Overophedningen og højresvinget

I finansloven for 2008 er der lagt op til en lavere vækst i det offentlige forbrug end i regeringens finanslovsforslag før valget og 2015-planen. Alligevel anklager Socialdemokraterne og SF vedholdende regeringen for økonomisk uansvarlighed. Særligt SF optræder her i en ny rolle. Kodeordet er overophedning. Men fortællingen om overophedning er ikke neutral og uproblematisk.

Engang var det de borgerlige partier, der stod vagt om den økonomiske ansvarlighed, mens venstrefløjen havde vigtigere ting på dagsordenen. Sådan er det ikke længere. I de senere år er Socialdemokraterne begyndt at markere sig som indbegrebet af økonomisk ansvarlighed, og på det seneste er også SF hoppet med på vognen. De seneste måneder har vi været i den uvante situation, at SF og Socialdemokraterne angriber regeringen for at nedtone økonomernes advarsler om overophedning, selvom regeringen efter valget har tilpasset sig overophedningsretorikken og gennemført nedskæringer i den nye finanslov sammenlignet med finanslovsforslaget før valget.

På grund af den politiske enighed om den truende overophedning fra SF til regeringen kan man få det indtryk, at fortællingen om overophedning er neutral og uproblematisk. Det er ikke tilfældet. Fortællingen er fuld af huller, interessebestemt og indikerer et ideologisk kursskifte i velfærdssamfundet i form af et stort højresving.

Overophedningen

Fortællingen om overophedning har været fast forankret blandt økonomer i de seneste to års tid, men man kan få et systematisk indtryk af fortællingen og opbygningen af den ved at se nærmere på de såkaldte økonomiske vismænds halvårsrapporter.

Arbejdsløsheden begyndte at falde i starten af 2004, og allerede i rapporten fra efteråret 2005 taler økonomerne om “et meget presset arbejdsmarked” og spår, at “ledigheden kun vanskeligt kan falde yderligere, uden at løn- og prisinflationen stiger betydeligt”, men det er først i den næste rapport, at vi får at vide, at “overophedning må betegnes som den største risiko i den aktuelle situation”. I denne rapport får vi også udlagt et klart trusselsbillede gennem en case om den hollandske økonomi, der gik fra høj vækst og lav ledighed til en situation med forværring af konkurrenceevnen og nulvækst på grund af overophedning omkring årtusindeskiftet. Der drages også paralleller til overophedning og tilbageslag i Danmark i 1980’erne og 1990’erne. Overophedning bliver her til en samlet fortælling om et dramatisk økonomisk tilbageslag, som det er vanskeligt at kæmpe sig ud af igen.

Den basale logik i fortællingen er, at en ledighed under det strukturelle niveau på omkring 150.000 personer vil medføre lønstigninger, der svækker konkurrenceevnen og herigennem bevirker lav vækst og stigende ledighed. Der fremmanes et billede af alvorlige økonomiske konsekvenser, hvis ledigheden bliver ‘for lav’. Fortællingen om overophedning er en kombination af kølig økonomisk logik og effektfuld, billedskabende retorik.

Efter således at have lanceret fortællingen om overophedning i foråret 2006 videreføres trusselsbilledet i de seneste tre rapporter. I efteråret 2006 forudses nok “en ‘blød’ landing”, men “omvendt kan en periode med lav vækst, høj ledighed og faldende huspriser absolut ikke udelukkes”. I rapporten fra foråret 2007 er der fortsat risiko for overophedning, men der identificeres også “en tendens til svagt voksende ledighed”, og i den seneste rapport argumenterer økonomerne for en markant finanspolitisk stramning i 2008 og 2009.

Prognoser og trusler

Fortællingen om overophedning er altså et fremtidsscenarium, der hele tiden skubbes fremad i takt med, at fremtiden bliver til nutid - en nutid, der ikke stemmer overens med økonomernes prognoser. Al erfaring viser, at økonomernes prognoser stort set aldrig bliver til virkelighed, og det er prognoserne om overophedning et godt eksempel på. I efteråret 2005 lød prognosen, at ledigheden ville nå bunden ved ca. 140.000 personer frem mod 2008. I dag er ledigheden kun halvt så stor. I foråret 2007 mente økonomerne så, at nu havde ledigheden nået bunden og forudsagde stigende ledighed, men i hver eneste måned herefter er ledigheden fortsat faldet markant. Når økonomerne tager grundlæggende fejl igen og igen, hvorfor skal vi så tro på deres prognoser om overophedning?

