Omtale er let at få, må Surrend sikkert konkludere efter den sidste uges omtale af den censurede udstilling i Berlin, som blev genåbnet tirsdag på trods af kritik fra en gruppe muslimer. Men - kunne man spørge sig selv - er ild i sindende lig med god provokerende kunst?
Andre har før fået massiv opmærksomhed ved at gå på rov som julemænd i Magasin, gå nøgen gennem Børsen, forvandle Kgs. Nytorv til en gravplads for diverse udtjente køretøjer, indrette et fixerum til narkomaner på Vesterbro, synge ‘Der er et yndigt land’ under valgnatten 2001 forklædt som somalisk flygtning på trappen til Christiansborg, rejse rundt i USA forklædt som Bush-støtterne ‘Danes for Bush’, eller tage til Irak for at indføre demokratiet i en metalboks.
Men i de sidstnævntes tilfælde er der tale om en politisk kunst, der via provokationen udfordrer nogle eksisterende politiske eller samfundsmæssige tendenser, magtstrukturer, vanetænkninger og fordomme. Der er tale om kunstens revolutionære potentiale og dens subversive (omvæltende) kraft, benævnt med et kunstteoretisk ord. Målet er ikke provokationen i sig selv. Det er det uventede, udvidede perspektiv, dybden, det fordoblede udsagn, der forskyder eller vender tingene og ofte de sociale, politiske og magtrelaterede mekanismer om. Her har kunsten en central rolle at spille i den samfundsmæssige sammenhæng som pegepind, øjenåbner, tæppeløfter, skyklapsfjerner, du kan selv fortsætte …
Men når kunsten slår sig op som kritisk indspark ved at fremføre det forenklede, enfoldige perspektiv, gentagelsen, provokation for provokationens skyld, uden dybere lag, så forfladiger den sin egen kritiske stemme og underminerer den legitimitet, som kunsten har talt med i politiske og samfundsmæssige sammenhænge - og som den har gjort en forskel med.
Forenkling
Og hvorfor er det værd at værne om? Fordi provokationen i kunstens felt har en konstruktiv kraft i sit angreb.
“Dels kan kunsten ofte agere på nogle andre og utraditionelle præmisser end i for eksempel det partipolitiske arbejde. Kunstneren kan få os til at tænke anderledes ved blandt andet at bruge humor og absurde elementer, kunsten kan irritere og udfordre vanetænkningen. Det er en af kunstens historiske roller,” skriver Mette Sandbye og Lisbeth Bonde om den politiske kunst i Manual til Dansk Samtidskunst fra 2006. Men hvor ligger forskellen på den vitale politiske kunst, der provokerer, men fungerer, og så den, der bare falder til jorden som udskidt kunstgrød?
Her vender vi tilbage til Berlin. For udsagnet ‘Dummer Stein’ (dumme sten) fremført af Surrend på en plakat med Kabahen i Mekka som baggrund, fører ingen omvæltning med sig. Ingen subversiv kraft. Det er et forenklet udsagn, der gør realiteterne meget simple for dermed - synes påstanden - at provokere. Nærmest en politisk strategi a la ‘either you are with us, or you are against us’, hvor verden med ét fremstår i sin sort-hvide pragt.
Her er kunsten som disciplin taget som gidsel i en politisk, kulturel konflikt og bliver i sin forenklede form deprimerende i stedet for omvæltende. Forfladigende i sin provokation og blot til irritation uden egentlig erkendelsesmæssigt potentiale. Kunstens samfundsmæssige relevans som politisk redskab og øjenåbner hældes ud med badevandet, fordi forenklingen tømmer kunsten for indhold og kritisk potentiale.
Forskydning
Vender vi bøtten og kigger tilbage i kunsthistoriens provokationer, vil der dog vise sig utallige provokationer, som derimod formår at udvide blikket, provokere så blikket og tanken udfordres til at se og tænke nyt, se andre sammenhænge og især se os selv i nyt lys. Det handler med andre ord om provokationens konstruktive potentiale.
Andre er allerede nævnt , men i denne sammenhæng kunne det være passende at se tilbage på en kunstner som Jens Haaning og en serie værker fra midten af 90’erne blandt andet med titlen Tyrkiske vittigheder. Her kan man se et vist sammenfald med Surrends provokationer, men så slutter fællesskabet også. For her er der tale om værker af en kunstner, der i undertegnedes øjne både forstår provokationens kunst, de konstruktive potentialer og forskydelsens erkendelsesmæssige virkning:
En tyrkisk taxi kører igennem det indvandrer-tætte Kreuzberg i Berlin i 1996. På taget sidder en højtaler, hvorfra der strømmer en længere smøre på tyrkisk. Folk stopper op og lytter, griner, kigger på hinanden og griner igen. Men vel at mærke tyrkerne.
I Danmark endte værket i en mere provokerende version: En blond, barbarmet side 9-pige poserer på plakater med arabiske tekster, Arabiske vittigheder. Plakaterne hænger på gaden på Vesterbro i et område med prostituerede og arabere side om side. Et tilsyneladende enkelt og udfordrende greb, hvor det kulturelle sammenstød og provokationen er iscenesat i ekstrem grad.
“De spiller således på betragterens reaktion, på den tvivl, som kan opstå hos den forbipasserende, der med stor sandsynlighed ikke helt forstår budskabet, men blot bliver efterladt med et sammenstød af visuelle koder og egne forestillinger og fordomme,” forklarer Rune Gade og Camilla Jalving om værket i Ny-Brud - dansk kunst i 90erne.
Konstruktivt potentiale
Værkerne skubber til os, provokerer og konfronterer de sproglige, religiøse og kulturelle barrierer, som den dag i dag er de udfordringer, hvorunder både karikaturkrisen og Surrends gentagelse også kan ses. Visuelt er side 9-pige og arabisk tekst en provokerende sammenstilling, men bag provokationen ligger en meget stærkere dagsorden. For et øjeblik bliver den fremmede den indforståede, og vi bliver fremmede i vores egen kontekst, oplever kort vores egen fordom konfronteret, fremmedgørelsens kolde gys og forvirring.
