På udstillingen De indfødte sætter billedkunstneren Charlotte Haslund-Christensen fokus på den vestlige opdagelsesrejsendes blik på fremmede kulturer. Ideen til projektet er delvist selvbiografisk, idet hun har ladet sig inspirere af sin farfar, Henning Haslund-Christensen, en kendt opdagelsesrejsende, der i 1930’erne rejste i Mongoliet for dér at indsamle materiale om de indfødte. Som et led i det aktuelle udstillingsprojekt har Charlotte Haslund-Christensen foretaget en række ekspeditioner til forskellige egne af Danmark. På sine rejser rundt i landet klædte hun sig som en ekspeditionsleder iført uldknickers, hvid skjorte, uldvest og engelske lædersko. Desuden var hun på sin ‘ekspeditions’ performance udstyret med en ekspeditionsbil og en slidt ekspeditionskasse, som bl.a. indeholdt kort, notesbøger og opmålningsudstyr. Den vigtigste rekvisit på ekspeditionen var imidlertid hendes kamera, et gammelt Rolleiflex apparat, som hun brugte til at portrættere de indfødte - dvs. folk som var født og opvokset i byer som København, Herning eller Thyborøn og som det lykkedes at opspore i forbindelse med hendes ironiske og bevidst iscenesatte, antropologiske feltstudier.
Danmark anno 2007
På sin ekspedition har Charlotte Haslund-Christensen bedt folk fra forskellige egne af landet om at posere til et gruppeportræt, hvor de bliver opstillet på række iklædt deres almindelige hverdagstøj. Derefter har hun fotograferet gruppen af indfødte forfra og bagfra. Denne opstilling af mennesker, der bliver fotograferet fra forskellige vinkler, mimer det antropologiske feltstudiums traditionelle portrætoptagelser, som man førhen anvendte til at dokumentere fremmede folks kropsbygninger og klædedragter. Antropologer har traditionelt set brugt fotografiet som et arbejdsredskab til at dokumentere deres opdagelsesrejser. Da fotografiet vandt frem i midten af 1800-tallet, betragtede man det som et objektivt medie, der ved hjælp af dets mekaniske optageteknik kunne fungere som et vindue mod verden. Siden er man begyndt at stille spørgsmål ved denne opfattelse af fotografiet. Man har i stigende grad gjort op med forestillingen om et neutralt, registrerende blik til fordel for en forståelse af, at den måde, vi ser verden på, altid vil være præget af vores politiske, kulturelle og personlige værdier.
Charlotte Haslund-Christensens fotografier leverer en kritisk kommentar til den måde, man i den vestlige verden har fremstillet fremmede kulturer på. De spiller bevidst på den vestlige ekspeditionsleders fantasi om at skildre sit eventyrlige møde med eksotiske, primitive og ‘autentiske’ folk. Men fotografierne rummer også en slet skjult henvisning til de stereotype forestillinger og fremmedfjendske holdninger, der for tiden præger debatten omkring flygtninge og indvandrere. På udstillingen vender Haslund-Christensen det vestlige blik indad mod det danske samfund og skaber en repræsentation af samfundet på samme måde, som man i den vestlige verden har fremstillet fremmede kulturer på. Herved synliggør hun den rolle, som fotografiet traditionelt set har spillet i tilblivelsen og opfattelsen de ‘indfødte’ fra fremmede steder i verden, og hun sætter samtidig fokus på, hvor ekstremt magtfuldt det fotografiske arkiv er med hensyn til at skabe og fastholde stereotyper.
Hvordan dansk?
Gennem fotografierne og ved på udstillingen at præsentere en række sirligt systematiserede hverdagsgenstande i glasmontrer tegner Haslund-Christensen et portræt. Ikke af danskerne og det danske samfund, men af den måde, man traditionelt har fremstillet fremmede kulturer i den vestlige verden på. De fremmede er et kritisk og stærkt politisk motiveret projekt. Men det er samtidig et projekt, som ikke forfalder til selvhøjtidelig politisk korrekthed, men som i stedet opererer med en underspillet og afvæbnende form for humor. Som når der f.eks. på de sagligt registrerende skiltetekster står ‘Lysestage + fyrfadslys. Anvendes til hygge.’ Det er netop den selvironiske humor og den performative inddragelse af kunstnerens egen erfaringsverden, der sikrer, at udstillingen ikke bliver moraliserende, men derimod formår at engagere beskueren i en kompleks og stærkt vedkommende diskussion af hvad det vil sige at være dansk, og hvad det indebærer at repræsentere en anden kultur.
