'Kvinder skal vælge deres mænd med omhu'

Drop hjemmefronten som magtbastion, lyder opfordringen fra Helle Thorning-Schmidt til de danske kvinder. S-formandens egen ambition er at få medsøstre ind på de 'hårde' politiske poster
-I mit hjem kunne man godt blive statsminister - også som pige-, fortæller Socialdemokraternes leder, Helle Thorning-Schmidt. Foto: Søren Hartvig

Hun er feminist og har været det siden 70'erne, hvor 'Shit og Chanel' drønede ud af højtalerne. Helle Thorning-Schmidt fejrer i dag kvindernes internationale kampdag med et opråb til sine medsøstre: Drop hjemmet som magtbastion og vælg din ægtefælle med omhu!

"Kvinderne må vælge nogle mænd at få børn med, som har lyst til at være en del af det partnerskab, det er at drive en familie."

- Men har du selv gjort det - din mand er jo meget væk?

"Ja, for jeg har en mand, som fuldstændig støtter op om mine valg. Og når min mand er hjemme, så overtager han mange af de huslige opgaver, så jeg kan lave andre ting," siger hun.

Som toppolitiker er Helle Thorning-Schmidt bevidst om, at hun bør arbejde for, at andre kvinder kommer frem. For, som USA's tidligere udenrigsminister Madeleine Albright har sagt det, findes der 'et særligt sted i helvede for kvinder, der ikke hjælper hinanden'.

"Jeg forsøger i min dagligdag at tænke søsterligt. Jo mere magt og indflydelse jeg selv får, desto mere hviler den pligt på mig."

- Men du er i S- ledelsen omgivet af Henrik Sass Larsen og Morten Bødskov?

"Det er en tilfældighed. Jeg har også Mette Frederiksen tæt på og masser af gode kvinder i gruppen. Jeg har gjort mig umage for også at udnævne kvinder til vigtige poster. Og på nogle af de traditionelle poster - finans og forsvar ville jeg gerne have kvinder. Man skal tage den bedst kvalificerede, men man er nødt til at have forskellige parametre, når man udnævner folk."

- Så det skyldes, at kvinder ikke har bedt om at blive forsvarsordfører?

"Ja."

Min mor fortrød

Helle Thorning-Schmidt er vokset op med en klar bevidsthed om, at hun som kvinde kunne komme til tops, hvis hun ville.

"Jeg har haft en far, som har sagt, at jeg kunne alt. I mit hjem kunne man godt blive statsminister - også som pige. Jeg tror, det betyder noget for mange piger, at forældrene siger, at de skal kunne forsørge sig selv."

Og netop opfordringen til at kunne klare sig selv hørte Helle Thorning-Schmidt fra sin egen mor. Grete Thorning-Schmidt læste til læge, men opgav sit studie, da hun mødte Helles far.

"Det har min mor altid været optaget af ikke skulle gentage sig, for jeg tror, hun har fortrudt, at hun gjorde det sådan."

Helle Thorning-Schmidts egen målrettethed har fået folk til at beskrive hende som en kvindelig udgave af Anders Fogh Rasmussen.

- Hvordan harmonerer det med kvindelighed?

"For mig harmonerer det udmærket. Jeg kan godt lide at få ting gjort og tale rent ud om tingene. Hvis jeg skal vælge mellem handling og proces, vælger jeg til enhver tid handling. Men jeg er uenig i, at det skulle være specielt mandligt at agere sådan. Kvinder tager hver dag masser af beslutninger i deres private tilværelse. De investerer i langt højere grad end tidligere, og det er kvinderne, der beslutter, hvilket hus familien skal have. Så jeg tror snarere, at det beror på fordomme om, hvordan kvinder og mænd er."

Slip ansvaret

Ifølge en undersøgelse fra Ugebrevet A4 mener 18 procent af kvinderne, at der er alt for lidt ligestilling i deres parforhold. Kun seks procent af mændene mener det samme.

"Mange kvinder er irriterede over, at det er dem, der skal huske alting: Børnefødselsdage, svar på sedler fra skolen, om der skal gymnastiktøj med, og hvornår der er bankospil i spejderforeningen. Alt det skal der holdes styr på i en husholdning."

- Hvad skal kvinderne gøre?

"De skal slippe noget af det ansvar. Det skal de. De skal sige, at der er to eller tre dage om ugen, hvor det er mændenes ansvar."

- Men så får børnene måske ikke gymnastiktøj med?

"Jo, de gør. Kvinderne skal lade mændene tage barsel og komme til i hjemmene. De skal acceptere, at mændene gør det på deres måde."

- Har kvinderne tendens til at udråbe sig selv som ofre?

"Nej, bestemt ikke. Det er en af grundene til, at ligestillingsdiskussionen har haft det så svært i Danmark i de senere år. Ingen kvinder gider at stille sig op og være ofre. Det betyder, at de kvinder, som har klaret sig rigtig godt, holder op med at tale om ligestilling."

Men der er behov for en politisk offensiv på ligestillingen, for regeringen har ladet stå til, mener S-formanden.

"Alle små piger skal kunne se, at der er kvinder på alle poster i det danske samfund," siger hun og melder sig klar til at indføre kvoter på danske bestyrelsesposter.

For ud over ligestilling på jobbet og i hjemmet skal der rollemodeller til. Og Thorning-Schmidt vil ikke afvise, at det kan blive nødvendigt også at kvotere inden for andre områder - eksempelvis professorater.

"Men i første omgang skal vi se på bestyrelseslokalerne, hvor der udøves rigtig meget magt, og hvor pengene er. Når først man har kvinderne inde, og gør dem egnede, så bliver de også dygtigere, og så kommer der flere til," siger hun og tilføjer:

"Men kvinderne har selvfølgelig også et ansvar selv. Det kræver jo, at de forlader hjemmene og er med dér, hvor der virkelig skal arbejdes igennem."


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her