Hos Haaning er det netop ikke forenklingen men de sociale forskydninger, der ligger latent i denne provokation. Politiske og kulturelle spørgsmål føres med kunstneren ind i et rum, som er kunsten tilegnet og legitimeret som kunst i en offentlig sammenhæng, netop fordi den skaber en ny situation, udfordrer vanetænkningen, angriber fordommene og bidrager med et fordybende perspektiv med et erkendelsesmæssigt og konstruktivt potentiale.
Kunsten tildeles støttekroner, selv når den som Haanings værker bevæger sig uden for kunstinstitutionen. Og kunsten taler via kunstneren også på vegne af dig og mig. Derfor vækker kunsten ofte ild i sindende, når den provokerer. Det er intentionen. Kunsten vil med provokationen fungere som aktiv spiller i den offentlige debat.
Men der er langt fra Surrends kunstneriske udsagn i Berlin til den kunst, der forstår den egentlige kunst at provokere. Surrend overgiver sig derimod til en forenklet provokation, der udelukkende spiller på provokationens destruktive potentialer.
Kommentarer
@Borello
hvorfor bruge så mange ord. du kunne jo bare skrive det du mener nemlig at det er tabu at provokere islam
Surrends provokation er ikke bedre end andres og ikke værre end andres. Den er her og den skal have lov til at være her. Jeg hilser meget kunst velkommen - også Surrends.
Sandheden kan være provokerende.
Men deraf følger ikke at enhver provokation er sand…
Mads Dam
Hvem siger at kunstnere søger sandhed - eller at publikum gør?
Måske søges der bare nye spørgsmål.
En masse spørgsmål har rejst sig med Surrends kunstudstilling. Det er eksistensberettigelse nok i sig selv, mener jeg.
Er det nu sandt, at provokation er destruktiv. Det tror jeg næppe. Provokationen er jo i virkeligheden en øjenåbner, en opfordring til at tænke over en automatiseret holdning, sand eller usand, rigtig eller forkert.
Desværre må man give otto bismarck ret, det drejer sig slet ikke om provokationen, men om at stemple provokationer af islam som underlødige.
Utallige gange har man måtte læse om Westergaards karrikatur, at den er dum eller ligegyldig, hvad den ikke er. Den er hverken ligegyldig, bare spørg muslimerne, eller dum. Den er tværtimod karrikatur, når den er bedst.
Borello skriver:
..en politisk kunst, der via provokationen udfordrer nogle eksisterende politiske eller samfundsmæssige tendenser, magtstrukturer, vanetænkninger og fordomme. Der er tale om kunstens revolutionære potentiale og dens subversive (omvæltende) kraft…
- en definition der efter hans mening netop ikke gælder for Surrends kunst - eller for deres værk “Dummer Stein” som meget sigende er det eneste han og andre kritikere tager stilling til. Jeg er dybt uenig og synes netop ovenstående beskrivelse passer glimrende på Surrends udstiling i Berlin. Surrend udstiller fanatismen og dens dumme fetishisme. De stiller sprørgsmål ved helligdomme, hvad det er der gør genstande til hellige, urørlige objekter som der ikke må stilles spørgsmål eller rettes et tingsliggørende lys. Vor tids tabu er netop islam og hvis kunsten ikke må røre ved den religion, så er den endelig holdt op med at være subversiv og revolutionerende. Så har vi kun den salonfaehige kunst tilbage.
Det er bemærkelsesværdigt så enige den etablerede kunstverden om at gå hårdt ud og kritisere Surrends udstilling - og især bemærkelsesværdigt at deres kritik kun synes at gælde billedet “Dummer Stein”, de øvrige billeder i udstillingen viser de ingen interesse. Hvilket giver een det indtryk, at det er reaktionen på værket der er det væsentlige - men det kan jo ikke passe, for deres kritik går jo på at værket er en tom provokation. Hvis der ikke havde været nogen reaktion fra muslimer, men de ligesom jøder og de andre berørte samfundsgrupper havde forholdt sig fredeligt, ville der så også have været tale om en tom provokation? Ville vi overhovedet have med en provokation at gøre?
En anden bemærkelsesværdig ting er, at venstrefløjen pludselig har fået så forbandet travlt med at kritisere kunst der har til hensigt eller pontentiale til at provokere. Det plejer ellers traditionelt at være højrefløjen der brokker sig over kunst hvis eneste formål det er at provokere. Hvad sker der? Er der sket en subversion?
Jeg har lidt svært ved at forstå, at netop Jens Haanings to værker fremhæves som positivt modstykke til Surrends. Så vidt jeg erindrer, blev højtalerne med de tyrkiske vittigheder fjernet fordi Berlins tyrkere følte sig provokerede af dem og ikke fordi de tysktalende gjorde…? Jeg husker tydeligt hans vesterbro-plakat-kampagne og de led under nøjagtig det samme. Her havde vi så en hvid dansk akademiker, der gjorde grin med luderlaila (arbejderklasse og udsat kvinde) og lokale arabere - altså to grupper, der i forvejen rent struktuelt er underordnede hans sociale position. Ikke et kønt træk…
Præcis som Bertelsen og Egesborg formåede Jens Haaning heller ikke at sætte sig selv og sin egen position på spil, som udfordret i sine to projekter. Et projekt, der på en måde lignede Haanings plakatkampagne, men som netop indeholdt den refleksion og dialog, Haanings manglede og som formodentlig har været inspirationskilde for ham, men viste den etiske fordring, som hans projekt desværre var helt tømt for, var Lynn Hershmanns videoinstallation Desire Inc. fra 1990.
Her blev de mennesker, der så hendes værk, bedt om at respondere på det de havde set og herefter blev helheden så samlet til et værk. Det vil sige - de mennesker, der udsættes for den kunstneriske provokation inkluderes som fuldgyldige subjekter med egne synspunkter på kunstneren og det som kunstneren udsætter dem for. De får mulighed for at svare igen og får ikke bare smasket en plakat i synet eller blæst platte vittigheder i ørerne i et offentlige rum, som de ikke har fuld ret til selv at bestemme over.
