Afgørelsens time

Pokerspil på Merseyside

Et par amerikanske kapitalfonds-milliardærer kæmper med en tidligere fotomodel og eneherskeren fra Dubai om magten i den gamle arbejderklub Liverpool FC
15. marts 2008
Af: Martin Østergaard-Nielsen

'Texas hold 'em', hedder en variant af poker-spillet, der er opkaldt efter Liverpool-ejeren Tom Hicks hjemstat i det sydlige USA. I modsætning til det almindelige five-card draw indeholder Texas hold 'em en række åbne kort og betragtes derfor som en taktisk krævende variant af poker, hvor det ikke nødvendigvis gælder om at besidde de højeste kort, men snarere om at kunne gennemskue, hvilke kombinationer modstanderne er i stand til at sammensætte.

Det samme kan man sige om det pokerspil, der lige nu spilles om Liverpool FC's fremtid; et spil, hvor en række farverige - ja, i visse tilfælde dubiøse - skikkelser tværs over kloden er involveret i et taktisk spil om aktiemajoriteten i en af Europas mest vindende klubber.

Centralt placeret ved dette globale spillebord sidder en milliardær fra Texas, Tom Hicks; en klassisk amerikansk entreprenør, der har bygget sin formue på medejerskabet af den store kapitalfond Hicks, Muse, Tate and Furst, som i 80'erne og 90'erne gennemførte adskillige virksomhedsovertagelser. Hicks er samtidig en sydstatsrigmand af den gamle skole; han har gennem årene ydet store bidrag til det republikanske parti og til George W. Bushs valgkampe, og han var indtil for nylig medlem af den tidligere New York-borgmester Rudy Giulianis præsidentvalgkampagne-komité.

I 2004 trak han sig tilbage fra kapitalfonden for at hellige sig sit otium og sine fritidssysler, som består af ejerskabet af baseballklubben Texas Rangers, ishockeyklubben Dallas Stars og så altså halvdelen af aktierne i Liverpool FC.

Ved sin side ved spillebordet har han sin medejer, George Gillett jr., endnu en amerikaner og endnu en milliardær, hvis vej til rigdom og berømmelse minder meget om Hicks. Gillett jr., der bor i Colorado, har tjent de fleste af sine penge på investeringer i mediebranchen. Og hans måske væsentligste handel fandt sted i 1987, da han ved hjælp af de berygtede corporate raiders Kohlberg Kravis Robert - indehavere af en af verdens største og mest aggressive kapitalfonde - finansierede overtagelsen af en landsdækkende kæde af radio- og tv-stationer.

Også Gillett jr. har imidlertid med årene afviklet de fleste af sine forretningsaktiviteter for at koncentrere sig om sine sportsaktiviteter, der ud over halvdelen af Liverpool tæller ishockeyklubben The Montreal Canadiens samt den verdensomspændende sports- og underholdningsvirksomhed Gillett Entertainment Group.

Det var Gillett jr., der oprindelig iværksatte forsøget på at erhverve Liverpool FC, da den daværende ejer, David Moores, for et par år siden satte klubben på markedet, men rigmanden fra Colorado kunne ikke finansiere købet alene og allierede sig derfor med Tom Hicks i den forståelse - i hvert fald hvis man spørger Gillett jr. - at Hicks udelukkende skulle være silent partner i driften af klubben. Den rolle har den bramfrie texaner imidlertid ikke ladet sig begrænse af - tværtimod. Hicks har optrådt så egenrådigt og udiplomatisk, at forholdet mellem ham og Gillett jr. er brudt sammen, og det er netop årsagen til, at spillet om hele klubbens fremtid er genåbnet - med nye spillere ved bordet.

Træt af legen

En af dem er en tidligere fotomodel ved navn Amanda Staveley. I offentligheden har hun hidtil mest været kendt for at have haft et kortvarigt forhold til prins Andrew, der er nummer fire i den britiske tronfølge, men hun er også en aktiv forretningskvinde, der blandt andet besidder posten som senior partner i firmaet PCP Capital Partners, som investeringsselskabet DIC har valgt som rådgiver i sine bestræbelser på at overtage Liverpool FC.

DIC står for Dubai International Capital og er ejet af eneherskeren af Dubai, Sheikh Mohammed bin Rashid Al Maktoum, der regnes for at være verdens femterigeste mand. Han bruger DIC til at foretage erhvervs- og ejendomsinvesteringer over hele verden, og selskabet råder blandt andet over hotelkæden Travelodge, Adelphi Teatret på the Strand i London samt aktieporteføljer i Daimler, Sony og HSBC Holding, der er verdens største bank. Og for godt et år siden troede Al Maktoum også, at han havde erhvervet sig Liverpool FC, men han tabte en højdramatisk budrunde til Hicks og Gillet jr., der afgav deres vindende tilbud, natten før salget af Liverpool FC skulle annonceres; på et tidspunkt hvor Al Maktoums folk efter sigende sad i et fly på vej til England for at annoncere deres køb af klubben.

