Det er opmuntrende, at regeringen nu har nedsat en kommission til at se på klimaproblemernes løsning gennem afvikling af brug af kul, olie og naturgas. Men nedslående at konstatere, hvor lidt kreativitet kommissionen får lov at lægge for dagen.
Det er positivt, at der udover krav om reduktion i udledning af drivhusgasser også forlanges en generelt bæredygtig udvikling. Det er et meget skrapt krav, der kan sikre, at løsningen af klimaproblemerne ikke medfører andre miljøkatastrofer, som man f.eks. er tæt på med satsningen på biologiske brændstoffer til transport.
Det ville også have været et naturligt krav til kommissionen, at dens fremtidsvision skulle sikre gode livsbetingelser for danskerne, i det omfang miljøets begrænsninger tillader. Men i stedet er der for vores overflodssamfund stillet nogle malplacerede krav om fortsat høj økonomisk vækst og tilhørende gevinster for erhvervslivet.
Selv om netop vores høje produktion og forbrug er de grundlæggende årsager til problemerne, skal de altså øges. Trods mange påstande om det modsatte, så er energiforbrug og den økonomiske aktivitet faktisk meget direkte koblet til hinanden ude i den virkelige verden.
Danskerne vil holde fri
De seneste årtiers forskning kan ikke bekræfte, at høj økonomisk vækst i lande som de vestlige gør folk mere tilfredse, snarere tværtimod. Det stemmer fint med, at det tilsyneladende er andre velfærdsgoder, der dominerer danskernes ønskeliste.
Spørger man dem, som senest Instituttet for Konjunktur-Analyse har gjort, hvad de foretrækker fremover, højere indtægt (og dermed øget forbrug) eller kortere arbejdstid, svarer ikke mindre end 73 procent ‘kortere arbejdstid’ (IFKA: ‘Danskerne 2008’).
Siden 1964 har Socialforskningsinstituttet i grundige undersøgelser stillet samme spørgsmål, og tendensen har været klar. I stigende grad foretrækker danskerne mindre arbejdspres frem for mere forbrug. Efter at hele 70 procent i 1984 gav udtryk for, at de foretrak mindre arbejde, droppede dette institut desværre netop det spørgsmål, som IFKA så har taget op i deres undersøgelser. Denne tendens til, at stigende velstand fører til økonomisk mætning, er helt naturlig og har åbenbart ikke kunnet bremses af selv et massivt pres fra erhvervslivet og politikerne for det stik modsatte, nemlig et øget forbrug.
Stærk statsmagt
Undertiden dukker der i miljødebatten pessimistiske tanker op om, at det måske kan blive nødvendigt med en stærk mand for at redde miljøet. En antagelse, der bygger på opfattelsen af borgerne som umættelige og ustyrligt grådige. Når det nu ser ud til, at borgerne har helt andre velfærdsønsker end øget forbrug, er situationen snarere den modsatte.
Det kræver en stærk statsmagt at fortsætte væksten i den økonomiske aktivitet. Ikke blot miljøet, men også borgerne må så ofre sig for staten ved fortsat at knokle som for 40 år siden, trods store tekniske produktivitetsforbedringer.
Men den nye klimakommission fratages desværre retten til at belyse, hvorledes man med en kombination af ny teknologi og ny økonomisk tankegang kan skabe en fremtid i bedre overensstemmelse med både danskernes ønsker og miljøets begrænsninger.
Man ville kunne foreslå mere holdbare produkter og kampagner om at spare på indirekte energiforbrug og miljøbelastning ved stille og roligt at begrænse udskiftningen af tøj, køkkener, møbler, biler, computere, cykler, m.m., og som belønning - foruden det bedre miljø - få mere fritid eller en mindre stressende hverdag.
Sådanne miljøbeskyttende tiltag må kommissionen imidlertid ikke beskæftige sig med, snarere skal den søge veje til at accelerere smid væk-kulturen for at opnå den krævede høje vækst i forbrug.
Regeringen ikke i tvivl
Selv OECD, ‘de rige landes klub’, er nu i tvivl om BNP’s egnethed som målestok for velfærd, som det fremgår af rapporten Going for Growth 2006.
