Radikale vil have indflydelse her og nu - derfor vil partiet ikke bruge krudt på at sætte sig sammen med S og SF og drøfte ‘almindeligheder’, som næstformand og integrationsordfører Morten Østergaard (R) betegner integrationsoplægget fra SF.

Hvis vi skal sættes os ned og tale integrationspolitik og et bredere forlig, vil vi gøre det et sted, hvor vi kan samle 90 mandater. Vi vil ikke for øvelsens skyld sætte os sammen med S og SF og bekræfte hinanden i almindeligheder,” siger han og henviser til, at de tre partier allerede har erklæret enighed omkring afskaffelsen af eksempelvis 300-timers regel og starthjælp.

Der her fatamorgana, som SF kom med foranlediget af, at S for gud ved hvilken gang havde sendt en kaffeinvitation - det er alt sammen noget, der foregår på et Christiansborg-niveau. Det har ingen indflydelse på den virkelighed, som vi alle påstår at interessere os for.”

Frem mod næste valg er den radikale ambition at få indflydelse. Derfor gik partiet også sammen med regeringen om boligaftalen, der sikrer 1,6 mia. kr. til en ghettoindsats samt om jobplanen, der skal skaffe mere udenlandsk arbejdskraft.

Vi har mere indflydelse på udlændinge- og integrationspolitikken, end S og SF har. Vores opgave er alene at vurdere, om der er tilstrækkelig radikal indflydelse på de forskellige forlig. Vi har ofte demonstreret, at vi ikke føler os bundet af, hvad S og SF mener,” siger han.

Ikke op i hængekøjen

Men på den lange bane går R fortsat efter en ny regering. Og der er intet nyt under solen: Helle Thorning-Schmidt er fortsat det radikale valg af statsminister.

Men uanset hvor mange drinks SF serverer, hopper vi ikke op i hængekøjen og venter på bedre tider.”

SF’s markante fremgang, som i en enkelt måling endog har sendt dem foran S, fik i går gruppeformand Ole Sohn (SF) til at kræve ministerposter i en S-ledet regering. En SF-drøm, som ikke deles af de radikale.

Vi har ingen ambition om, at SF skal have ministerposter. Det har SF, og det er fair nok. Men vi ønsker en midterregering og ikke en venstrefløjsregering. Vi går efter et bredt samarbejde frem for blokpolitik.”

Og imens der ifølge Morten Østergaard altså er en række almindeligheder blandt de 30 punkter, som SF har opstillet, så tegner der sig også reelle forskelle i den integrationspolitik, som R og SF hidtil har været enige om.

Når S foreslår, at danske statsborgere skal kunne få en check og rejse væk - og SF efterfølgende siger, at intet i S-udspillet afskrækker dem, så er det fordi, SF er i bevægelse,” siger han og klandrer SF for at have forladt gruppen af partier, der satser på tolerance og dialog som de vigtigste redskaber i forhold til såvel integration som tiltrækning af udenlandsk arbejdskraft.

Vi føler, at SF har skiftet side fordi de er mest optagede af, at vinde vælgere fra Dansk Folkeparti. Det sker gennem Søvndals kradse retorik og ved at gå på kompromis på nogle af de områder, hvor vi er uenige med Socialdemokraterne. Men hvis jeg skal gå på kompromis med vores synspunkter, skal det være fordi, vi laver et forlig, hvor andre af vores ideer omsættes til virkelighed. Ikke bare for øvelsens skyld”

- Men gør I ikke oppositionen en bjørnetjeneste ved ikke at gå med på SF’s plan?

Jeg er optaget af at gøre integrationen en tjeneste, og det er Villy Søvndal, der har gjort integrationen en bjørnetjeneste.”

Morten Østergaard mener i øvrigt, at SF’s integrationsplan, som han blev præsenteret for af en journalist, er en afledningsmanøvre, som skal dække over ‘den udmærkede diskussion om, hvorvidt det var klogt af Villy at gøre specifikke kulturer til en forhindring for integrationen’.

SF er med deres forslag om at samle oppositionen gået i valgkampsmode. Vi er optagede af realpolitik, og vi kan ikke vente til næste valg med at få mere af vores integrationspolitik igennem.

Derfor er vores tidshorisont finanslovsforhandlingerne til næste år,” lyder det fra den radikale næstformand.