Ingen anden dansk dramatiker kan spidde vores uhelbredelige ulykkelighed som Peter Asmussen. Hvad enten han optræder som dramatiker for sin egen digtekunst, som nu i Ekstrem på Edison, eller som dramatiker for andre kunstneres værker, sådan som over Christian Kampmanns Gregersen Sagaen på Århus Teater. Eller sågar som i Djævlene på Betty Nansen. Ryd Reumert, siger jeg bare.
Samtidig er Peter Asmussen Danmarks svar på Lars Norén: Pessimistdramatikeren, der flår illusionerne af os. Asmussens personer er blot mere almindelige end Noréns. Mere gængse. Selv i Ekstrem er personerne ikke særligt ekstreme. De virker tværtimod temmelig tilforladelige - som naboer, hvis liv bare går en lille smule mere i stykker end de flestes. Tilfældigt og uheldigt. Selv de mest morbide handlinger kan den nu 50-årige Peter Asmussen beskrive som uoverlagte. Selv de mest rædselsfulde overgreb kan han fortælle, uden at man aner uråd. Omtrent som kærlighedssange, der bare ender med forkert omkvæd.
For Asmussen er kærlighedens mand. Tilsyneladende er det tabet af kærligheden, der driver hele hans dramatiske forfatterskab. Tabet af at være elsket, tabet af at være noget for nogen - og tabet af at være sig selv. For Asmussens personer bliver til ingenting, når de mister kærligheden. Det vil sige: Når deres kærester går fra dem.
Det varme skød
I Ekstrem er personerne udelukkende mænd. Otte styks på række uden nogen relation indbyrdes. Bare otte skæbner væltet op på en uhyrlig række sammen med nogle borde og stole og dør-åbninger, der hele tiden står gabende tomme - til mænd uden evne til at gribe fat i livet.
I 2006 var det kvindernes tur til at blive forladt i det asmussenske smerteunivers i forestillingen Om et øjeblik på Edison. Og Asmussen beskrev os, som vi kvinder er flest, med næsten overmenneskelig indsigt og præcision.
I Ekstrem er det hans eget køn, der er emnet. Her bliver afdækningerne af individernes forkrøbling næsten endnu værre. Asmussens replikker kredser om den varme grød, men mest om det varme skød: Om liderligheden, der egentlig er meget svagere, end mændene måske selv tror. Om biseksualiteten eller bøsselivet, der trækker mindre, end kvinderne måske tror. Og om børnene, der kun findes i bisætninger - som noget mere perifert, end ungerne antagelig tror.
Det sidste es
På minimalistisk vis gentager Asmussen sine replikker med små forskydninger, der pirrer og ganske langsomt afdækker en sandhed, vi frygtede - og dernæst en sandhed, vi slet ikke ventede. Asmussen holder sit sidste es i hånden til dét øjeblik, hvor man som tilskuer slet ikke kan klare mere. Måske fordi han egentlig ikke er synderlig optaget af selve plottet, men af personernes psyker og deres følelsers cirkelslutninger. Så når gyset kommer, er det næsten ubærligt.
Alexa Ther har iscenesat stykkets fire mænd med sin eminente sans for det moderne drama og dets manglende tilknytning til tid og sted. Camilla Bjørnvads scenografi er kongenialt renskuret for al sentimentalitet - og også for ethvert personligt aftryk - og mændene er klædt i undertrøjer og anonyme jakkesæt. En mand er en mand.
Blandt borde og stole lader Alexa Ther mændene tale. Tale, tale, tale. Alene ud i luften eller til en imaginær telefon, hvis det går højt. Når den ene taler, lever de andre videre i deres parallelle ensomheder, stille og anonyme med deres ligegyldige gøremål - kun favnet af Fabián Carvallos skræmmende lysstriber af ulykkelighed og vrede.
Den sandede smerte
Morten Hauch-Fausbøll indleder festen. "Jeg ville bare høre din stemme", siger han i telefonen til eks'en. Han har tabt på forhånd. Længe før han mødte hende - og endnu længere før, at hun forlod ham. Alligevel kan han ikke lade være med at pine sig selv: "Jeg vil spørge dig, om du kommer til min begravelse". Den slanke Hauch-Fausbøll er indædt på manisk facon, når han klatrer rundt på bordene i forkrampet sorg. Og hans stemme har en almindelighed i sig, der brænder sig selv op på sådan en tør, troværdig måde. Det er uhyggeligt godt spil.
Lars Lunøe har sin ondskab uden på øjenbrynene. Derfor bliver overraskelsen desto større, når hans indrømmelse viser sig at være, at han godt ved, at han aldrig har elsket siden den ungdomslykke, han selv ryddede af vejen. Lunøe taler lynhurtigt, akademisk, nonchalant. Og med en sandet smerte neden under stemmen. Det er væmmeligt godt spil.
Søren Malling kniber øjnene sammen, når han fortæller. Man forstår ikke helt, hvad det handler om, før det er for sent. Sandheden er, at hans macho heller ikke selv forstår sin egen lille umulige logik, før det er uopretteligt. Han kan ikke gøre for det. Egentlig er han bare korrekt ... Det er rædselsfuldt godt spil.
Og Kristian Halken får så endnu en gang tjansen som den pæne mand med uhyrligheden indeni. Her er det den ulækre, pædofile mand, der taler over sig. Halken sidder ved et bord og holder fast i bordkanten, mens han råber i rødmosset, svinsk ophidselse, så hans ansigt til sidst eksploderer. Det er ulideligt godt spil.
Den uundgåelige engel
Naturligvis er ideen bag Ekstrem set før: Mænd, der fortæller om sig selv. Sidste år bl.a. i Kamilla Wargo-Breklings medrivende PIS - og i øjeblikket i Panik ude på Bellevue. Asmussens mandeverden har bare en ekstra dimension af sproglig kynisme, der fryser tilskuertårerne til is, inden de triller.
I 1990'erne havde Asmussen ofte en engel-figur i sine stykker. I Knogler på Edison fra 1997 var det en Gabriel. I Forbrydelse i Turbinehallerne på 2003 var det en Rafael. Her i 2008 er englen blevet en lille dreng med gyldne krøller.
Drengen hopper rundt og drysser tidens sand i en tynd stråle fra sin lille hånd. Imens taler hans stemme på et bånd. "Jeg vil samle hendes hjerte op, når det ligger på gulvet", siger den lille stemme om sin fremtidige kvinde, mens han forbereder sig på at blive en rigtig mand. Nu, hvor han stadig både holder godt fast i virkeligheden og i drømmene. Nu, hvor han endnu ikke er blevet nørd og afviger og livsfornægter ...
Når han bliver voksen, vil hans eget hjerte nok også komme til at ligge dér på gulvet - og hun vil antagelig ikke magte at samle hans op. Men det ved han gudskelov ikke endnu.
Ekstrem. Tekst: Peter Asmussen. Iscenesættelse: Alexa Ther. Scenografi: Camilla Bjørnvad. Lys: Fabián Carvallo. Edison til 19. april. www.bettynansen.dk
