelt har magt og her kan man forsat se at samfundet har patriarkalske træk, men derfra til at tale om mænds generelle undertrykkelse af kvinder: Det mener jeg er dybt forfejlet.”
Den centrale erkendelse man må gøre sig i dag er, at der ikke er ét kønshierarki, der betyder at mænd automatisk tildeles mere magt. Men det udelukker ikke, at køn stadig sætter sig igennem, forklarer Steen Baagøe Nielsen. Der findes fortsat mange konventioner og stereotyper omkring køn, der kan opleves undertrykkende for nogle mænd.
”Så mænds adgang til magt i den ende, kan medføre diskrimination af mænd i den anden ende. På den ene side skal vi væk fra opfattelsen af et meget enkelt hierarki og på den anden side må vi forholde os til at køn fortsat har organiserende betydning for vores tanker og handlinger. Men vi må forstå magtrelationerne deres forskelligartede kobling til kønnet i deres konkrete sammenhæng,” siger Steen Baagøe Nielsen.
De gamle fastlåste koder og ‘kønsroller’ er altså under totalopløsning og det efterlader kønnet hjemløst: At køn har betydning er åbenlyst for alle, men mange ‘savner’ og ‘leder’ efter nye entydige betydninger. Dermed opstår de konstante kampe og forhandlinger om betydning, mener Steen Baagøe Nielsen.
”Der er en stigende refleksivitet, der påvirker vores grundlæggende antagelser om køn. Det betyder, at det i stigende grad bliver den enkelte mands - og kvindes - udfordring at håndtere meningstilskrivningerne, gamle såvel som nye. Tidligere behøvede man ikke stille spørgsmål til sin egen maskulinitet. Det var man jo bare. Positionen som Manden blev først for alvor med feminismens kulturelle gennemslag i 70erne, udfordret og klargjort som position i en kamp overfor en anden position – kvindens. Og det medførte utroligt meget modstand. For os i de yngre generationer - og især blandt de veluddannede - er kønskampens entydige modsætningsforhold i stigende grad. At forstå kønnets betydning bliver et personligt projekt, der ofte kan få en genkendelig form, fordi vi ikke sådan kan løbe fra vores krop. Men det stopper ikke bare ved det. Vi kan ikke bare læse ”Kvinder er fra Venus mænd er fra Mars” og så falder alt på plads. Vi må spørge videre og sige: ”Hvad er mit projekt?” ”Hvad fungerer for mig?’. Individualiseringen slår altså igennem på kønsprojektet. Det er et centralt grundlag. Vi må se mangfoldigheden, når vi konkret skal afdække og forholde os til hvordan køn fortsat har den dybeste betydning på helt grundlæggende faktorer, hvad enten det handler om erhvervsvalg, retten til orlov eller vold i hjemmet.”
Find din egen mand
Ganske som professor Henning Bech indledte denne artikel med at anklage medierne for, var den første kilde, Information ringede til den såkaldte automatiske telefonsvarer på RUC, Kenneth Reinicke. Han er trods alt også mandeforsker og forfatter til bogen Mænd i lyst og nød, og det viser sig også, at han udtaler sig om andet end voldelige ægtemænd. Han deler blandt andet Steen Baagøe-Nielsens syn på kønsrollernes forandring, og mener også, at vi hurtigst muligt må gøre op med de forstørknede mandeidealer.
“De moderne maskulinitetsformer og de traditionelle maskulinitetsformer lever side om side. Der er en voldsom kulturel overlevering af de selvfølgeliggjorte forestillinger om, hvad manden skal og kan,” siger Kenneth Reinicke.
“Og der er stor forskel på, hvem der har taget de nye maskulinitetsformer på sig. Nogen ser det ligefrem som en trussel.”
Det er i denne gruppe af truede mænd man kan finde de undertrykte mænd, mener Kenneth Reinicke.