Til kobayashi. De øvrige billeder på udstillingen leverer lige så ureflekterede udsagn som dummer stein billedet. Det er provokation for provokationens skyld, de rummer i mine øjne hverken humor eller kunstnerisk kvalitet. Medie liderlige reklamefolk burde holde op med at forsøge at lave kunst…
Hansen: “en hvid dansk akademiker” - uha uha sikken racetænkning Nielsen driver sine argumenter ud i.
Og Hansens kriterium for ordentlig kunst er at kunstneren tager visse hensyn: “De får mulighed for at svare igen og får ikke bare smasket en plakat i synet eller blæst platte vittigheder i ørerne i et offentlige rum, som de ikke har fuld ret til selv at bestemme over.”
Er venstrefløjen da gået helt fra snøvsen. Det er da helt fantastisk, som de er endt som puritanske stivstikkere.
Over hele Europa foregår der en intens værdidebat mellem sekulære og religiøse værdier. I skrivende stund er de internationale nyheder præget af både den danskmuslimske karikaturstrid og en ny strid, som er på vej. En nederlandsk højrepolitiker har produceret en kortfilm, Fitna, som hævdes at være endnu mere blasfemisk, end hvad Muhammed-tegningerne påstås at være.
Ovenstående er skrevet af Shabana Rehman i nærværende avis d. 7. marts. Dette kan man sammenholde med hvad Borello skriver i sin artikel:
Her vender vi tilbage til Berlin. For udsagnet ‘Dummer Stein’ (dumme sten) fremført af Surrend på en plakat med Kabahen i Mekka som baggrund, fører ingen omvæltning med sig. Ingen subversiv kraft. Det er et forenklet udsagn, der gør realiteterne meget simple for dermed - synes påstanden - at provokere. Nærmest en politisk strategi a la ‘either you are with us, or you are against us’, hvor verden med ét fremstår i sin sort-hvide pragt.
Her er kunsten som disciplin taget som gidsel i en politisk, kulturel konflikt og bliver i sin forenklede form deprimerende i stedet for omvæltende. Forfladigende i sin provokation og blot til irritation uden egentlig erkendelsesmæssigt potentiale. Kunstens samfundsmæssige relevans som politisk redskab og øjenåbner hældes ud med badevandet, fordi forenklingen tømmer kunsten for indhold og kritisk potentiale.
Og overveje hvorfor det er så vigtigt for den etablerede kunst at afvise Surrends udstilling som tom og selvundergravende provokation.
OOps, glemte halvdelen af Shabana Rehman citatet:
Filmen er blevet forsøgt stoppet i Nederlandene og traileren til filmen fjernet fra YouTube efter pres fra Pakistan. Verden var uden YouTube i to timer, fordi en pakistansk tekniker ved en fejl formåede at afskære hele verden i stedet for kun Pakistan fra adgang til dette netsted. Den slags lader sig altså gøre. På internettet ligger der tonsvis af militante islamistiske hadetaler, der søger at hidse muslimer op til jihad, men som ingen har protesteret så stærkt imod, at det er blevet udsat for en tilsvarende censur. For mig er den slags materiale ellers den sande blasfemi.
Intentionen var netop ikke at forfalde til en håbløs diskussion lig karaikaturtegningerne, hvor tabuisering og ren grænseoverskridelse er dagsordenen i en demokratisk selvforherligelse. Der er heller ikke tale om en venstrefløj, som forsøger at barrikadere sig bag utopiske idealer. Spørgsmålet er om gentagelsen, den enøjede (vi ved bedst) tilgang til provokationen er en GOD kunstnerisk provokation. Det mener jeg som skrevet ikke det er. Ikke fordi kunsten ikke skal provokere (det skriver jeg ingen steder!!! Jeg mener jo netop at der ligger et vigtigt potentiale i provokationen), men fordi kunsten i mine øjne bør sætte spørgsmålstegn, supplere den politiske og samfundsmæssige debat med et udvidet perspektiv, der rykker ved os. Hvordan rykker Surrends bidrag ved noget som helst. Det er jo ikke undergravende. Det er en bekræftelse af det bestående og den vestlige arrogance. Det provokerer blot, for at provokere, og ja, det provokerer mig, men ikke til at tænke nyt, reflektere eller se mig selv i nyt lys. Det provokerer mig i sin enøjethed.
Haaning og de Arabiske vittigheder var blot et eksempel på en provokation, hvor ingen kan føle sig fritaget provokationen. Den er ikke sort-hvid. Begge kulturer indlejres og provokeres i værkets greb, som derudover stiller spørgsmålstegn ved de kulturelle normsæt og det offentlige rum som et rum med flere overlappende, fremmedgørende mekanismer. Hos ham er der egentlig erkendelsesmæssig effekt, fordi der stilles spørgsmålstegn og det rykker ved ens begreber. Glem ikke at Surrend også taler på vores vegne!
De vil gøre en forskel og sige ting, som ingen andre tør… Hvorfor så gentage det forudsigelige og allerede sagte. Er det måske udfordrende at kalde Færinger for skabsbøsser og den iranske præsident for et svin. Kom så! Er det det??????
Hvornår er provokation og kvalitet blevet proportionelt?
Erik B.:
Forenklingen var måske nok den moderne kunsts ærinde, selvom de fleste nok ville betragte det som en søgen efter en essens i kunsten. Forenklingen var bestemt ikke samtidskunstens ærinde.