Her slås det fast, at “det ville være perverst at stræbe efter mere vækst i produktionen, hvis det indebærer reduceret velvære for de nuværende og fremtidige generationer”.
Men i den danske regering ryster man ikke på hånden. Her hersker der ingen tvivl om den evige væksts velsignelser. Her lades hånt om folks ønsker om velvære og bedre miljø. Man kan naturligvis håbe, at klimakommissionens medlem fra OECD netop er valgt for at repræsentere sin organisations tvivl om BNP’s værdi.
Man kan håbe så meget. Også, at der i oppositionen med dens traditioner for god fordeling af arbejde og velstand skulle findes partier, der mangler en sag at markere sig på i det 21. århundrede, som f.eks. ‘Gør velværet bæredygtigt’.
Jørgen Stig Nørgaard er lektor og emeritus ved Danmarks Tekniske Universitet, Institut for Byggeri og Anlæg
Kommentarer
Tak for gode betragtninger omkring en for mig bedrøvelig nyhed. Det ligner jo en gentagelse af de begrænsninger, som gjorde Infrastrukturkommisionens arbejde perspektivløst - og værdiløst i relation til en bæredygtig synsvinkel. Vedr. dit håb om et politisk parti, der vil gøre “velværet bæredygtigt” bydes du velkommen på www.xklima.nu.
Det er værd at fremhæve det positive i, at de fleste siger, at de foretrækker mere fritid frem for mere forbrug. Det er der nemlig brug for.
Men er det rigtigt? Hvorfor forlanges der så først og fremmest mere i løn ved overenskomstforhandlingerne? Er lønarbejdernes repræsentanter helt ude af trit med lønarbejderne?
Politikerne ved hvad der sælger, når der er valg; ikke et eneste parti kunne drømme om at stille spørgsmålstegn ved meningen med den økonomiske vækst.
Når der spørges om man vil have mere fritid, så siger man, ja selvfølgelig, vi vil have mere af det hele. Det er jo meningen med det hele. Og ikke et ord om paradokser eller selvmodsigelser. At mere af det ene til den ene betyder mindre af det andet eller mindre til den anden, det er bare tabu, det fortrængte paradoks.
Måske, Steen Ole Rasmussen, kommer debatten om ØD simpelthen tilbage? Måske er tiden inde til at lade flere penge tilflyde deltagerne i produktionen, så der simpelthen fremkom mindre overskud, fordi pengene mere rimeligt kom i omløb via øget løn eller bonus.
Før jeg kommer frem til hvad økonomisk demokrati evt. skulle være, kunne jeg godt tænke mig at forstå det økonomiske system i det hele taget.
F.eks. er man i det almindelige system sælger af sin arbejdskraft som lønmodtager. Økonomisk demokrati skulle, så vidt jeg ved, betyde noget i retning af at stå som køber af samme arbejdskraft også, eller at man var i stand til at gå ind og regulere lønarbejdsinstitutionen som medbestemmende i anden betydning, end den kun at være lønarbejder. Det er på ingen måde odiøst i mine ører, men er svært at se uden om de faglige organisationer som allerede har temmelig svært ved definere deres rolle, for ikke at nævne deres rationalitet i det hele taget. Det økonomiske system, dets organisationer med arbejdsmarkedsparterne i deres historiske roller og nuværende roller er i mine øjne en svær størrelse at få hold på. Og min fantasi går mere i retning af måske at indskrænke pengeøkonomiens betydning i det hele taget.
Man kunne begynde med at forhandle individuel arbejdstid, sådan at man ikke skulle arbejde flere timer, end det der skulle til for at dække det forbrugsniveau, den enkelte ønsker. Det ligger så til gengæld helt uden for enhver organisations forestillingsevne, hvorfor der så af samme grund her var en grund til at sætte hele det økonomiske system og dets organisationer til eftersyn. Deres rationaliteter er håbløst forældede.
Det er jo også en underlig primitiv idé at sammenkæde arbejdsTID med løn og udbytte, for masser af ting kan jo gøres på ingen tid, hvis altså ikke det at bruge tid i sig selv ses som noget fantastisk.
