En professor på et engelsk universitet har en stor plakat hængende på døren til sit kontor. Ved første øjekast ligner det et kort over undergrundsstationerne. Røde, grønne, blå, gule og violette linjer, der krydser hinanden og danner et sirligt netværk med store og små knudepunkter. Kortet er et kort over ejerskabsforholdene i den britiske presse. Hver farve står for et vigtigt forhold i ejerskabsstrukturen; for eksempel privatejet, aktionærejet, fondsejet, børsnoteret, hovedselskab, underselskab eller søsterselskab. Et snirklet kort, med snirklede ejerskabsstrukturer, der er søgt ud-snirklet ved at tegne ejerskabsmæssige tilhørsforhold som linjer, der krydser hinanden i forskellige knudepunkter.
Sådan ville kortet nok ikke se ud i Danmark. For det første har vi to meget store medievirksomheder, det fonds-ejede JP/Politikens Hus og aktieselskabet Det Berlingske Officin, der ikke kun ville udgøre små prikker på kortet, men aftegne to meget store knudepunkter af morgenaviser, tabloidaviser, gratisaviser og ugeaviser. Dertil kommer de omkring 30 danske dagblade (og over 80 ugeaviser), der ofte har været i fondseje, i familieeje eller været ejet af et lille aktieselskab, der talte alt fra læsere, lokale annoncører og chefredaktøren som aktionær. Men det har ændret sig drastisk i de seneste år. Noget af historien kan man læse i bogen På lederplads, der udkommer i disse dage.
Etbladssystemet
I første halvdel af sidste århundrede var der fire aviser i enhver provinsby med respekt for sig selv - en socialdemokratisk, en radikal, en konservativ og en Venstreavis - deraf navnet firebladssystemet. Men langsomt skete der noget. "Læserne var helt åbenlyst mindre og mindre tilbøjelige til at vælge en avis af politiske grunde, og hvis én avis gav et klart bedre tilbud af lokale nyheder, lokalt læsestof og relevante annoncer, var der flere og flere i alle partier, som fortrak den," skriver Finn Kern i På Lederplads. Det førte til den langsomme afvikling firebladssystemet, og ved udgangen af 1970'erne er der reelt tale om et etbladssystem i provinspressen: Hver provinsby sin avis. Mange af dem oven i købet lokale versioner af en stor regionalavis.
Det er en spændende historie, ikke kun fordi den handler om nye krav fra læserne. Er der noget, På Lederplads giver, er det et sjældent indblik i de ledelsesmæssige beslutninger. Nogle gange får man en snigende fornemmelse af, at en væsentlig del af dansk pressehistorie er skrevet af lokale presseriddere, der har indgået borgfred om ikke at gå ind på naboens territorium. Vagn Nygaard (Vejle Amts Folkeblad) skriver for eksempel om, hvordan "grænseforholdene mellem de fleste af de jyske byer" var "afstemt og fastlagt fra gammel tid. Åløb, åse, veje, jernbanelinjer og dalstrøg angav grænsedragningen, og det var sjældent, at nogen for alvor gik i clinch med den. Resultatløse forsøg her og der talte et mere end tydeligt sprog om bristede forhåbninger og kuldsejlede planer. (-) Derfor indrettede aviserne sig op til århundredets to sidste årtier inden for deres naturlige grænser, og der blev i det store og hele ikke udvekslet udviklingsplaner eller samarbejdstanker på tværs af grænserne (-)".
Konkurrenter går sammen
I dag kan man stadig tale om et slags etbladssystem i provinspressen. Mange provinsbyer har i dag kun et enkelt dagblad, der kun indirekte konkurrerer med den gratis ugeavis eller med en af de store aviser, alt efter hvor man bor i landet. Alligevel ville et kort over ejerstrukturer se meget anderledes ud, end det gjorde sidst i 70'erne eller frem til 90'erne, hvor der var mange små avismonopoler rundt omkring i provinsen. Det ville ikke ligne kortet på den engelske professors dør med en række linjer i forskellige farver. Det ville måske snarere ligne et af de danmarkskort, vi ser i tv på valgaftenen, hvor Danmark er delt ind i store regioner, der er farvet røde, blå eller grå, fordi resultaterne ikke er talt op endnu.
Nordjyske Medier ejer stort set alle nyhedsmedier fra Skagen til Limfjorden samt et pænt stykke af Himmerland. Nedenunder finder vi Midtjydske Medier (som i øvrigt er en del af Det Berlingske Officin), der både tæller Århus Stiftstidende og de tidligere Bergske Blade som Lemvig Folkeblad og Dagbladet Skjern Tarm. Som nye storspillere i provinsen finder vi Syddanske Medier (Berlingske ejer 50 procent), der har flanken ned mod Tyskland. Fyens Stiftstidende ejer aviserne mellem bælterne, herunder også den lille Kerteminde Avis. Sjællandske Medier, der blandt andet udgiver dagbladet Sjællandske, som udkommer i tre udgaver, Næstved, Slagelse og Vordingborg, har lidt mere udflydende grænser end deres jyske fætre, men tendensen er klar: Tidligere konkurrenter slår sig sammen i større og mere konkurrencedygtige ejerskabskonstruktioner. Måske er den bedste betegnelse: Regiopoler.
Hvis der er en ny mediekommision på vej, vil det - som professor Anker Brink Lund har påpeget - være en vigtig opgave at få større klarhed over ejerforholdene i dansk presse. Det ville også være væsentligt at undersøge, hvad ejerforholdene betyder for journalistikken, for den offentlige dagsorden, ja, hvorfor ikke også for demokratiet og ytringsfriheden. Men mindre kan også gøre det. Man kunne blot begynde med at undersøge, hvad der sker med lokaljournalistikken, når mere og mere indhold bliver re-cirkuleret, strømlinet og produceret på store fællesredaktioner.
'På lederplads' er skrevet af Agner Ahm, Finn Kern, Vagn Nygaard, Erik Randel og Nils Thostrup og udgivet på Handelshøjskolens Forlag 2008
