Velkommen til magasinresuméet
Litlive
Hver måned udkommer et nyt eksemplar af det nordiske litteratur-nettidsskrift Litlive med velskrevne anmeldelser, af kritikere som Lars Bukdahl, Lillian Munk Rösing samt en række af deres norske og svenske kolleger.
I martsnummeret anmelder Lars Bukdahl den danske oversættelse af Cormac McCarthys The Road, som handler om en far og hans ti-årige søns rejse gennem et affolket Amerika. (Det er filmatiseringen af McCarthy’s No contry for Old Men der netop har sikret Coen-brødrene en Oscar).
Bukhdal har både godt og skridt at sige om Vejen i den lange anmeldelse, hvor han blandt andet citerer et af sine egne digte, for at illustrere hvor svært det kan være at skrive om kærligheden mellem far og søn.
Ud over Vejen er der i Litlives martsudgave anmeldelser af Carl Frode Tillers Innsirkling, Pia Tafdrups Boomerang, Cia Rinnes Archives zaroum – digitale digte og Anna Hallbergs Mil.
www.litlive.dk, Udkom: marts 2008, Koster: er gratis
Art actuel
Det franske kunstmagasin Art actuel giver et overblik over forårets og sommerens store udstillinger i og udenfor Frankrig. Magasinet bringer to store artikler om henholdsvis Pompidoucentrets retrospektive udstilling med Louise Bourgeous og Grand Palais’ udstilling “Figuration narrative. Paris 1960-1972” med værker af kunstnere som Jacques Monoroy, Valero Adami og Erró fra perioden 1960-1972.
Desuden erfarer Art Actuel at flere og flere internationale kunstnere vælger at slå sig ned Paris og interviewer i den forbindelse tre kinesiske kunstnere bosat i den franske hovedstad.
Artactuel nr.55, Udkom: marts 2008, Koster 59 kr.
Euroman
I en artikel, som forsøger at opsummere alle begivenheder og løse ender i Muhammedkrisen, interviewer journalisten Lasse Ellegaard Flemming Rose. Den historiske gennemgang og Flemming Roses syn på forløbet kender de fleste til hudløshed. Men konfrontationen med den libanesiske historiker og journalist Ali Atassi, fløjet ind fra Beirut, giver interviewet lidt kant.
Atassi går til Flemming Rose med kommentarer som “Det er tydeligt i de af dine artikler, jeg har læst, at du ved for lidt om islam og muslimsk kultur” og “…muslimerne får at vide, at de kun kan integreres ved at acceptere hån. Budskabet er: ‘Vi hader jer. Bliv som os eller forsvind.’ Det er ikke en god måde at integrere folk på.”
Euroman bringer desuden artikler om Nicolai Coster Waldau, som fortæller om sin rolle i den amerikanske tv-serie ”New Amsterdam”, og Jørgen Leth, som beretter om sit møde med voodoo på Haiti.
Euroman, Udkom: marts 2008, Koster: 59,50 kr.
Graf
Litteraturtidsskriftet Graf bekender kulør i konflikten om Pernille Schaltz’ visioner for et moderniseret københavnsk hovedbibliotek. Grafs pragmatiske forslag er, at dele biblioteket op i to, én del til oplæsninger med ”i forvejen overeksponerede forfattere” og én ”til os andre, der gerne vil gå på jagt i det ukendte, rystes og overraskes”.
Ud over deltagelsen i den gennemtærskede biblioteksdebat bringer tidsskriftet heldigvis også et udvalg af billedkunst og poesi af yngre kunstnere, for eksempel dette digt af Gerd Laugesen: Luft under vinger basker fjer/lette med håret/Klipper skygger/tunge/slikker skyer/som slik.
Endelig anmelder Graf også skøn- og faglitteratur. For eksempel skriver Christian Bonde Korsgaard om Foucaults “Ordene og Tingene”, som udkom i dansk oversættelse i 2006. Han indleder med vurderingen: Foucault kan skrive, så det er en fryd for øjet, hvilket er den primære forklaring på, at man kan tillade sig at være positivt indstillet over for galningen.”
Graf nr.1 2008, Udkom: marts 2008, Koster: 200 kr. for et årsabonnement