Charlotte Haslund-Christensen Kunsthallen Nikolaj23. feb. - 12. maj 2008www.kunsthallennikolaj.dk
De indfødte.
Kommentarer
Spørgsmålet er om, fotografiet har spillet ind i tilblivelsen og opfattelsen af de ‘indfødte’ som de ‘ædle vilde’, eller som de ‘tilbagestående primitive’ - eller noget tredje…
Med alt hvad hver af disse opfattelser indebærer.
Ingen af delene. I virkeligheden er anmeldelsen af udstillingen, der er blevet bragt i Politken, langt mere skarp og præcis. Her problematiserer Kristine Kern det historicerende greb, der præger hele udstillingen. “Antropologen” Charlotte Haslund-Christensen og hendes assistent kommer til at fremstå som en tænkt figur fra en fjern fortid, men formår ikke at appelere til kritisk refleksion over måderne at begribe og iscensætte “det fremmede” på i nutiden.
Nu har jeg selv været inde og se udstillingen og jeg er rørende enig med Kerns anmeldelse. Man går derfra med et skævt smil på læben over det orange plasticæggebæger fra halvfjerdserne - sikkert fundet hos en marskandiser, men iscensat som om det var en genstand i en antropologisk samling anno 1908. Og en undren over at “hende der”, som man kan genkende på et af de opstillede billeder, hvor hun står sammen med sine forældre, kaldes “indfødt fra Vesterbro”, når man da godt er klar over, at hun er fra Vallensbæk. Det fremmedgørende historiske og antropologiske blik er simpelthen for ironisk og distanceret til, at man rigtigt får sat gang i de spændende diskusssioner. Man tænker “den tid er passé, men det var meget flot hængt op og en ok idé”, når man går derfra.
Man kunne spørge, hvorfor Charlotte Haslund-Christensen ikke har studeret nutidens populærvidenskablige magasiner og TVudsendelser, hvor man også er ude og iscensætte “de eksotiske fremmede” og brugt det blik på danskerne i stedet? National Geographic er da oplagt…
Hvor vildt! Hun tager vores fordomme og stiller dem på hovedet uden videre!! Sådan at vi bare bliver konfronteret med vores eurocentriske blik og forestillinger om os selv! Det skal jeg skrive om i min næste moderne kultur-opgave!
Se for eksempel den ledsagende billedtekst her:
http://www.nationalgeographicchannel.dk/explore/rolex/picture_gallery.as…
Hvordan ville vi opleve et fotografi fra en dansk børnehave, hvor de leger Bjørnen Sover, hvis det blev beskrevet på den måde?
Eller hvad med en beskrivelse af en dansk førsteklasse fra denne vinkel:
http://www.nationalgeographicchannel.dk/explore/rolex/picture_gallery.as…
Mit tip er, at vi ville se dem som børn af et primitivt, men meget autentisk og “kulturelt” folk, der havde brug for, at der kom folk fra fremmede egne for at lære dem alt det, som deres forældre er for primitive til at kunne finde ud af…med repekt for “den rituelle dans” Bjørnen Sover naturligvis.
Ved mødet med et ‘primitivt’ folk opstår gerne dilemmaet:
Hvorledes balancere mellem ønsket om bedre leveforhold (velfærd, bolig, varme, el, rent vand, koakering, sund levevis, læger, tandlæger, tekniske hjælpemidler, osv. osv.) og adgang til viden og oplysning (skoler, informationskilder osv osv) men uden at deres kultur, egenart og egne løsninger på leveforhold og viden/indsigt ødelægges pga misforstået pression eller bedrevid fra vores side.
Fotografiet af den nedslidte ‘primitive’ kvinde i 40-årsalderen pga sygdomme, hårdt slid, børnefødsler, osv. dokumenterer disse livsvilkår.
Et tilsvarende fotografiet af en dansk kvinde i 40-årsalderen viser en velnærede og fysisk sund artsfælle med andre livsvilkår.
Du kan skam sagtens tage billeder af nedslidte kvinder i 40-årsalderen i DK også. Der er ikke så få af dem i de fattigste områder af landet. Tag en tur i Istedgade. Eller tag en tur til en nordamerikansk storby, kære traveler. Er nedslidning et udtryk for den nedslidtes primitivitet?