Problemet med Haaning er, at han blot reproducerer en konstellation, som det offentlige rum flyder over med. Fordommen “Alle vesterbros kvinder er ludere” sidestillet med et filter, der viser en arabisk optik, som arabere garanteret ikke vil bryde sig om at se stillet op ved siden af en prostitueret. Hvilken glæde har araberne af det? Hvilken glæde har vesterbros kvinder? Den eneste der kan gå forbi det værk og have det strålende er da en blond fyr, der kommer fra et socialt lag, hvor mor og søster garanteret ikke er nødt til at tjene penge ved at prostituere sig. Hvor er den hvide akademikermand med turbo på karrieren henne i Haanings værk? Hvornår skal han udfordres, provokeres og udstilles i bar røv og nosser?
Hvordan rykker Surrends bidrag ved noget som helst. Det er jo ikke undergravende. Det er en bekræftelse af det bestående og den vestlige arrogance. Det provokerer blot, for at provokere, og ja, det provokerer mig, men ikke til at tænke nyt, reflektere eller se mig selv i nyt lys. Det provokerer mig i sin enøjethed.
Borello, din kommentar glimrer ved fraværet af argumentation og stillingtagen til en god del af læsernes indsigelser. At Surrends udstilling i Berlin ikke provokerer dig til at tænke nyt eller se dig selv i et nyt lys, kan du ikke nødvendigvis bebrejde Surrend. Fejlen kan lige så vel ligge hos dig selv. Den mulighed virker nærliggende når man læser, at du synes Surrend blot bekræfter den vestlige arrogance - en meget ensidig betragtning over Vesten. Vesten er uden tvivl arrogant, men den er også så mange andre ting, fx hyper selvkritisk og evigt spørgende, søgende og udforskende, undersøgende, udfordrende … her overfor kan man betragte dumme urokkelige hatte, sten etc.
At du ikke kan se dig selv i et nyt lys kan skyldes, at der er en meget stor sten der blokerer for lyset, hvem ved. I hvert fald synes dine kommentarer at tyde på en form for stivsind som ses ikke så sjældent i Vesten i disse år.
Surrends udstilling er ikke vildt udfordrende det medgiver jeg gerne, men den har sine kanter og i hvert fald ikke nær så tom som så mange andre man har set de seneste år og da er det indsigelsesindbydende at så mange veletablerede, selvhøjtidelige kunstnere farer ud og rakker ned på Surrend. Hvorfor skal de have ekstra hug? Er det fordi de er så irriterende at hakke i et åbent sår? Hvorfor påkalder de sig lige præcis så manges opmærksomhed?
Er det ikke et udslag af hvad Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen i deres bog
“Kritik af den negative opbyggelighed kalder “kitschkritikken eller Pseudokritikken eller Den politiske korrekthed”?
Læs evt. Jens-Martin Eriksens artikel:
http://www.information.dk/155313
Apropos højreradikal ”kunst”. Tegneren Kurt Westergaard har netop kundgjort at han vil forsøge at få nedlagt fogedforbud mod at nogle ”islamkritiske” demonstranter bruger hans famøse tegning i forbindelse med en demonstration der skal afholdes i weekenden.
Kurt Westergaard begrunder sit tiltag med at han ”ikke vil spændes for en politisk vogn”.
Den lader vi lige stå et øjeblik…
Per Thomsen,
naturligvis vil Kurt Westergaard ikke spændes for netop dén politiske vogn, eller nogen anden vogn.
(og lad nu være med at prædike, at KW allerede er spændt for Flemming Roses neokonservative vogn - please :-) )
I stedet ville det være klædeligt, hvis Kurt Westergaard tegnede f.eks. en racistisk mandsperson med en bombe i klaphatten som en kommentar til SIAD forsøg på at tage KW’s tegning til indtægt for deres bevægelse. Dét kunne måske være en passende kommentar til situationen???
Hvis SIAD ville benytte KW’s tegning, som nu er blevet et symbol på bl.a. bevidst forhånelse af islam, og givetvis ville medføre de sædvanlige voldsomme reaktioner, ville der jvf. Grundlovens § 79 være hjemmel til at forbyde demonstrationen.
Et sådan forbud ville dog blive være en gave af de helt store til SIAD o.a. - det ville naturligvis blive udlagt som et kæmpe knæfald for islam, selvcensur og begrænsninger af ytringsfriheden.
Og måske er det dét SIAD ønsker?
Mvh
Grundlovens § 79
Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.
Per & Heinrich,
Gider I linke til historien om SIAD? Det eneste jeg umiddelbart har kunnet finde var denne historie i JP:
Flykaprer vil købe profet-tegning
Af MARIE-LOUISE ANDERSEN
Offentliggjort 11.03.08 kl. 14:26
En 64-årig amerikansk fængslet flykaprer vil købe Kurt Westergaards originale Muhammed-tegning.
Martin J. McNally har siddet fængslet siden 1972, da han blev dømt for at kapre to fly.
Den amerikanske flykaprer har i et brev til Jyllands-Posten tilbudt at købe den originale Muhammed-tegning og rettighederne til den for 5.000 dollars. Det svarer til næsten 25.000 kr.
http://jp.dk/indland/article1292762.ece
- Men det har jo ligesom ikke noget at gøre med det I snakker om …..m-)
Heinrich:
Per Thomsen, naturligvis vil Kurt Westergaard ikke spændes for netop dén politiske vogn, eller nogen anden vogn. (og lad nu være med at prædike, at KW allerede er spændt for Flemming Roses neokonservative vogn - please :-) )
Hvorfor skulle jeg dog begyndet at spilde min tid på “prædike” for en påstand som alle umiddelbart kan se rigtigheden af. Det ville være fuldstændig idiotisk at begynde at argumentere for den kendsgerning, at Westergaards tegning var fra starten af fabrikeret med et politisk og ikke et kunstnerisk formål.
Det var jo et stykke regulært politisk bestillingsarbejde til Jyllands Posten. Det er noget alle ved, og ingen bortset fra Heinrich forsøger at lægge skjul på. Det er så indlysende sandt og rigtigt, at jeg tror selv en Hr. Felemming Rose ville erklære sig enig heri.