“Den undertrykte mand får ikke sagt fra og ved ikke, hvad han vil. Det er mænd, der føler sig truet af ligestillingsforandringerne. Dem, der ikke er i balance med sig selv og de nye maskulinitetsformer og ikke formår at sætte sig igennem.”
Med den heteroseksuelle og patriarkalske norm, der stadig gennemsyrer vores samfund kan det dog være svært at finde balancen som mand, mener Kenneth Reinicke.
“Vi er det tavse og usynlige køn. Vi er ikke opdraget og socialiseret til at sætte ord på vores følelser, og det er stadig lidt farligt at tale for nuanceret om vores køn, som mænd. Den seriøse dvælende snak omkring mænd og maskulinitet er stadig meget vanskelig for samfundet at acceptere. Modsat, er der ingen problemer med at tale om den karikerede’rigtige mand’, men der er bare ikke ret mange, der kan identificere sig med ham.”
Det forhindrer mænd i at blive hele mennesker, at de traditionelle maskulinitetsformer stadig fylder så meget. For eksempel at mændenes status kædes stadig sammen med vores status i arbejdslivet.
“Vi er socialiseret til at søge bekræftelsen i arbejdet og har en grundliggende angst for ikke’at blive til noget’. Og vi ved, at vi i højere grad end kvinder bliver vurderet som enten vindere eller tabere ud fra den her position. Ikke ud fra familielivet. Men så længe ligestillingen ikke er klar på arbejdsmarkedet, og der ikke er øremærket barsel til mænd, så opfordrer man heller ikke nogen til at opgive de her mønstre,” siger Kenneth Reinicke og slår fast:
“Frigørelsen ligger i, at en mand kan være i balance og have lov til prioritere præcist, som han ønsker. Hvis man skulle have en kampdag for mænd, skulle den handle om det.”
Billedtxt: Stereotyper: Den undertrykte mand er forvirret. Samfundet tynger ham med roller, han ikke føler sig hjemme i, men han mangler alternativet. Frigørelsen kommer først, når samfundet har accepteret manden for den, han er. Foto: Kent Knudson/Polfoto
Sikke mange mænd der udtaler sig om kvindesagen. Og fint nok, men det havde da været interessant at læse, hvad nogle aktivistiske kvinder, og ikke blot nogle universitetsansatte mænd, egentlig mener om sagen.
“De sædvanlige plaprende kendisser” var nok mere hvem der blev hørt.
…lidt andre vinkler på Lasse Lavrsens jammer:
At der stadig er en fuldblæst skævvridning af partnervoldelige mænds muligheder for behandling kontra kvindelige ofres, kunne have været en mærkesag, når nu Kenneth Reinicke skulle citeres så langt…
Gratis
Langsigtet
Anonym
Specialiseret psykolog behandling
tilbydes den mandlige udøver af partnvervold.
Hvad tilbyde kvinderne (og børnene?) … ørkesløse forløb, hvor de selv skal støve støttemulighederne op, skal oplyse cpr.nr., skal registreres offentligt, skal yde egenbetaling, - og stadig: ikke er sikrede specialiseret psykologbehandling.
Og da slet ikke ud over de få gange sygesikringen giver mulighed for (hvis altså den praktiserende læge overhovedet anerkender behovet !)
På en kampdag, havde det været interessant at spørge bla. Kenneth Reinicke hvorfor der i DK fortsat ikke er konkret viden i anvendelse om den form for partnervold, der ikke giver “blå mærker” (Læs: den for for partnervold der i DK er politianmeldbar).
Skal de subtile former for vold anmeldes og retsforfølges i DK, skal man sikre sig at blive krænket af en arbejdsgiver - SÅ kan retten dømme…
Yderligere kunne Lasse Lavrsen have taget den danske justitsmininster (en kvinde endda) ved nakkehårene og spurgt hende hvorfor der i disse “Bekæmp partnervolden tider” gives RABAT til partnervoldelige!?
