Skønheden får sit i Den Kgl. Ballets nye program, hvor Sylfiden får noget moderne dans som opvarmning.
Indrømmet. I sommer skrev jeg om Jorma Elos dans 10 to Hyper M, at ikke al koreografi kan camoufleres med lækkert tøj. Nu vil jeg med det samme gerne fastslå, at Jorma Elos nye dans, Lost on SLOW, faktisk både er yderst seværdigt som koreo-grafi - og at kostumerne af Annette Nørgaard er vildt smukke.
Den finske koreograf dyrker tempoet i sine bevægelser, i slægtskab med Kylián og Forsythe, men med fokus på linjerne mellem danserne, ikke på deres følelsesrelationer.
Alt er så speedet som overhovedet muligt. Benene kaster sig rundt, spagater bliver overstået på splitsekunder - og på-hovedet-løft lanceres kådt og omvendt uden ophold. Men raffineret nok giver ballettens struktur modstand til tempoet, helt isdansagtigt, fordi de tre par hele tiden veksler som par og som singledansere i uforudsigelige mønstre. Desuden har Elo fået fat i den humoristiske ende denne gang. Ikke mindst Fernando Mora har fundet ind til hans gakke humor, hvor et ben eller en mundvig afslører, at nu er det nok ...
Men alle seks dansere imponerer: Kizzy Howards spidse sparkebevægelser, Alba Nadals dukkeagtige stivnen, Amy Watsons svirpende kådhed. Og Jean-Lucien Massot skruer op for charmen i et skønt gensyn, mens Tim Matiakis drejer flere piruetter, end man kan tælle. Violinisten Jon Gjesme spiller smukt Vivaldi, så tonerne smyger sig sammen med kroppene. Og så lyden glider med ind i billedet.
Annette Nørgaards kostumer er klassiske tutuer. Men broderet og bemalet så overdådigt, som kom de fra en endnu ikke opført Tornerose. Guld og petroleumsblå. Guld og vinrød. Guld og abrikos. Og skåret så skødesløst, at det passer til med nøgne ben og bløde træningssko nedenunder - og de liggende tiaraer. Farvel tåspidssko, goddag catwalk og lækre veste til mændene. Desuden er bagscenen skåret over af en sprække, hvorfra Thomas Beck Jensen har ladet lys og røg vælte frem af det pureste guld. Smukt og uforklarligt.
Symbolsk flirt
Og så har Den Kgl. Ballet fået en ny Sylfiden. Christina L. Olsen debuterede godt nok i november 2006, men hun dansede kun partiet få gange. Så det er dejligt, at hun igen kan få lov til at fortolke Bournonvilles bedste kvinderolle, nu under navnet Christina Michanek.
Hun har den fyrigste luftånd i sin krop. Hendes krop dvæler i smukke stillinger for så pludselig at forandre sig - som en fugl, der reagerer på en lyd, som ingen andre kan høre. Både nervøs, nærværende og meget insisterende. Hendes Bournonville-albuer finder egne sylfidevinkler, men hun er bedårende og har noget meget ærbart over sig; hendes flirt bliver så absolut ved symbolske blikke. Og hun slår hellere øjnene ned, end at love Mads Blangstrups James for meget. Først i dødsscenen ser hun ud i rummet, tomt og fortvivlet. En ren tolkning med en moderne nysgerrighed - og et portræt, der antagelig vil få flere hemmeligheder med årene. Uden at miste skønheden.
Lost on SLOW. Koreografi: Jorma Elo. Musik: Antonio Vivaldi. Kostumer: Annette Nørgaard. Lysdesign: Thomas Beck Jensen.
Sylfiden. Koreografi: August Bournonville. Musik: H.S. Løvenskiold. Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe. Kapelmester: Peter Ernst Lassen. Det Kgl. Kapel og Den Kgl. Ballet, Gamle Scene. Danses også 12. og 28. mar., 2. apr., 20. og 23. maj. www.kglteater.dk