Per Thomsen:
“Hvorfor skulle jeg dog begyndet at spilde min tid på “prædike” for en påstand som alle umiddelbart kan se rigtigheden af. Det ville være fuldstændig idiotisk at begynde at argumentere for den kendsgerning, at Westergaards tegning var fra starten af fabrikeret med et politisk og ikke et kunstnerisk formål.
Det var jo et stykke regulært politisk bestillingsarbejde til Jyllands Posten. Det er noget alle ved, og ingen bortset fra Heinrich forsøger at lægge skjul på. Det er så indlysende sandt og rigtigt, at jeg tror selv en Hr. Felemming Rose ville erklære sig enig heri.”
Per,
Jeg er helt enig i, at Kurt Westergaard blev spændt for Flemming Roses vogn. Det er så indlysende sandt, at jeg venligt opfordrede til at du undlod at gøre opmærksom på det :-)
Min opfordring havde ikke den ønskede effekt, hvilket jeg mildest talt er både forundret og ærgerlig over.
Men hvorfor insinuere at KW er en bevidst provokatør i dit foregående indlæg? At KW frembragte en tegning på et oplæg fra JP / FR, betyder vel ikke at KW deler holdninger og motiver med dem? Eller at KW i al evighed har svoret troskab overfor FR’s neokonservative felttog?
Jeg vil meget gerne have dine skarpe og opvakte kommentarer til alt det andet jeg skrev.
Jeg anser dig for at være blandt de mest opvakte og læseværdige debattører, når ånden er over dig. Men når du forfalder til automatreaktioner, så er du lige så trættende et bekendtskab som f.eks. bismarckstumpen.
Så please - prøv at leve op til mine positive forventninger! Vis nu dit format, og ikke din mavesure smålighed! Jeg ved du kan! :-)
Mvh
@ Ulla
Hvis du stadig mangler et link, så er der bl.a. et hér: http://www.dr.dk/Regioner/Nord/Nyheder/Aalborg/2008/03/11/171518.htm?rss…
Heirich R.:
1) “Jeg er helt enig i, at Kurt Westergaard blev spændt for Flemming Roses vogn. Det er så indlysende sandt, at jeg venligt opfordrede til at du undlod at gøre opmærksom på det :-)”
Sorry, den danske sprog er en svær én…
2) “Men hvorfor insinuere at KW er en bevidst provokatør i dit foregående indlæg? At KW frembragte en tegning på et oplæg fra JP / FR, betyder vel ikke at KW deler holdninger og motiver med dem? Eller at KW i al evighed har svoret troskab overfor FR’s neokonservative felttog? ”
Jamen hvorfor har manden så lavet tegningen? Du kan vel ikke mene, at Kurt Westergård er så tåbelig, at han ikke kunne regne ud, hvad Flemming Rose skulle bruge dem til?
PS
Tak for de pæne ord, i øvrigt.
Per,
Jeg ser et stort lys i Kurt Westergaard, og tror bestemt han er alt andet end tåbelig.
Kan det ikke tænkes, at KW blot har lavet en tegning iht. oplægget, som sandsynligvis var at tegne profeten Muhammed som han opfattede ham?
Om KW var klar over, at projektet handlede om at vise, at danske tegnere ikke ville afholde sig fra at tegne hvad de måtte ønske, ved jeg intet om.
Selvfølgelig må det forholde sig sådan, at tegnere ikke vil afholde sig fra emner, de synes er vigtigt. Men om KW måtte have ment, at det var vigtigt at trodse et billedforbud, ved jeg intet om - men hvorfor skulle KW dog deltage i så barnlig en demonstration?
Og hvorfor formode, at KW var klar over, at hans tegning ville blive taget til indtægt for at være en bevidst proklamation af at turde trodse andre? Hvorfor formode, at KW har haft kendskab til den tekst der siden ledsagede tegningen? Hvorfor formode at KW skulle være enig i FR’s vinkel?
Nok er KW utvivlsom både meget vidende og godt begavet, men det er vel næppe tilstrækkeligt grundlag til at konkludere, at han skulle være bekendt med billedforbudet, og navnligt hvor alvorligt nogle mennesker stadig tager Moses’ ord.
Mvh
Heirich R:
“Og hvorfor formode, at KW var klar over, at hans tegning ville blive taget til indtægt for at være en bevidst proklamation af at turde trodse andre? Hvorfor formode, at KW har haft kendskab til den tekst der siden ledsagede tegningen? Hvorfor formode at KW skulle være enig i FR’s vinkel?
Nok er KW utvivlsom både meget vidende og godt begavet, men det er vel næppe tilstrækkeligt grundlag til at konkludere, at han skulle være bekendt med billedforbudet, og navnligt hvor alvorligt nogle mennesker stadig tager Moses’ ord.”
Kurt Westergaard udtaler sig ofte og gerne til pressen, og jeg har ligegodt aldrig hørt ham sige, at han ikke vidste at tegningerne var en provokation, eller at de var tænkt som andet end en provokation.
Sidste nye er i øvrigt at Westergård i dag har udtalt sig til en Hollandsk avis, hvor han giver sin fulde opbakning til en højreekstremistisk film der skal udsætte muslimerne for hån, spot og latterliggørelse, som det vist hedder i dagens Danmark.
Heinrich, Jeg tør godt vædde en flaske cognac på, at Hr. Westergaard hele tiden har vidst, hvad det er han har gang i …
Per,
det er muligt at du har ret, men jeg har svært ved at tro det.
Jeg har nu læst interviewet i den hollandske de Volkskrant. KW udtaler, at andres ytringsfrihed ikke må undertrykkes, og derfor bør Geert Wilders frigive sin film.
Jeg kan ikke se, hvad KW i stedet burde mene. At Geert Wilders sikkert tåbelige og bevidst provokerende film skulle stoppes af den hollandske stat? At Geert Wilders burde tænke sig om, og vælge at praktisere selvcensur? At muslimer skulle slappe lidt af, eller i det mindste rette deres vrede mod Geert Wilders personligt?