Spanien har valgt at følge modellen fra NYC, og skærpe alle vilkår omkring partnervold:
Uddannelse, politi, retsvæsen - the lot!
Meget aktuelt omtalt i Information den 8. marts:
http://www.information.dk/156098
Hvor er Lasse Lavrsen henne med sådanne synspunkter?
For kvinders jammer, er måske mere end blot “jammer”!
Omend, tenderer hele hans artikel en ordentlig gang ny-jammer, blot med andet køns-fortegn.
Lasse Lavrsen virker som en bange mand med en dagsorden, og hans skræmthed lader til at afføde en form for selektiv journalistik, som jeg egentlig ikke *troede*, Information ville kalde sig tjent med. Men med den anti-kvindelige tone, som Information til stadighed vælger at lægge for dagen, kan man måske ikke tillade sig at undre sig. Denne artikel er en ommer pga. dens tydeligt skæve tilgang, der ikke ville holde i to sekunder i skolen for seriøs journalistik.
Min hustru udtrykker tryghed ved, at jeg er “manden” i huset. Hiver lønnen hjem og hun passer vores datter.
Hvorfor må min hustru ikke føle sig som kvinde, fordi der nogle rabiate femister og “eksperter”, som skal fortælle hende, hvordan hun skal leve hendes liv?
Det er ikke dét hun har lyst til.
Janus skriver “Hvorfor må min hustru ikke føle sig som kvinde, fordi der nogle rabiate femister og “eksperter”, som skal fortælle hende, hvordan hun skal leve hendes liv?”
Din kone må såmænd gerne føle sig som kvinde, hvis det er der skal til. Men hun skal passe på, at hun om føje år ikke går hen og føler sig som en idiot i stedet for.
Indbetaler du pensionsbidrag til hende?
Hvordan er hun stillet, når I bliver skilt?
“Indbetaler du pensionsbidrag til hende?” Det må hun selv finde ud af. At medierne beskriver, at kvinderne er “fattigere” end mænd tror jeg ikke på. Det er en romantisk forestilling, som bl.a. Strindberg var med til at nedlægge.
Hvad angår min tre-årige datter, er hun fars øjesten, der vil beskytte hende økonomisk, når hun bliver ældre. Dermed også sagt: Hun skal trænes i Filosofi, Medicin og Jura - af faderen. Lyder det ikke bekendt med en vis Herr. Goethes Faust?
Men fortvivl ikke. Vi er allerede på vej til emigration. Jeg vil nødig opleve min datter skal opleve Det Europæiske Sammenbrud med muslimske indvandring.
Det har du sgu snart truet med længe, Janus.
Vadman, Vadman, Vadman.
Jeg har ikke noget imod at betale til Den danske Statskasse. Egentlig har du vist ikke nogen forestillinger om, hvormeget jeg betaler via topskatten.
Jeg har glæden ved Danmark. Jeg elsker landet, og betaler gerne for borgere af lavere indkomst.
Nej! Jeg truer ikke, Vadmand. Vi har allerede kigget på hus i New Zealand. Alle i New Zealand er utrolige hjælpsomme og vil straks ansætte os, idet vi har vores uddannelse fra Danmark.
Jeg kan ikke acceptere denne muslimske masseindvandring - grundet fattigdom - og alle kan påberåbe sig asyl.
Min hovedmålsætnig er at beskytte min datter, og jeg gider ikke, at høre om feminisme og venstrefløjen.
“Hun skal trænes i Filosofi, Medicin og Jura - af faderen.”
Er det nu ikke spild af tid, hvis hun alligevel skal gå hjemme og føle sig som kivnde - lige som sin mor?
Er det nu ikke spild af tid, hvis hun alligevel skal gå hjemme og føle sig som kivnde - lige som sin mor?
Det bedste ville selvfølgelig være et gedigent arbejde i institutionerne kombineret med en fræk kvindebevægelse.