Fortællingen om overophedning er da heller ikke primært en prognose, men snarere et trusselsbillede - i stil med fortællingen om ældrebyrden - der er designet til at påvirke den offentlige opinion. Hensigten er at skabe en fremtid med løntilbageholdenhed, lav vækst i det offentlige forbrug samt reformer på arbejdsmarkedet såsom den aktuelle jobplan.

Fortællingen krakelerer

Hvis ikke man bliver forblændet af det trusselsbillede, som fortællingen om overophedning tegner, så bliver det hurtigt klart, at fortællingen er gammeldags, fuld af huller - og politisk. Økonomerne er groet fast i et industrisamfund, hvor prisen er det eneste, der afgør efterspørgslen på en vare. Men den samfundsøkonomiske udvikling har gennem mange år vist, at brands, design, markedsføring og etik m.m. er helt afgørende for salget af varer. Faktisk er prisen i mange tilfælde af underordnet betydning. Man må også konstatere, at lønnen ikke er den eneste faktor i prisen.

Virksomhedernes profit indgår også i prisen. Økonomernes ensidige fokus på lønnen tilslører fordelingskampen. Lønstigninger betyder ikke nødvendigvis prisstigninger - det kan også indebære en ændret fordeling. Hvis man ser på det generelle billede, så toppede den såkaldte lønkvote i 1980 og er i dag godt fem procentpoint lavere, hvilket svarer til, at lønmodtagerne går glip af mere end 60 mia. kr. om året. Profitten udgør altså en meget større del af samfundsøkonomien - og priserne - end i 1980. Denne udvikling bifalder økonomerne. De betragter nemlig stigende profit som et glædeligt fremskridt, mens stigende løn og lav ledighed får advarselslamperne til at blinke og trusselsbillederne til at blomstre.

Pluralismen sygner hen

Den politiske tendens i fortællingen om overophedning indikerer et stort højresving i velfærdssamfundet, der kommer til udtryk ved, at det, der før blev kaldt fuld beskæftigelse, nu omtales som mangel på arbejdskraft. Efterkrigstidens hensyn til den brede befolkning er blevet erstattet af hensyn til arbejdsgiverne og det kapitalistiske system.

Fuld beskæftigelse er positivt og opmuntrende. Det var faktisk en essentiel målsætning for velfærdssamfundet i efterkrigstiden. Den fulde beskæftigelse i 1960’erne var en succeshistorie, da den gavnede den brede befolkning. Flere kom i arbejde, og lønmodtagerne stod stærkere over for arbejdsgiverne, hvilket førte til længere ferie, lavere arbejdstid, samt bedre løn- og arbejdsforhold. Lønkvoten steg. Fattigdommen og uligheden faldt. Velfærden blev udbygget i højt tempo.

Mangel på arbejdskraft er negativt og truende. Selv om ledigheden i dag er på niveau med 1960’erne, og den generelle økonomiske situation på mange måder er bedre end for 40 år siden, er den fremherskende fortolkning af situationen vendt helt på hovedet. Vækstpotentialet er i farezonen, og overophedningen spøger. Der er slet ikke råd til længere ferie og lavere arbejdstid. Situationen kalder på ‘velfærdsreformer,’ der i dag betyder nedskæringer, altså det stik modsatte af 1960’ernes velfærdsreformer. Fattigdommen og uligheden vokser.

I lyset af den politiske ramme for fortællingen om overophedning kan det undre, at SF og Socialdemokraterne er denne fortællings mest ivrige fortalere på den politiske scene. Under alle omstændigheder er det bekymrende for demokratiet, at opposition og pluralisme sygner hen. Den samfundsøkonomiske fremtid er ikke en videnskab, men et politisk felt.

Peter Nielsen er ph.d. og lektor i politisk økonomi på RUC