Men i øvrigt vil jeg hellere have dine evt. kommentarer til mit første indlæg :-)
Mvh
At nogle mennesker føler sig krænkede af kunst, det være sig god eller dårlig, tegninger, malerier, happenings whatever er helt irrelevant for kunsten. Det er faktisk ofte meningen med kunst at provokere og muslimer er hverken bedre eller dårligere end andre og der skal ikke tages særlige hensyn til dem i forhold til alle andre. Det var faktisk bare Flemming Roses ærinde. Og så er den ged barberet for 117tusinde gang. Fat det, Thomsen!
Sjovt at se reklamemanden Knud Romer fordømme skandaler i kunst. Manden stod jo selv bag sidste års største bog-skandale, hvor han svinede uskyldige mennesker til i sin roman. Hvad med lidt kilde-kritik Information?
Interessant er det også at se de forskellige kritikere udtale sig om Surrends udstilling i Berlin, uden at de overhovedet har set den. Hvad med at skrive det Information? Men sådan går det nok, når man sætter en litteratur-studerende ( Sandra Boss Permin) til at være journalist! Er Information blevet den ringeste avis?
Hvad jeg ikke forstår ved størstedelen af debatindlæggene er, at ingen forsøger at forholde sig til artiklens udsagn. Men det ville måske også være for krævende, at forholde sig kritisk til de værker, som Borello her fremhæver som gode i modsætning til Surrends og dermed forholde sig til artiklens udsagn. Så er det meget nemmere at læse overfladisk, skrive lidt om de dersens muslimer og ham der Knud Westergaard og måske ride en enkelt kæphest (ZOG).
Jeg har prøvet at sige, at Haanings værk er lige så forenklende og forudsigeligt i sin effekt og lige så blindt for egen afsenderpositions indlejring i en magtstruktur, som Surrends er, men det er der overhovedet ingen her, der gider at diskutere. Ærgerligt at de gode diskussioner kuldsejler på grund af debatørernes mentale dovenskab.
Nielsen:
Jeg har prøvet at sige, at Haanings værk er lige så forenklende og forudsigeligt i sin effekt og lige så blindt for egen afsenderpositions indlejring i en magtstruktur, som Surrends er
Vi har forstået, at du mener der er forskel på hvem man har lov til at krænke og provokere og hvem ikke. Kun hvis man krænker sin egen “afsenderpositions indlejring i en magtstruktur” er der ifølge dig tale om en tilladelig provokation og dermed KUNST. Eller som andre har formuleret det, det er tilladt at skide i egen rede, men ikke i andres…. Hvis man udelukkende render rundt og skider i andres reder og endda berømmer sin egen, så kan det uden tvivl virke både usympatisk og politisk ukorrekt - men hvad i alverden har det med kunst at skaffe? Du rammer ved siden af med dit argument. Du kan jo ikke definere kunst som politisk korrekthed?!
Erik B: “Al moderne kunst er forudsigelig og forenklet indtil det infantile.”
Det samme kan man vel sige om dette udsagn. Husk, Erik, at “alle, der generaliserer, er idioter.”
Erik B. har en pointe i forhold til den moderne kunsts inherente problem. Kunstoplevelsen, selve det der gør noget til kunst defineres som ydre omstændigheder. Selvfølgelig finder kunstoplevelsen sted hos den der oplever, det er en plathed, men der opstår løbske komplikationer når selve kunsten også outsources til alt og intet uden for kunstværket. Konteksten som en genstand skal ses i sammenhæng med er ikke mindre til diskussion end værket i sig selv tidligere var, så når Borello kommer og anklager Surrend for ikke at rykke noget hos ham, skyder ham virkelig sig selv i foden. For er det ham som professionel kunstkritiker, der skal komme og fortælle os hvilken kontekst vi skal opleve en udstillet genstand i? Kan han beskylde os for at se værket i den forkerte kontekst? Der er jo netop i forbindelse med Surrends Berlin-udstilling nogle der mener at deres kunst rykker så kraftigt, at de ligefrem vil have den lukket. At det tilsyneladende ikke er de rigtige mennesker det rykker hos, det leder os bare derhen hvor vi har været så tit: hvem skal bestemme hvad der er GOD kunstnerisk provokation - for nu at citere Borello selv.
@Kobayashi
Er det at skabe kunst, det samme som at skide? Eller er det måske snarere at skabe rum for dialog og erkendelse? Du har jo tydeligvis erkendt at den rene provokation er diarré, men er den også kunst? Er man en stor kunstner, hvis man skider på andre mennesker? Er man en dygtig og interessant politisk aktør, hvis man gør?
Jeg opfordrer absolut ikke hverken Haaning eller andre kunstnere til at skide, hverken på andre mennesker eller i egen rede. Jeg opfordrer dem til at provokere med henblik på at skabe erkendelser og mulighedsrum for kommunikation, der er større, vigtigere og mere livsbekræftende end det toilet, som vi alle sammen kender, hvor de sædvanlige grupper igen og igen får presset hovedet ned i tønden, imens de priviligerede står og griner eller honorerer kunstneren eller provokatøreren (dvs top-mobberen) med anerkendende blikke, legater og kommentarer. Jeg opfordrer kunstnere til at sætte sig selv på spil, kort sagt.
Nielsen:
Er det at skabe kunst, det samme som at skide?
Tja, det er der i hvert fald nogle der synes - dem der har købt kunstneren Piero Manzonis lort på dåse.
Man kan ikke svare entydigt på dit spørgsmål, for det ville kræve, at man var i stand til at definere kunst og det har jeg endnu ikke set gjort vellykket. Men som sagt kan man ikke udelukke, at kunst kan være at skide. Der er også mange andre end Piero Manzoni, som har involveret det latrinære i deres kunst, fx Andres Serrano med værket Piss Christ, for nu at tage et relevant eksempel. Jeg kan sige “ja” til dit spørgsmål med det forbehold, at det ikke nødvendigvis er at skide, men kan være det, men behøver det ikke.