Hvis arbejdet blev fordelt udover hele verden, ville store lande med op imod 80% arbejdsløshed tjene væsentligt til en nedbringelse af alles arbejdstid, f.eks. til en 4 timer om ugen, når de teknologiske landvindinger tages i betragtning. En masse ting skal også hives ud ad arbejdsmarkedet, nemlig alt det lystbetonede, kreative arbejde, der fungerer bedst, når folk ikke er tvunget til at få betaling for det. Intet dræber kunstnerisk og videnskabelig kreativitet mere effektivt end økonomisk nødvendighed.
Tak for den positive interesse for mit “Synspunkt” i Information.
Jeg er enig med Steen Ole Rasmussen i, at opinionsundersøgelser skal tages med et vist gran salt. Især når de modsiger ens egen fornemmelse er folk hurtige til at se bort fra dem. Politikerne vil jo ikke ane, hvordan de skulle forholde sig til resultaterne, at 73 % af befolkningen vil foretrække mere fritid frem for mere indtægt. (Der er altså ikke her udtryk for, at de vil have det hele, idet de giver afkald på øget indtægt).
Paradokset med, at de så ikke vælger fagforeningsledelse og politikere, der vil dette er et stort spørgsmål om, hvorfor vores form for demokrati ikke er perfekt. Min fornemmelse, at noget af forklaringen ligger i, at de der orker at stille op til ledelsesjob ikke er gennemsnitsmennesker, men nogle med ambitioner og den slags. De, der ønsker mindre arbejde tøver nok med at påtage sig det mere arbejde, der kræves for at fremme deres sag.
Men lad os så sige, at der nok ikke er 73% der vil arbejde mindre. Hvorfor skulle de så sige det, mens kun 44% sagde det i 1964? Er det blevet ‘in’ at ville slappe mere af? Det er da også interessant. Hertil kommer at dette afkald på øget indtægt og forbrug kommer trods et enormt press for at øge forbrug.
Den afgørende politiske prøve er, at spørge politikerne, om de ikke synes det vil være velsignet, HVIS folks ønsker var som de siger. Hvis politkerne siger jo til det, så lad os komme i gang med at fremmme denne holdningudvikling i stedet for at bekæmpe den.
@Steen Ole Rasmussen: Jeg er enig med dig i din tvivl om, hvorvidt undersøgelsen om, at danskerne ønsker “kortere arbejdstid” fremfor “højere indtægt”, er korrekt.
For vil det ikke på sigt udhule danskernes købekraft, og dermed deres muligheder for at forbruge? I vort moderne samfund er forbrug nemlig det opium, der skal fastholde folk i en døs, så de ikke bliver paniske over livets egentlige mere tomme og ensomme grundstruktur. Kun de færreste moderne mennesker magter at rumme dette eksistentielle faktum. Derfor al den sitrende vigør hele tiden.
@Jørgen Stig Nørgård: Tak for din artikel, trods ovennævnte tvivl. Din sætning “Trods mange påstande om det modsatte, så er energiforbrug og den økonomiske aktivitet faktisk meget direkte koblet til hinanden ude i den virkelige verden” burde være indlysende for ethvert voksent menneske.
Vor planets nuværende nød udspringer af det faktum, at det netop ikke er tilfældet: Stakkevise af forvrøvlede økonomer, erhvervsfolk og politikere fortsætter deres sludder om vedvarende økonomisk vækst og aktieporteføljer, etc., helt uanfægtet af (enten fordi de ikke forstår bedre, eller også fordi de er afstumpede ligeglade), at de derved udsletter livsgrundlaget for uskyldige mennesker og dyr. En opførsel, der så rammende er beskrevet ved følgende citat fra Sigmund Jensens roman “Hvide dværge. Sorte Huller”?
“Det vi kalder civilisation, er ikke andet end et velorganiseret barbari. Er det ikke det vi allesammen bærer på som en dyb hemmelighed i hjernekisten. Når det kommer til stykket, er ingen af os andet end forklædte neandertalere, huleboere i gallauniform, barbarer i smoking”.
Se bare TV2News’s finansmagasin!
Motiverne bag udtalelser om, hvad man ønsker i forhold til mere løn eller mere fritid, går jo på sindelaget, som principielt er utilgængeligt for omverdenen til sindet. Men selvfølgelig siger folks udtalelser noget om deres holdninger.
