Hvor begynder kunstværket? Og hvor slutter det? Gennem tiderne har billedrammen på én gang defineret grænsen for kunstværket og markeret overgangen mellem værket og dets omgivelser. For de moderne avantgardebevægelser signalerede rammen en borgerlig ordentlighed, som det for alt i verden gjaldt om at udfordre. Således har billedrammen lidt en kummerlig tilværelse i det 20. århundrede. Fra blot at være et konkret fænomen udviklede rammen sig til at betyde både normen, konventionen og til syvende og sidst hele institutionen omkring kunsten. Når den unge kunst den dag i dag udfolder sig i nedlagte fabrikshaller og opføres på slidte betongulve er det altså et udslag af dette fortsatte behov for at bryde rammen og opløse skellet mellem kunstens privilegerede sfære og virkeligheden udenom.
Dette behov kendetegner imidlertid ikke den nys åbnede 'Rammens Kunst' på Statens Museum for Kunst. Udstillingen kortlægger billedrammens udvikling fra middelalderens altertavler til det tidlige 20. århundredes fabulerende kunstnerrammer, og det er karakteristisk for udstillingens positive fremstilling af billedrammen, at den udelader det moderne opbrud. Når det alligevel kan anbefales at spendere en onsdag aften på 'Rammens Kunst', så skyldes det det spændende kapitel af kunsthistorien, som de gyldne, historiske rammer i sig selv skriver.
Værk og virkelighed
Siden middelalderen, og længere tilbage endnu, har indramningen af kunsten spillet en afgørende rolle for oplevelsen og betydningen af den. Allerede i det gamle Egypten var kunstnere og arkitekter yderst bevidste om rammens store betydning for iscenesættelsen og dramatiseringen af konger og guders billeder. Og det var også egypterne, der for første gang begyndte at arbejde med bladguld og forgyldning som metode til at fremkalde illusionen om kunstværker skabt i massivt guld. Det uforgængelige materiale blev anset som symbol på selve guddommeligheden, og guldets særlige status blev efterfølgende nedarvet fra egypterne til romerne og videre til den kristne verden, hvor det i middelalderens altertavler blev brugt som baggrund for de hellige personer. Højt op i det 15. århundrede var de håndværkere, der udførte forgyldningen og udskæringen af rammerne, stadig langt bedre betalt end de egentlige malere, hvis håndværk blev anset som andenrangs i forhold til de vigtige rammemagere.
Senere blev blev guldet kun anvendt på billedrammen, som en symbolsk overgang og medierende zone mellem kunstværkets privilegerede sfære og den mere jordnære virkelighed udenom. Og det er på dette tidspunkt i den sene middelalder, at udstillingen 'Rammens Kunst' tager sit udgangspunkt. Udstillingen fordeler sig over fem rum, der hver især repræsenterer en afgrænset periode i kunsthistorien, hvis særlige stil og ornamentik giver sig til kende i billedrammernes særpræg. Og med en veloplagt vekslen mellem rammer med og uden indhold af periodernes billeder er der lagt op til en sanselig vandring op gennem tiden, hvor forestillingen konstant fylder de tomme rammer ud med imaginære billeder.
Svulstige former
Efter en forsigtig start i middelalderens andægtige univers, hvor billedrammen lukkede sig isolerende omkring kunstværket, og derpå renæssancens strenge linjer, vinder 'Rammens Kunst' i styrke med barokkens svulstige falbelader. Barokkken er enevælden, det majestætlige portræt og ikke mindst de helt store armbevægelsers tid, når det kommer til magtens bombastiske iscenesættelse.
Vi er i det 17. århundrede, og rundt om i Europa giver magtkampen mellem kirke og konger sig udslag i stærkt ceremonielle og fanfareprægede omgivelser, herunder overdådige billedrammer, der næsten vokser ud i rummet. Som mediator mellem værk og rum må rammen indeholde alle fyrstens emblemer og symboler lige fra basunenglene i toppen til rigsvåbenet og guirlanderne i bunden. Den barokke billedramme skal ikke alene fremhæve og ophøje indholdet - det fyrstelige portræt. Den skal yderligere understøtte værkets autoritet, så det kan indgyde den fornødne ærefrygt og krav om underkastelse.
Som værkets umiddelbare kontekst er billedrammens mission at formulere den tavse fortælling om værket. Denne fortælling griber på den ene side ind i arkitekturen omkring kunstværket - ikke sjældent var billedrammen i renæssancen og barokken en integreret del af rummet - og på den anden side ind i selve værket. I Anthony Van Dycks sværmeriske portræt af en ung adelsfrue gentages maleriets blomsterblade og kvindens draperede dragt i rammens udsmykning og forstærker dermed effektivt billedets frodige udtryk.
Fra barokkens statelige billeder fortsætter udstillingen med rokokoens blidere former for indramning. Her er det ikke længere værkernes autoritet, der skal understreges, men snarere intimiteten og den på én gang nære forbindelse til de silkebetrukne interieurer - og billedernes drømmeagtige og eskapistiske essens. Rokokoens stiliserede blade og organiske ornamenter, der slynger sig rundt i billedrammerne, bærer vidnesbyrd om den natur, som jordbesidderne efterhånden havde gjort sig uafhængige af, og som derfor nu kan foldes ud i kulturens mest sofistikerede former.
Opgør med rammen
Efter et solidt nedslag i guldalderens stræbsomme verden, hvor nye, industruelle teknikker til støbning og forgyldning af rammer tillod borgerskabet at dekorere københavnerhjemmene for en billig penge, slutter udstillingen med kunstnerrammerne i det tidlige 20. årh. Der er her eksempler på Harald Slott-Møllers bastante skønvirkefantasier og J.F. Willumsens farvestrålende fauvisme, der begge inddrager rammen som interegreret del af værket.
Og det er en smule kedeligt, at udstillingen stopper her. For efter 1920 er billedrammen som sagt en saga blot. Moderniteten er ét langt opgør med rammen både som konkret fænomen og konvention, hvilket først kan iagttages hos de moderne malere, der slet og ret forlader lærredet til fordel for allehånde objekter og gadekryds af genrer. Og som senere med 1960'ernes avantgarde giver sig radikalt udslag i en hel generations venden ryggen til selve kunstinstitutionen som blåstemplende ramme om kunsten.
Denne mere teoretiske overvejelse over rammen som betydningsskabende kontekst for kunsten fylder påfaldende lidt på 'Rammens Kunst'. I stedet er rammens stilhistoriske udvikling vægtet meget højt. Det ville have klædt udstillingen at spørge mere ind til rammen som idé og begreb, for eksempel ved at vise nogle af de mange undtagelser, der gennem historien har udfordret og forandret opfattelsen af kunstens beramning. Men dem kan vi måske glæde os til at læse om i den antologi, som museet udgiver i den kommende måned.
Rammens Kunst. Statens Museum for Kunst. 8. marts-7. september. www.smk.dk
Surrend
16. marts, 2008 #
Frivilligt billedforbud.