Howard Barker elsker det frastødende. Han spejler os, så vi kun kan se ækelhedens logik i vores egne træk. Og vi elsker ham for det ...
Odense Teater har igen listet en ny Howard Barker-tekst ind i sit repertoire som en Danmarkspremiere. Og 12 møder med et vidunderbarn er en uhyrlig wondertext: en Barker'sk forskruning af tilbedelsen af geniet med auraen og den uempatiske liderlighed. Eller er den beundredes talent i virkeligheden ikke andet end selviscenesættelse og psykopati? Eller blot et symptom på tilbedernes trang til underkastelse og masochisme?
Ord, ord, ord. Barker skriver katastrofiske ord i svulstige strømme, og Klaus Hoffmeyer har oversat ordene med Barkers kyniske klarhed og forkærlighed for det konkrete. Ordene gentager og forskyder og provokerer. De er vildt konstruerede, og alligevel bliver dialogerne så fortvivlende sandfærdige på scenen, at man som tilskuer næsten får lyst til at bryde ind og korrigere udtalelserne. Ækelheden har sine egne præmisser, som de færreste får afkodet i tide. Måske fordi det er for fælt: Peer Gynt, go home.
Fighter-ego
Handling? Såmænd bare en historie om en 12-årig knægt, der bilder verden ind, at han er noget.
Scenografi: Såmænd bare et lillebitte rum, der ligner et glemt hjørne af et træningsstudie. Iscenesættelse: Såmænd bare en nervedirrende replikbadminton mellem en utilregnelig krop og 12 forudsigelige. Skuespil: Såmænd bare 13 - tretten! - skuespillere, der går ind på Værkstedets miniscene og fyrer Barker af med tophastighed, dobbelt skrue og bakkende tilbagetrækning.
Peter Plaugborg spiller vidunderbarnet. Hans Barker-barn er insisterende karismatisk, lige som hans tryllebindende Johannes i Ordet var det. Han sidder på hug, da forestillingen begynder, og først efter uendelig lang tid rejser han sig op med sin smidige krop, der pludselig viser sig at være enormt høj. Denne fysiske overraskelseseffekt med scannerskarpe vinkler mestrer han hele forestillingen igennem. Og han overfører den til sin psykiske sygelighedslogik med tilsvarende ynde. For Plaugborgs adrætte wonderkid kender ikke til samvittighed. Eller medlidenhed. Eller skam. Det er det, der er stykkets ublu kerne. Denne dreng mærker kun sit fighter-ego, der bekæmper enhver, der ikke vil dyrke ham som gud.
Gajhede-guvernante
Så det gør de så. Lisbeth Gajhede er vidunderligt præcis som hans besatte guvernante, og Betty Glosted er fnisende depraveret som vennens mor, der hellere end gerne lader sig forføre af den ordrige youngster. Rikke Lylloff spiller cool og smukt rigmandsdatteren med trang til eventyr i de dyre gummistøvler, og Beinta K. Clothier spiller et af hans oprigtige følelsesofre med sårbar styrke.
Men også mændene får han fordrejet. Kurt Dreyer spiller hans tutor med en særlig blanding af stolthed og ynk, ikke mindst i bukserne. Og Claus Riis Østergaard spiller hans ven. Hans helt normale, søde, kærlige ven, der intet fatter af vidunderdrengens skruppelløshed. Dermed bliver denne ven til tilskuerens identifikationspunkt. Og en redningsmand, der ikke engang kan undgå at blive offer selv.
Tilståelsestempo
Når Barker virker så gennemtrængende i denne opsætning, skyldes det ikke mindst Klaus Hoffmeyers insisterende instruktion. Ordene får netop den tyngde, de skal. For Hoffmeyer forstyrrer ikke dialogerne. Han får dem tværtimod til at løbe afsted i helt rigtige tempi. Diskret, men dynamisk.
Personligt fandt jeg Erik Söderbergs scenografi lidt for lemfældig. For lidt præcis og for lidt stiliseret i forhold til Barkers syleskarphed. Giv mig ikke blot en stol, giv mig den rigtige stol! Det samme gælder det farveglade lysdesign, hvis symbolisme omvendt set blev for bombastisk i forhold til det ingenmandsland, som ordene og også iscenesættelsen skaber. Mens lyddesignet ligger skønt, et sted midt mellem himmel og rædsel.
"Hvorfor kan jeg lide dig?" spørger vidunderbarnets ven. Hvorfor stemmer vi på politikere, vi ikke kan fordrage? kunne man lige så godt spørge. Barker er både konkret og symbolsk på samme tid. Og Peter Plaugborg er et talent, der som det allernaturligste vandrer afslappet rundt på de psykotynde isflager, hvor andre kun kan balancere i få hidsige højdepunkter. Det Kgl. Teater har hyret ham til Skuespilhuset næste sæson, hvor han skal spille ypperstepræsten Calchas i Ifigenia og Abu Tarek i Forbrændt. Den sidste titel passer til hans effekt på tilskuerne:
Man får brændemærker af hans spil. Og dog smiler man.
12 møder med et vidunderbarn. Tekst: Howard Barker (12 Encounters with a Prodigy). Oversættelse og iscenesættelse: Klaus Hoffmeyer. Scenografi: Erik Söderberg. Lys: Jens Poulsen. Lyd: Todd Sarfaraz. Odense Teater, Værkstedet, til 29. mar. Ikke for børn! www.odenseteater.dk