Du spænder tydeligvis kunsten for en moralistisk bandwagon, Nielsen. Og der må jeg sige, jeg er uenig med dig; kunst kan have et moralsk budskab, men behøver absolut ikke have det. Moral og politisk korrekthed definerer ikke nødvendigvis kunsten.
MVH
@Kobayashi
Ganske kort:
Som jeg ser det, er dit kvalitetskriterium yderst primitivt. Jo større mediebrag, jo større kunst. Hvis det forholder sig sådan, er reklame-, underholdnings-, sports-, krigs- og terrorbrancherne de største og vigtigste kunstverdener, vi har…
At værker involverer afførring er ikke det samme som, at deres effekt er identisk med at skide på andre mennesker. Igen en yderst primitiv kunstforståelse fra din side.
Det interessante for mig her er, at jeg tydeligt kan se, at du ser den ypperste kunstner, som ham eller hende, der som politisk aktør kan banke dit mål igennem overfor andre mennesker, hvorimod kunstneren som ligeværdig og demokratisk dialogpartner er et sølle skvat, der tisser ned af sit eget bukseben for at være politisk korrekt. Så aggressiv som dig bliver jeg aldrig og så aggressive er de fleste kunstnere da heldigvis heller ikke. Det sidste er vel en af årsagerne til, at der bliver lavet så meget god moderne kunst.
Ehhemm …., Hvem er aggressiv her?
Jeg har dog aldrig defineret kunst som det at skide på andre mennesker. Du projicerer vist din egen aggressivitet over på mig, Nielsen. Hvis du ikke gider læser hvad jeg skriver og forholde dig til det, men bare skal kaste med mudder og tage mig til indtægt for meninger jeg ikke har givet udtryk for, kommer vi ikke langt med denne “debat”.
Ganske kort farvel herfra.
MVH
At Mette Sandbyes udsagn om kunst og provokation af skribenten ophøjes til en form for videnskab er utåleligt, da der er tale om nogle i grunden dybt subjektive udmeldinger, der har til hensigt at diskriminere en gruppe kunstnere - som reglen autodidakte - som Mette Sandbye af en eller anden grund ikke finder behag i.
Jeg har tidligere skrevet om Mette Sandbyes ensidige bidrag til debatten om kunst, politik og provokation, men gentager gerne mine synspunkter:
“Doven og træt kunstbog
VURDERINGER: Kunsthjemmesiden kopenhagen.dk har netop sendt årbogen “Ny Dansk Kunst 07” på gaden.
AF UWE MAX JENSEN
Bogen består af omtaler af en række offentlige udsmykninger og kunstudstillinger i det forgangne år, og “Ny Dansk Kunst 07” leverer også et bud på 11 centrale kunstnerprofiler. Desuden bidrager kunsthistorikeren Mette Sandbye - der til daglig er anmelder ved Weekendavisen - med kommentaren “Politisk kunst sælger”.
Mette Sandbye er en lejlighedsvis udmærket kunstanmelder.
Men i forbindelse med sit bidrag til “Ny Dansk Kunst 07” ryger kæden definitivt af for Mette Sandbye, og “Politisk kunst sælger” demonstrerer ikke andet end, at Sandbye lider af inderligt ondt i r….
I “Politisk kunst sælger” omtaler Mette Sandbye en række billedkunstnere, der kun deler det ene udgangspunkt, at deres værker har stor gennemslagskraft.
Mette Sandbyes kommentar er imidlertid så subjektiv og direkte fordomsfuld, at den aldrig burde have fundet vej til siderne i “Ny Dansk Kunst 07”. Mette Sandbyes tekst hører i bedste fald hjemme under avisernes debatstof som en personlig kommentar.
Hvorfor undertegnede rubriceres som en “politisk« kunstner”, har jeg endvidere svært ved at se nogen rimelig forklaring på.
Hvis Mette Sandbye tænker på mit fortsatte forsvar af ytringsfriheden og religionsfriheden, kan jeg til dels følge hendes motivering. Men det er vigtigt for mig at slå fast, at min kunst som udgangspunkt ikke er politisk i den snævre forstand, som Mette Sandbye ligger for dagen.
Jeg arbejder derimod i traditionen fra Leonardo da Vinci, Marcel Duchamp og Joseph Beuys.
Jeg skal ikke her forsvare de af mine kolleger, som Mette Sandbye også hænger ud i sin tekst. Det er de selv mænd for.
Jeg undrer mig imidlertid over Mette Sandbyes nedladende omtale af kunstnergruppens Surrends happening i Teheran Times, hvor kunstnergruppen indrykkede en annonce med et foto af Irans præsident Ahmadinejad i samspil med en tekst, hvis forbogstaver dannede ordet “swine”.
Dette fine værk omtaler Mette Sandbye i “Ny Dansk Kunst 07” som en “ufokuseret, meningsløs og infantil” happening.
Intet kunne være mere forkert.
Værket er derimod enkelt og slagkraftigt og udstiller - ikke kunstnergruppen - men derimod det iranske teokrati som
ufokuseret, meningsløst og infantilt. Det sker via kunstnergruppens subtile subversion af regimets censur, og når Mette Sandbye samtidig begræder, at Ahmadinejad bliver omtalt som et “svin”, må man undres.
En præsident, der med mellemrum truer med at smide andre folkeslag i havet og slette nabolande fra landkortet, har om nogen fortjent en så lidet elskværdig betegnelse. Derfor var det også befriende at opleve det ene af Surrends medlemmer i Deadline på DR2. Her fortalte den omsorgsfulde studievært, at “swine” både kunne betyde en sjuft og alverdens andre ting.
Kunstneren Jan Egesborg var imidlertid klar i mælet, da han slog fast, at “swine” skulle forstås i betydningen et “dumt svin”.
Ligeså uforstående som Mette Sandbye er overfor Surrends annoncehappening, akkurat så apoetisk omtaler hun mit værk i Brande fra sommeren 2005.
“Hans (Uwe Max Jensens, red.) urinering på en husmur i Brande,” skriver Mette Sandbye i en overfladisk og apoetisk omskrivning af mit midlertidige gavlmaleri udført med naturens pensel og kroppens iboende materiale. Endvidere det første værk indenfor kunstgenren “vanitis”.