Psyken med dens tilstande og den enkeltes erfaringer falder også i kaskader af sociale betingelser, som er medbestemmende i forhold de svar, et spørgsmål måtte afstedkomme:
-Hvis man interviewer et offer umiddelbart efter et økonomisk spørgsmål om f.eks. ens tro på sin egen økonomiske fremtid, så vil offeret være tilbøjelig til at vælge arbejdet frem for fritiden.
-Hvis man på samme måde forsøger på at udfritte offeret en prioritering umiddelbart efter en konfrontation med planetens biologiske tilstand, så vil offeret være tilbøjelig til at vælge sengen, og drømme lidt om lyserøde skyer og andre grønne planeter.
Det, at der generelt er sket et skred i retning af at prioritere mere fritid, mindre økonomi frem for lønarbejde, er godt for planeten. Det skal det politiske system selvfølgelig hænges op på, for det er nok hensigtsmæssigt i forhold til en form for nødvendighed, der rækker lidt ud over den økonomiske.
Organisationerne er en del af problemerne. Organisationer inden for det politiske og det økonomiske system er i høj grad præget af karrieremenneskerne. Man kommer jo ikke til tops med mindre at man vil. Så selvfølgelig er det de typer, der dyrker de fremmeste og mest bombastiske succeskriterier, som vinder i magtens korridorer. At disse succeskriterier så potentielt truer med at negere sig selv, ja det ændrer ikke så meget på, at de sejrende vinder i de sammenhænge som bestemmer sygdommen.
“De seneste årtiers forskning kan ikke bekræfte, at høj økonomisk vækst i lande som de vestlige gør folk mere tilfredse, snarere tværtimod. “
Hvorfor bliver danskerne så gang på gang i undersøgelser udset til at være verdens lykkeligste folk.
“Her hersker der ingen tvivl om den evige væksts velsignelser.”
Måske er der en god grund til at Danmark i Europa fremstår som et forbillede for en økonomisk politik , der har afskaffet arbejdsløsheden.
At tro på, at man kan reducere væksten, uden at det koster arbejdspladser, social velfærd, teknologisk udvikling osv. er i øjeblikket temmelig naivt.
Nej, P. Lauritzen, det er snarere præmisserne i undersøgelserne, der er forkerte. F.eks. kan danskere dårligt forstå, at folk uden en danske form for samfund overhovedet kan overleve.
Alligevel er sandheden jo så den, at det kræver massive mængder antidepressiver for folk faktisk at leve i det danske samfund med dets geskæftige nævenyttighed og ufølsomme vaden ind over hinandens grænser.
@PeterH: Ja, se der (nervemedicin) har du virkelig fat i noget vigtigt. Tak for den kommentar.
Vigtigt argument? Jeg håber sgu,at det er ironisk ment, ellers er diskussionsniveauet sørgeligt lavt.
OM AT TAGE DET SØDE MED DET SURE
Og så længe fast arbejde er meningen med livet, og der er arbejdsløshed, vil der være arbejde! For selv om der ikke er noget reelt arbejde, så kan man altid arbejde på at afskaffe arbejdsløsheden. (velfærdsstaten på arbejde!)
En undersøgelse har vist, at danskerne er verdens lykkeligste folk, når man spørger dem selv. Det er de nødt til at svare, hvis det eneste, de har lært, er at arbejde (på at blive det) Selvfølgelig er de nødt til at påstå de er lykkelige, ellers ville indsatsen have været spildt.
Den gang det var moderne at tale om Herbert Marcuse, vidste de fleste noget om det, der handler om offermentalitetens selvforstærkende mekanismer. Menneskets individuelle og sociale identitet kan godt sættes ind i den betragtning, der handler om instiftelsen af det sakrale, og den selvforstærkende mekanisme, der lever ved det manglende mod til at indrømme, at ens egen og ens slægts ofrer er spildte. Det er f.eks. næsten umuligt for en kommende amerikansk præsident at fortælle den amerikanske befolkning at de penge og de mere end 4000 døde amerikanske soldater krigen har kostet, har gjort mere skade end gavn. Hvis man har levet i sølibat hele livet, og pludseligt opdager de forbudte frugters sødme, og det at verden ikke braser sammen, selv om man har smagt dem, er det alligevel svært at indrømme, hvordan ens forudgående liv og andres med har været unødigt tilbageholdende.
