"Skal EU's militær adlyde FN?" I kronikken 11. marts svarer de to forfattere, at det skal EU ikke. Det svar er lodret forkert. (Ligesom deres påstand om, at nedrustning ikke nævnes i traktaten.) .
FN-pagten afspejler flere principper, men det vigtigste er, at bortset fra selvforsvar må kun FN's Sikkerhedsråd beslutte brug af våbenmagt. Hvis freden krænkes, kan Sikkerhedsrådet uddelegere retten til våbenbrug og give bestemte stater i opdrag at handle på Rådets vegne.
Uden disse regler truer et internationalt anarki. Derfor har kronikørerne ret i, at vi må opretholde det nuværende princip om Sikkerhedsrådets monopol på våbenmagt (bortset fra selvforsvar), så længe der ikke er opnået konsensus (og skabt ny folkeret) om nye regler.
I Lissabon-traktaten bekender EU sig (som hidtil) utvetydigt til Pagtens grundprincipper. Det benægter kronikørerne inidlertid, fordi (skriver de) traktaten kun "nævner støtte til FN's principper". Det er helt misvisende.
Traktaten taler slet ikke om "støtte til FN's principper" men forpligter EU til at handle i overensstemmelse med dem! I art. 3.5 siges, at EU "fremmer og forsvarer ... nøje overholdelse og udvikling af folkeretten, herunder overholdelse af principperne i FN's Pagt," i art. 21.1, at "EU's optræden på den internationale scene bygger på - respekt for grundsætningerne i FN's Pagt og folkeretten", samt endelig i art. 4.1, at EU virker for "fredsbevarelse og sikkerhed i overensstemmelse med principperne i FN's Pagt."
Der er altså ikke bare tale om 'støtte' til nogle principper, men disse principper gøres til selve grundlaget for arbejdet. Det vigtigste af Pagtens principper vedrører sikring af freden og handler om, at kun FN's Sikkerhedsråd kan legalisere brugen af magt (bortset fra selvforsvar). Det var det princip, USA krænkede i 2003, og som fik deres topfolk til at kalde FN antikveret og ubrugeligt som i sin tid Folkeforbundet. Lissabon-traktaten udtrykker den stik modsatte holdning.
I øvrigt baner traktaten ikke vej for en militær EU-stormagt, selv om der er ansatser til en vis robusthed, bl.a. i form af forsvarsagenturet og 'forstærket samarbejde'. Men i begge tilfælde er det op til hver enkelt stat at beslutte, om den vil deltage; der er ingen automatik, det er EU i flere rum! Helt afgørende er dog, at vetoretten opretholdes nidkært overalt, hvor beslutninger "har indvirkning på forsvarsområdet".