Heldigvis har andre end Mette Sandbye forstået at omtale værket efter fortjeneste, og en artikel om gavlmaleriet endte da også på New York Times’ hjemmeside.
Og netop de omtalte kunstneres evne til at generere velfortjent opmærksomhed omkring deres værker synes at være den direkte årsag til Mette Sandbyes kommentar.
I hvert fald skriver Sandbye: “jeg (er) i flæng blevet bedt om udtalelser til tv om Uwe Max Jensen, “kunstgruppen” Defending denmark…, mens alle de mange andre gode, nytænkende, tankevækkende, sjove kunstnere og udstillinger, jeg har skrevet om her i avisen i over ti år, er gået ubemærket hen”.
Mette Sandbyes morale er desværre soleklar: Al den kunstnerisk korrekte politiske kunst får åbenbart ikke spalteplads nok.
Men det kan der til Mette Sandbye og de mange andre kunstnerisk korrekte skribenters oplysning være ganske indlysende årsager til.
Den kunstneriske korrekte politiske kunst er nemlig sjældent så radikal og subversiv, som de implicerede tror.
Lad mig for eksemplets skyld fokusere på Weekendavisens skriverier om kunstnerisk korrekt politisk kunst.
Hvad er mere kunstnerisk korrekt end en dansk-norsk bøssekunstnerduo som Elmgreen & Dragset, og i Lisbeth Bondes omtale (“Kunstens nye klæ’r”, 3. december 2004) får læseren da også at vide, at “de (har) sat spørgsmålstegn ved Kunsten og dens institutioner”.
Øjensynligt er Elmgreen & Dragset ikke alt for institutionskritiske, for andetsteds i artiklen kan man læse, at de skal udstille på The Donald Judd Foundation i Marfa, Texas.
Det udstillede projekt er en kopi af en Prada butik i fuld størrelse midt ude i ørkenen, og værket er angiveligt en kritisk kommentar til de “globale mærkevarers allestedsnærværelse”.
Elmgreen og Dragsets projekt var imidlertid ikke mere kritisk, da det kom til stykket, end at Prada selv sagde ja til at sponsorere hele molevitten.
I en Bonde-artikel (“En realist”, 24. november 2006) om den unge nyrealistiske maler Allan Otte står der, at Allan Ottes malerier “rummer en benhård civilisationskritik”.
Dette ses øjensynligt også i maleriet “DLG Blues”. Men heller ikke Ottes (civilisations)kritiske potentiale er større end, at DLG selv har købt billedet. Ottes civilisationskritiske malerier går for øvrigt som varmt brød!
Efter disse eksempler er det påfaldende at vende tilbage til Mette Sandbyes kommentar i “Ny Dansk Kunst 07”: “Kunsten bør interesse sig for det samfund, den udfolder sig i, men den er forbandet forpligtet på at gøre det dygtigt, præcist, gennemtænkt og etisk velovervejet”, skriver Mette Sandbye (som i parentes bemærket ikke rigtig vidste, hvad hun skulle mene om JP’s Muhammed-tegninger, da P1 spurgte hende i august) om undertegnede og mine kunstnerisk ukorrekte kolleger.
I Sandbyes begrænsede optik er Thyra Hilden og Pio Diaz’ værk “Aros on Fire. Burning the Roots of the Western Culture” derimod et eksempel til efterfølgelse.
Hilden og Diaz (kunstnerparret er blandt “Ny Dansk Kunst 07“‘s bud på 11 centrale kunstnerprofiler) har med videoprojektorer “sat ild” på Aros Århus Kunstmuseums glasfacade, og jeg skal gerne indrømme, at jeg personligt blev imponeret over værkets æstetiske kvaliteter og derfor med en særlig glæde udbyggede værkets kunstneriske kvaliteter ved at kaste en snebold mod glasfacaden og det virtuelle flammehav. Dermed skabte jeg den ny installation “Som en snebold i helvede”, hvor “Aros on Fire” fungerede som en æstetisk storslået baggrund for min nyskabelse.
Der er ikke desto mindre grund til at råbe vagt i gevær, når man konfronteres med Hilden og Diaz’ kunstnerisk korrekte politiske kunst. Det understreges glimrende af deres talrige misinformationer af publikum, som på Aros belærtes om, at Danmark og en “håndfuld” europæiske lande (det er 20) er “i krig” i Irak, og som et eksempel på vestlig aggression nævnte kunstnerparret gudhjælpemig den muslimske invasion af Spanien.
Man kunne have håbet, at kunstskribenterne havde formatet til at gå i rette med disse fejlagtigheder, som er en vigtig del af Hilden og Diaz¿ værk. I stedet lovprises værket i en artikel af Lisbeth Bonde (“Videopyromaner”, 19. januar 2007), hvor kunstnernes politiserende snik-snak går i ét med Lisbeth Bondes egen efterplapren. Komplet med manglende citationstegn, så det til sidst er umuligt for eventuelle læsere at hitte rede i, hvor kunstnerne stopper, og Lisbeth Bonde begynder.
Overfor undertegnede og mine kunstnerisk ukorrekte kollegers politiske kunst er Mette Sandbye på ingen måde eftersnakkende.
Vores kunst får følgende svada med på vejen i “Ny Dansk Kunst 07”: “og ingen kan alligevel vurdere den type “ny kunst”.”
Mette Sandbye er udover at være anmelder på Weekendavisen og altså bidragyder til “Ny Dansk Kunst 07” også underviser i kunsthistorie på Københavns Universitet, og hvis det er den opfattelse, Mette Sandbye giver videre til de ny kuld af kunsthistorikere, er det en tragedie.
For selvfølgelig kan man forholde sig til vores kunst. Det kræver bare, at man ikke som Mette Sandbye er doven og træt, men i stedet for at anmelde og skrive ud fra fine fornemmelser gør brug af hele sit kritiske apparat.”