Det er et faktum, at lønarbejdet koster. Men det er fortrængt i det moderne samfund, inddæmmet, undertrykt men alligevel udtryk for en latent viden, som kan springe frem, manifestere sig. Marcuse så det, i rollen som det man kendte, uden at ville vide af det .
Lønarbejde er en smerte i røven, derfor har vi lært hinanden at ingen må slippe for det. Det ville ikke være til at holde ud at se på, at andre ikke havde det som en selv. Det ville være en smerte, at se andre slippe for den smerte man kender alt for godt. Evnen til ikke at orientere sig moralks er fraværende. Og moral er ikke andet end elendighedens multiplicering (Nietzsche): Moral er at have det dobbelt så dårligt med sig selv, fordi man lider under bevidstheden omkring det, at andre slipper for lønarbejdet. Derfor er tvangsaktivering af skyldige såvel som udskyldigt arbejdsfrie en del af den herskende orden. En del af offermentaliteten. Socialkammeraterne, Hjorten ved skovsøen og pia Kjærsgår i skøn forening, i samlet front mod lykken, friheden og løsningen på den globale udfordring.
Takket være et flertal af vælgerne har vi en fremsynet regering, der føre en storslået politik, som giver masser af arbejde til alle, der gider tage hænderne op af lommen - og fingrene ud af hullet i lommen.
Og arbejde adler!
“ARBEIT MACT FREI”
I forlængelse af Europastatens bestræbelse på at fjerne alle illegitime forhindringer for varernes og arbejdskraftens optimale udnyttelse, lægges der nu op til at hæve den tilladelige arbejdsuge til hele 65 timer. Det hedder sig officielt, at det er med til at gøre arbejdsmarkedet mere ”fleksibelt”.
http://www.elpais.com/articulo/economia/ministros/UE/debaten/elevar/65/t…
Det store spørgsmål er, om vi så virkeligt får mulighed for at vælge, f.eks. hvor mange timer vi skal arbejde hver især, eller hvad? Fakta er, at der ikke længere vil være lovhjemmel for at forhindre arbejdsgivere i at stille deres ansatte over for valget mellem at arbejde de timer, huan har brug for, eller at finde sig et nyt job.
Betyder det også at 37 timers arbejdsugen og alle de former for aftaler om løn og erstatning for løn, der findes, kommer under pres?
Målet er afskaffelsen af alle restriktioner i forhold individuelle aftaler mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Alt hvad der ikke defineres af de (ifølge Europastatens institutionaliserede monetaristiske lovreligion) eneste to legitime parter i den økonomiske udveksling, aftager og modtager af ydelser for penge, skal fjernes. Kun markedets legitime aktører repræsenterer friheden. Når disse to sider har defineret friheden, fået den gennemført i sin renlivede institutionaliserede form, så kan vi andre se på, hvad der er tilbage af friheden til os.
Markedet er et vilkår, lige så forpligtende og nødvendigt for den der er afhængig af det, som alle andre former for nødvendighed der omgiver det enkelte individ. Og når alle ressourcer og livsbetingelser endeligt administreres af denne form for nødvendighed/frihed, så er valgmulighederne minimale. Enten er man med for fuld fart, eller også er man ude. Arbejdskraft vil der være nok af.
Som bevidst arbejdssky bolighaj, med beskeden tilknytning til arbejdsmarkedet, kunne jeg være lige glad. Men jeg synes nu, det er synd for de stakkels lønslaver, som ikke kan vælge, hvor meget og hvor lidt de vil arbejde/tjene. På den måde bliver det virkeligt ”nødvendigt” for dem at tro på, at meningen med livet er arbejde. Det er det eneste der er tilbage.
Og de professionelle skribenter på Ínformation klapper i hænderne, sammen med resten af koret som tror på succes, bæredygtighed og vækst ind i himlen, friskytter og andre pudsige former for vedhæng.