Nu benytter Amanda Staveley på DICs vegne uenigheden mellem Hicks og Gillet jr. til at bringe sheiken fra Dubai på banen igen. Gillett jr. har gjort det klart, at han er blevet træt af legen og vil ud af Liverpool, og Staveley forsøger at bringe DIC i position til at overtage hans halvpart af aktierne. Hvis det lykkes, vil Staveley, der for nogle år siden vandt titlen som Årets Forretningskvinde i England, blive anbragt i en indflydelsesrig position i Liverpool FC's bestyrelse. Her vil hun få selskab af den person, der lige nu assisterer hende i pokerspillet om magten i klubben, nemlig Sameer Al Ansari, den palæstinensisk fødte chef for DIC, der - ud over at fungere som en af Al Maktoums nærmeste medarbejdere - også er mangeårig Liverpool-fan og har klubbens symbol, the Liverbird, som pauseskærm på sin blackberry.

Bagved dem, på afstand af spillebordet, sidder Liverpools manager, Rafael Benitez, og klubbens direktør, Rick Parry, og følger spillet opmærksomt. Deres fremtid afhænger af udfaldet af opgøret mellem de amerikanske pengemænd og DIC. Hvis den nuværende ejerkonstruktion fortsætter - eller hvis Hicks erobrer den totale kontrol over klubben - er både Benitez og Parrys fremtid formentlig sikret, hvorimod det regnes som givet, at Al Maktoum vil indsætte sine egne folk på nøgleposterne, hvis han overtager Liverpool FC.

Lige nu er der dog pause i spillet. På vegne af DIC fremlagde Amanda Staveley for nylig et tilbud, der gik ud på, at DIC skulle overtage 98 procent af Gillett jr.'s aktier. De sidste to procent skulle tilfalde Hicks, der altså ville sidde på i alt 51 procent af klubbens aktier. Det blev dog skudt ned af milliardæren fra Texas, formentlig fordi det var bundet op på krav om, at DIC skulle have bestemmende indflydelse på væsentlige spørgsmål vedrørende den daglige drift, såsom indkøb af spillere og opførelsen af det nye stadion.

De stærkeste kor

Hicks afvisning har dog ikke taget modet fra Staveley og Al Ansari, der lige nu - formentlig i tæt kontakt med sheiken fra Dubai - forbereder et nyt udspil. Repræsentanterne fra DIC ved, at Gillett jr. ønsker at trække sig ud af klubben, og at den nuværende ejerstruktur derfor er uholdbar på længere sigt. Derfor agter de at forhøje deres indsats i forvisning om, at de nok skal vinde puljen til sidst, selv om Hicks lige nu sidder med de stærkeste kort på hånden. Og mens aktørerne i Dubai, London og USA forbereder sig på endnu en runde i slaget om magten på Merseyside, har spillerne og Benitez tilsyneladende fået styr på tingene på banen. En mistrøstig vinter er afløst af et løfterigt forår. De røde har vundet de sidste seks kampe - herunder dobbeltopgøret med Internazionale i ottendedelsfinalen af Champions League - og går ind i en afgørende periode på toppen af deres ydeevne: I de næste par uger skal Liverpool møde Arsenal, Manchester United og Everton i tre opgør, der vil have stor betydning for, om det lykkes for holdet at erobre den fjerdeplads i Premier League, der vil sikre Liverpool deltagelse i næste sæsons Champions League.

Både på banen og i bestyrelseslokalet nærmer afgørelsens time sig for Liverpool FC.

Relaterede artikler


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her


Et udpluk af ugens bedste

  • ff-932874923847bobbitt.jpg

    'Stort set alt, hvad vi ved om terror, er forkert'

    Han regnes som favorit til at blive sikkerhedsrådgiver for Barack Obama og har fungeret som rådgiver for seks forskellige amerikanske regeringer. Information har talt med den amerikanske forfatter og professor Philip Bobbitt
  • ff20080826-181437-pic-486019354.jpg

    Under overfladen

    Den danske filminstruktør Kasper Barfoed er stor fan af sin amerikanske kollega Michael Mann, hvis film 'Collateral' har været en stor inspiration for Barfoeds seneste film, thrilleren 'Kandidaten', der har premiere på fredag
  • captain_america.jpg

    Overforpligtet

    'Kejserlig overforpligtelse' er, hvad alle imperier før eller siden dør af. En stormagt skal kunne finansiere sine ambitioner. Ellers er den ikke længere en stormagt. Den amerikanske statsgæld er for tiden ved at passere 10.000.000.000.000 dollar
  • Dansk udlændingepolitik bliver svær at redde

    Det bliver mere end almindeligt op ad bakke for Anders Fogh Rasmussen at gøre noget ved de huller, der i løbet af sommeren har vist sig i den danske udlændingepolitik. Mulighederne er begrænsede, og de andre EU-lande er trætte af Danmarks retsforbehold
  • Vaneforbrydere?

    Udtryk som indvandrerkriminalitet og andre irrationelle sammenkædninger af etnicitet og kriminalitet ses ofte i den politiske debat og i medierne. Sammenkædningen er både simplistisk og racediskriminerende - og forkert
  • Kina har overvundet dets historiske ydmygelse

    Vestens reaktion på Kinas sportslige succes siger langt mere om os end om kineserne