Den 6. marts kritiserer Internationalt Forums Mellemøstgruppe en artikel, vi har skrevet om de venstreorienterede studerende (Information den 18. februar).
Kritikken går på, at vi ikke adskiller reformbevægelsen i Iran fra de venstreorienterede studerende. Vi vil gerne slå fast, at de venstreorienterede studerende i Iran ikke er en del af reformbevægelsen. Det er også helt rigtigt, at denne bevægelse er en socialistisk bevægelse, der principielt tager afstand fra valgene i Iran, fordi de er udemokratiske.
Når det er sagt, er det vigtig at holde for øje, at artiklen ikke alene omtaler de venstreorienterede studerende, men fokuserer på dem.
Nuanceret syn
Vi forsøger at give et nuanceret billede af de studerende i Iran med udgangspunkt i den senere tids undertrykkelse af de venstreorienterede. I Iran er der flere forskellige retninger, og bevægelser inden for studenterbevægelsen - og disse bevægelser har altid været mere radikale end de politikere, der stiller op til valg. Dog er der retninger i studenterbevægelsen, der ikke principielt boykotter valgene, men støtter reformisterne, der dog ikke har fået lov at stille op ved valget den 14. marts.
De socialistiske studerende er en stor og respekteret del af den samlede studenterbevægelse, som også omfatter en gruppe af kurdiske føderalister, liberale studerende, en bevægelse for demokrati og menneskerettigheder, forskellige feministiske bevægelser og så er der de, der kalder sig uafhængige aktivister, som blandt andet forsøger at forene dele af bevægelsen.
Også ikke-socialister
Det er ikke korrekt at afskrive alle de, der ikke er socialister, som en del af magten i Iran. En del ikke-socialistiske studerende sidder også i dag fængsel og tortureres ligesom de venstreorienterede studerende.
Når 2000 reformister ikke engang får lov til at stille op til valget, siger det også noget om at disse ikke umiddelbart er en integreret del af magten og ikke på linje med Vogternes Råd og Revolutionsgardisterne.
Der er også reformister i præstestyret, der ønsker sekularisme, og det må i hvert fald anses for et radikalt krav i et land, hvor tro og lovgivning hænger sammen.
Det kan så diskuteres og bliver også diskuteret af almindelige borgere, hvor mange chancer, reformismen har i Iran, og hvor radikale forandringer, de kan skabe igennem parlamentet, selv hvis de kunne komme ind.
