Skuespillerne spiller djævelsk godt. Scenografien af Maja Ravn er underskøn med de mest forunderlige videoprojektioner på bagvæggen, stille landskaber med faldende snefnug - og majestætiske katedralhvælvinger med sitrende lysstråler gennem vinduerne. Musikken af Gert Sørensen er så smuk og rå i en hvislende blanding af patos og bedrag, lykkehåb og tortur. Og scenerne afvikles præcist efter hinanden i akkurat dén stilisering, som Flemming Flindt elsker.
For Djævlene er hans forestilling. Uanset hvor meget palaver, der åbenbart er gået i Betty Nansen-teamet. Uanset hvor meget personinstruktion, Peter Langdal har hældt i forestillingen. Det er Flemming Flindts æstetik og hans sikre sans for det depraverede, der skaber forestillingens helhed. Og det er hans opgør med katolicismens dobbeltmoral og borgerskabets uudlevede liderlighed, der er på spil.
Hvad er så problemet? Problemet er, at teksten ikke fænger. At historien ikke hænger dramatisk sammen. Jovist, alle elementer er der i Peter Asmussens djævlerier. Men scenerne har fået forkerte proportioner. Personerne har fået forkert vægt i forhold til hinanden. Og det tragiske afløses af det lidenskabelige og det humoristiske på uligevægtig vis.
Er stykket for meget et bestillingsarbejde over Loudun-historien? Skaber Asmussen bedre, når han skaber helt frit? Replikkerne er i hvert fald alenlange og virker ofte som indre monologer, hvis eneste realeffekt er at standse flowet i handlingen. Hvor er det langt og uaktuelt sådan at høre om småliderlige halvbøsserier hos en kardinal, der vil have 'konfekt' - eller om samvittighedskvaler hos en nonne, der drømmer om en 'orm'. Her er det lige ved, at Åsa Frankenbergs lys bliver så smukt, at det er en parodi. Eller at man ville ønske, at det ville blænde helt.
Kardinal til konfekt
Både Flemming Flindt og Peter Langdal har tydeligvis en besættelse af nøgenhed. Preben Kristensen og hans indtagende stemme slipper i hvert fald ikke for at stå afklædt helt til de kardinalske underbukser. Marie Louise Wille kan dog nøjes med at få revet kjolen af, så hun kan stå med sit opdampede åndedræt og hige efter Jens Jørn Spottag, der spiller nynarcissistisk med fine facetter.
Både Wille og Spottag spiller blændende, for ikke at tale om Laura Bros priorinde Jeanne, der giver denne intense skuespiller mulighed for også at kaste sig ud i det sadistiske rollefag. Og dog har Morten Staugaard nok stykkets bedste rolle som kardinalens håndlanger, netop fordi hans samvittighedskval og nepotisme er lige ved at få ham til at eksplodere inde i hans klippekrop. En gennemført stiliseret tolkning af en birolle, der bliver til hovedrolle.
Men scenografiens symbolbærende stol midt på scenen er højrygget og overdreven smuk. Det er vel kættersk at påstå, at den godt kunne have tålt at stå tom.
Djævlene. Manuskript: Peter Asmussen. Instruktion og koreografi: Flemming Flindt. Assistent: Linda Hindberg. Personinstruktion: Peter Langdal. Scenografi: Maja Ravn. Musik og lyd: Gert Sørensen. Lys: Åsa Frankenberg. Videografik: Anton Liep. Betty Nansen Teatret til 12. apr. www.bettynansen.dk
