Kære Maj

Jeg ville ønske jeg ikke har måttet lukke min blog, for derpå ville du måske have fundet endnu en kvinde der ikke passer ind i hverken mand- eller kvindebåsen. Jeg vil her bare nøjes med at sige: Jeg kan genkende scenariet. ;-)

Kære Maj, bliv bare ved, vi er flere der har det lige som dig.

Undskyld, hvad er problemet? Jeg kan - som en på alle måder gennemsnitlig mand - da heller ikke identificere mig med hovedparten af mændene omkring mig (og slet ikke dem, der tilhører diverse minoriteter). Og hvad så?

Dit problem er at du er for intelligent.
Intelligente menneskers har det sværere, fordi deres interessesfære er meget større og dermed deres muligheder for at hæve sig over gængse rammer og regler for, hvad 'man gør', når omgivelserne bare ser en besværlig person.

Her kommer janteloven ind, du må ikke ha' andre ideer end os, du må ikke påpege, at der er andre muligheder for værende og udvikling end den gængse. Men trøst dig dine børn vil gå sine egne veje og blive den de er, om de får kærlighed og tillid nok. - Og du også. Det bliver lettere med alderen.

Nogle gange må vi affinde os med, at verden ikke forstår og ser de samme muligheder, som vi gør, selvom det kan synes ensomt i blandt.

En godt skrevet artikel, Maj, og hvis du opfører dig, som du skriver, kan jeg ikke forstå, at du har problemer i dagligdagen.
Blot en bemærkning, du skriver: "Men jeg har ambitioner som en mand, hvilket er til stor gene - både for kvinder og mænd."
Om kvinde eller mand, alle os, der ikke er ambitiøse og arbejder uden hele tiden at gøre opmærksom på, hvor gode vi er, vi kommer sgu aldrig til at bryde os om de selvpromoverende egomaner, der har rundsave på albuerne.

Høj intelligens og deraf afvigende adfærd lyder som den rigtige diagnose.

Jeg tror desværre næppe det reelt bliver lettere med alderen. Man justerer vel blot sine forventninger til andre i nedadgående retning, så man ikke bliver helt så skuffet over andres uformåen, misforståen og mistænkeliggørelse? Man kompenserer for at undgå for store og for hyppige skuffelser, ved at tage mere stadigt mindre alvorligt, f.eks ved at blive kynisk og/eller ved at grine af alt det man alligevel ikke kan ændre?

Ja, gid der var mere plads til os, der blot følger vore evner og vores lyst, uanset hvilke normer der gælder for hvad "kvinder kan" eller hvad "mænd kan".
Som kvinde, der arbejder i et typisk mandefag (nej, ikke et karriere-job), kan jeg skrive under på at det kan være træls hele tiden at være under lup og altid at være "særlig". Det har jeg tidligere måttet bruge en del energi på at mane i jorden, for jeg ønsker ikke at mit valg af erhverv skal gøres til noget særligt. Tværtimod, for det er kun fordomme, der gør håndværkerfag til mændenes domæne. Masser af kvinder vil kunne blive fremragende håndværkere. Man kan tilsvarende sige at mange mænd nok ville have glæde af at vælge noget andet end det som traditionerne foreskriver.

Maj har ret i at det også kan være ensomt at bryde normer, for man har en følelse af at man ikke rigtigt hører til, hverken blandt kvinderne eller mændene. Dette gælder også selv om man, som jeg, altid stort set har haft rigtig gode kolleger.

Jeg har mange år på bagen som normbryder og hvis jeg skal videregive et par råd vil det være noget med at holde fast i sig selv og sit mål. Man skal tale med kollegerne for at udbrede forståelse for sit valg. Kom dem i møde uden at forsøge at lave om på dig selv. Der vil altid være nogle, der føler sig truet, undgå dem eller hjælp dem, for de udviser "underdog-adfærd", som er betinget af at de i forvejen er marginaliseret af en eller anden grund.
Endeligt er det vigtigt at søge ligestillede, "netværke" hedder det vidst i vore dage.

En sidebemærkning til de debattører der mener at Maj føler sig afvigende pga. høj intelligens: Mærkværdigt synspunkt. Vil det sige at man mener at andre kvinder, der ikke vælger utraditionelt, er mindre intelligente, eller hva'?

Hvis man har fulgt lidt med i kønsdebatterne i den sidste uges tid er det trist at se så hårdt fronterne er trukket op og det viser blot hvor svært det kan være at bryde reglerne. Især mændene føler sig truet, synes jeg og det er synd.

Karmus, mentalt en kvinde, kropsligt en mand. Det er sådan jeg har det. Jeg ser ordet køn som et abstrakt begreb, og at fastlåste kønsroller er et borgerligt/konservativt fænomen.

Hej Maj.

En dag for et lille år siden, stod jeg i Tivoli Friheden i Århus og ventede på at Shu-bi-dua skulle starte deres koncert. Mens jeg stod der, kiggede jeg ud over tilskuerne og bemærkede at der var alle mulige nationaliteter og racer. Der var indere, grønlændere, japanere, sorte, turbanklædte, jøder og en enkelt af racen Betina. Og jeg frydede mig over dette fællesskab - nemlig at være anderledes.

Ps. Jeg har en mandekrop (endnu) og et kvindesind, og lever som kvinde. Jeg er migselv.

Kærlig hilsen
Betina Hvejsel

@ Maj

Du skal ikke være ked af det, du får det bedre hvis du bliver voksen.

Maj, Maj, Maj - du er sej, sej, sej.

Der er flere som dig herude, og det er skønt. Vi skal nemlig lige præcis være frie til at gøre køn på den måde, vi nu synes, er den rigtige måde for os. Der skal være plads til det komplekse, sammensatte, multifacetterede køn, hvor omsorg og konkurrenceorientering kan gå hånd i hånd. Hvor et stort ego og stor kærlighed kan være inde i samme klejne kvindekrop.

Du har fat i noget meget fint og rammende, når du beskriver, hvordan vi opdrager vores børn i fastlåste og kedeligt stereotype billeder af køn. Og hvor skrækkeligt fantasiløst er det ikke også, at vi åbenbart ikke kan finde på noget bedre at klæde vores børn ud i til fastelavn. Helt ærligt, tænk lige over det: prinsessekostumer og ridderdragter. Det skriger til himlen, hvordan vi oven i købet smadrer vores børns fantasi i samme åndedrag.

Held og lykke med at være dig selv Maj. Og godt kæmpet - altså også din kamp i børnehaven. Dine børn vil takke dig for det en dag.